Danske premierer uge 36-37

PREMIERE. Dokumentarfilmene "Ishavets kæmpe" og "Varm luft for milliarder", som omhandler den globale opvarmning med udgangspunkt i henholdsvis grønlandshvaler og klimakvoter, får tv-premiere. Michael Noers Oscar-shortlistede "Nordvest" udkommer på dvd.

 


Tv

 


8. september: Ishavets kæmpe

DR1 kl. 20.00

En grønlandshval fødes i begyndelsen af 1800-tallet. I en anden tid, på et andet sted og i et andet hav. Set fra hvalens perspektiv får vi et indblik i vor egen historie, i den industrielle udvikling og den globale opvarmning. I unikke undervandsoptagelser samt animerede og CGI-genererede sekvenser følger vi hvalens liv fra fødsel til død, under jagten på føde og fødesteder, i en verden som hastigt forandres af menneskets tilstedeværelse. Med hvalen i centrum ser vi, hvordan historien har krydset dens vej, og får en fornemmelse af det uendelige tidsperspektiv, hvalen kan videregive.

"Ishavets kæmpe" er instrueret og produceret af Adam Schmedes for Loke Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

 


9. september: Varm luft for milliarder

DR1. kl. 20.00

varm-luft
Foto: Bo Tengberg 

EU's første klimakvote blev sat til salg i 2005. Idéen var, at handlen med kvoterne skulle reducere CO2-udledningen og dermed redde kloden fra den globale opvarmning. Men systemet er brudt sammen, og Danmark blev i stedet centrum for et af verdens hurtigst voksende svindelnumre. Eksperter og Europol vurderer, at statskasserne rundt om i Europa mistede op mod 70 milliarder kr. til hackere og momssvindlere fra hele verden. Og aldrig før i menneskehedens historie er der udledt så meget CO2 som nu. Kvotesystemet er kollapset, og det har aldrig været billigere at forurene end det er i dag.

"Varm luft for milliarder" er instrueret af Tom Heinemann og produceret af Søren Steen Jespersen for Larm Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

 


Dvd

 


MGP Missionen

mpg
Foto: ASA Film

"MGP missionen", baseret på Gitte Løkkegaards børnebog af samme navn, handler om den 12-årige Karl, som flytter med sin mor fra Hvide Sande til København. Det bliver en svær omstilling, da Karl starter i 6.B på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, hvor størstedelen af børnene er tosprogede, og jargonen er hård. Snart er Karl i gang med at planlægge sin flugt tilbage til morfar og mormor, men han får hjælp fra uventet kant. I klassen går også den tyrkiske pige Sawsan, der har sat sig for at deltage i finalen i MGP trods sin families modstand, og Karl og Sawsan finder stik mod alle odds sammen i en fælles mission vestpå.
 

På rollelisten ses Sylvester Espersen Byder, Malika Sia Paul, Lars Knutzon, Line Kruse, Ali Kazim m.fl.

"MGP Missionen" er instrueret af Martin Miehe-Renard og produceret af Marcella L. Dichmann og Henrik Møller-Sørensen for ASA Film. Filmen har modtaget lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer

 


12. september: Nordvest

nordvest-framegrab
Foto: Magnus Nordenhof Jønck 

 

Casper er håndlanger og tyv for den dominerende bandefører, Jamal, der med magt og ufine metoder fastholder jerngrebet om sit hood, Nordvest. Ingen skal tro, de er mere end ham. Men Casper har en plan, han vil op i hierarkiet og nyde det søde liv sammen med de unge og smukke. Så da han ved et tilfælde støder ind i rockeren og alfonsen Bjørn, øjner han chancen for at lave forretninger uden om Jamal. Det bliver en fatal beslutning, som først bringer uvenskab og trusler, så vold og så mere vold. Og midt i det hele står Andy, Caspers Lillebror, som han skulle passe på, men som han med ét har bragt ind i centrum af konflikten.

I filmen medvirker Gustav Dyekjær Giese, Oscar Dyekjær Giese, Nicholas Westwood, Roland Møller og Lene Maria Christensen.

"Nordvest", som havde amerikansk premiere på Tribeca Film Festival, er shortlistet som en årets tre danske Oscar-kandidater.

Filmen er instrueret af Michael Noer og produceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer