Danske premierer uge 2-3

PREMIERE. I den kommende uge er der premiere på tre danske film: Thomas Vinterbergs længe ventede Cannes-vinder "Jagten", Phie Ambos "Free the Mind" om meditations gavnlige virkning for krigsveteraner og ADHD-børn og på Charles Atlas' musikdokumentar "Turning" om Anthony & the Johnsons og forestillingen Turning.

Jagten
Biografpremiere 10. januar. 

Thomas Vinterbergs "Jagten" modtog i Cannes i maj 2012 prisen for bedste mandlige skuespiller til Mads Mikkelsen. Filmen har siden gået sin hædersgang verden over med flotte festivalplaceringer, store priser, hæder fra den internationale presse og premiere i en lang række lande. Nu får den endelig dansk biografpremiere.

Den 40-årige fraskilte familiefar, Lucas, står foran en genforening med sin søn, da han pludseligt anklages for en kriminalitet, han ikke har begået. Nu starter heksejagten i en mindre dansk provinsby. Hvor længe kan et menneske holde til det, når vennerne og kæresten også begynder at tvivle.

Filmen er produceret af Morten Kaufmann og Sisse Graum Jørgensen for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer

 

Free the Mind
DR2 10. januar kl. 20.00.

Phie Ambos "Free the Mind", der havde premiere på dette års CPH:DOX og modtog fine anmeldelser, kan du ses på tv.

Professor Richard Davidson er en af verdens førende hjerneforskere. Han har sat sig for at undersøge, hvordan man fysisk kan ændre menneskets hjerne – kun ved tankens kraft. Steve og Rich er to af USAs tusindvis af krigsveteraner. Will på 5 år har ADHD og kraftige angstanfald. Kan Professor Richard Davidson gøre en forskel? Kan han redde dem ud af deres miserable tilværelse og hjælpe dem til et normalt liv? "Free the Mind" følger de tre forsøgspersoner på deres modige rejse ind i sig selv.

Filmen er produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs interviewet med Phie Ambo Alting er i bevægelse.

Trailer

Turning
Filmstriben fra 10. januar. 

I 2006 turnerede musikeren Antony og filmens instruktør Charles Atlas i Europa med deres musikperformance "Turning" med Antony som musikalsk frontfigur og Atlas som skaber af koncertens visuelle univers. Filmen "Turning" undersøger hjertet i denne performance, der er en hyldest til skønhed og mangfoldighed.

Charles Atlas' dansk-amerikanske dokumentariske musikfilm er produceret af Vibeke Vogel for Bullitt Film og Lucy Sexton for Turning FILM LLC i samarbejde med Beo Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs mere om filmen i artiklerne En hyldest til skønhed og mangfoldighed og The Diversity of Beauty.

www.filmstriben.dk

Trailer