Siden Tine Fischer tiltrådte som rektor i 2021, har hun arbejdet aktivt med at åbne Filmskolen for offentligheden med arrangementer året rundt. I denne uge lancerer skolen med støtte fra Filminstituttet en ny talentfestival, Generation, med afgangsfilm, internationale talentfilm samt en række talks og koncerter.
Hvad er tankerne bag jeres stigende fokus på åbenhed og offentlige arrangementer?
Vi vil gerne tilbage til aktivt at arbejde med at forme filmkulturen i Danmark. Den ambition ligger der meget i. Det handler for det første om at insistere på, at filmskolen er en del af tiden, samfundet og den branche, de studerende skal ud i. Den er ikke bare underleverandør, men er også med til at sætte dagsorden, og diskutere de udviklinger, der finder sted i verden og i branchen.
Et andet element er, at hvis Filmskolen skal gøre sig forhåbning om at være en skole for alle, er den også nødt til at gøre opmærksom på sig selv uden for ansøgningsprocessen hvert andet år. Det er relativt evidensbaseret, at kunstskolerne er enormt svære at komme ind på og kræver en solid portion kulturel kapital. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden arbejder for at nå nye dele af befolkningen.
Det forsøger vi nu med Generation-festivalen og vores andre offentlige arrangementer samt partnerskaber med andre kulturaktører.
En kunstskole skal ikke være et lukket økosystem. Filmskolen skal have fokus på kunstnerisk fordybelse, men den skal også have forbindelse til omverdenen. Det er en fin balancegang, som man hele tiden skal arbejde på. Men kontakten til omverdenen er fuldstændig afgørende.
Tine Fischer. Foto: Søren Solkær.
Traditionelt har de store internationale filmskoler ligget tæt op ad cinematekerne, hvilket har betydet, at filmskolerne, de studerende, underviserne og ledelsen har haft ansvar for at arbejde for en aktiv filmkultur. Sådan var det også i København, da Filmskolen lå på Christianshavn sammen med Filmmuseet.
Hvorfor er det vigtigt, at den udøvende del af dansk film er med til at forme dansk filmkultur?
Tidligere har de filmkulturelle forpligtelser ligget i formidlingsleddet af branchen, men det er afgørende, at dem, der laver filmene, også er med til at holde filmkulturen i hævd. Det skal være en del af de studerendes pensum at lære, hvad det vil sige at være en del af den proces – fra den tidlige udvikling til mødet med publikum.
Det er en måde at tydeliggøre, at man ikke bare bliver uddannet til at lave en afgangsfilm, men til at sætte en dagsorden og blive en del af et internationalt filmmiljø.
Med Generation-festivalen vil vi gerne både bygge bro mellem det nationale og det internationale, men også starte en samtale med publikum og omverdenen om, hvad der sker i det danske talentmiljø. Hvad har filmskaberne på hjerte, hvad vil de med kunsten, hvad vil de gerne forandre?
Udvikle filmsproget
Hvorfor er det vigtigt for filmkulturen i Danmark, at vi har en fiktionsfestival som Generation?
Ligesom mange andre synes jeg, at et land bør have en fiktionsfestival. Festivaler behøver ikke være kæmpestore. Der kan sagtens være mange med forskellige profiler. Odense Film Festival har meldt ud, at de også arbejder på en festival, og This-festivalen i Aarhus kommer også til at lancere en festival.
Vores Generation-festival kommer til at have fokus på de steder, hvor filmsproget udvikler sig. Man kunne sagtens have lagt et program, der fokuserede på film, som ligner dansk film, men vi har gjort meget for, at vi programlægger film fra hele verden, der repræsenterer den globale brede i fortælletraditioner og emner.
Vi vil gerne skabe en international forbindelse, så vi kan udvikle vores filmsprog herhjemme, så det ikke lukker sig om sig selv og vores egne traditioner, men er i dialog med de kunstneriske og filmsproglige udviklinger ude i verden.
Hvad betyder det for udviklingen af filmtalent i Danmark, at vi også udvikler den kritiske samtale om film?
Den store opkvalificering, der skete på seriefronten i 00’erne og 10’erne, hvor filmfolk gik ind i tv-drama, har været enormt god for dansk film, der har fået kilometer i benene, større budgetter og mulighed for at arbejde med længere formater. Men det har indimellem også medført generiske fortællinger, fordi man producerer meget, konstant og typisk med kortere tid til udvikling.
I kølvandet på den udvikling har jeg en klar opfattelse af, at der i fremtiden kommer til at være et stort behov for det singulære – både fra et brugerperspektiv, men også som et kunstnerisk behov hos dem, der laver filmene. Filmskolen skal uddanne til, at skabere kan arbejde på tværs af branchen, for få kommer til at kunne leve af kun at lave arthousefilm. Men for mig er det vigtigt, at dem, der uddannes herudefra, er de unikke talenter.
Historisk kan man se, at de interessante kunstneriske udviklinger sker, når man har kontakt til andre filmiske miljøer – kritikken, kuratering – og indsigt i et større internationalt, filmhistorisk perspektiv.
'Once Upon a Time on Twitch' af Rikke Nørgaard.
Den dialog er afgørende at styrke, og derfor er det også vigtigt for mig, at man som studerende på filmskolen ser rigtig mange film, så man får en forståelse af, hvad man står på skuldrene af, og dermed for alvor kan skubbe til filmsproget.
Det er også vigtigt, at man anerkender værdien af at arbejde på tværs af fagligheder og sektorer, eksempelvis i samarbejde med forskningsmiljøet. Kompleksiteten i en lang række af de store globale problemstillinger i dag – f.eks. klima- eller migrationskrisen – kræver bredere og dybere indsigt, og der kan mange indgange til et stofområde være helt afgørende.
Et nyt forhold til virkeligheden
Hvad karakteriserer den nye generation af dimittender fra Filmskolen?
Jeg oplever grundlæggende en generation, som er vokset op i en polykrise-tidsalder præget af klimakrise, corona-krise, krig i Ukraine, mangfoldighedskrise og sågar krise her på uddannelsen.
Det er parallelle kriser, som er flettet ind i hinanden, og det har den nye generation stor bevidsthed om.
De er ikke nødvendigvis aktivistisk motiveret eller tænker, at film skal skabe social forandring. Men der er en bevidsthed om, at kriserne vil forme den verden, vi lever i, og det mærker man i deres måde at fortolke verden og tænke etisk ansvarlig filmproduktion samt sikre mangfoldighed og klimavenlig filmproduktion.
Hvor signalerer de programlagte film, at filmkunsten er på vej hen?
Det er tydeligt, at rigtigt mange af filmene har en dyb interesse for den tid, de er en del af. Vi har en lang tradition for at beskæftige os med de hverdagsnære middelklassefortællinger i Danmark, men nu er der også en dyb interesse for at forstå virkeligheden i et mere socialt kritisk og strukturelt forandringsperspektiv og desuden at beskæftige sig med virkeligheden på den anden side af Holmen.
'Norwegian Offspring' af Marlene Emilie Lyngstad.
Både i det internationale og det danske program er der samtidig et stort fokus på at tænke filmsprog og dramaturgi i nye retninger, for eksempel gennem hybridfilm.
I afgangsprogrammet er hybridformatet så udpræget, at vi faktisk har haft svært ved at holde genrerne adskilt i år, fordi fiktionsfilmskaberne har arbejdet med ikke-professionelle skuespillere og grundlæggende dokumentarisme, mens dokumentarfilmskaberne har arbejdet med iscenesættelse.
Det kunne være Las Dyhrcrones film om Graffiti-miljøet, Thomas Elleys film om et Danmark, vi sjældent ser, eller film som ’Norwegian Offspring’, ’Once Upon a Time on Twitch’ eller ’Romantica’ om de mænd, der sidder bag skærme i relativt maskuline ensomhedsfællesskaber.
Filmene viser interesse for det, der ligger uden for egne erfaringer. Det betyder ikke, at der er et opgør med, at kunsten er personligt forankret. Men der er en klar bevægelse mod, at den omkringliggende verden er vigtig.
Samfundsrelevant filmkunst
Hvordan arbejder filmskaberne med at omforme andres fortællinger til film?
Det gør de blandt andet med en anderledes researchproces og en ny måde at gå til virkeligheden som researchmateriale. Det berører nogle af tidens store samtaler, som har med etik og kunstnerisk frihed at gøre: Hvordan påvirker vi virkeligheden, når vi beskæftiger os med noget, der er anderledes end os selv? Hvordan involverer vi dem, der er anderledes end os selv? Hvem må fortælle hvis historier?
'Nationen' af Thomas Elley.
Det er komplekse spørgsmål uden enkle svar, men mange af filmene i programmet udviser stor bevidsthed om, at de skildrer noget, der ligger uden for deres eget erfaringsgrundlag.
For eksempel i Thomas Elleys ’Nationen’ og ’Romantica’ – to iscenesatte hybridfilm med ikke-professionelle skuespillere, der er udviklet sammen med de medvirkende. Det er en form for socialt eksperiment, hvor de medvirkendes erfaring involveres i udviklingen af filmene.
Noget lignende ser man i Cannes-vinderen ’Norwegian Offspring’, hvor man i researchfasen har arbejdet sammen med en norsk mand fra noget, der måske kunne sammenholdes med de såkaldte ’incel’-miljø.
'Romantica' af Thomas Elley.
Det betyder ikke, at instruktøren ikke har den kunstneriske beslutningskraft, men snarere at der er en etisk bevidsthed om ikke at udstille det, der er anderledes, men i stedet at prøve at forstå det.
Nogle har været bange for, at den øgede bevidsthed om etik ville avle pæne og ufarlige film i frygt for ikke at træde nogle over tæerne. Jeg synes faktisk, at det modsatte er tilfældet, og jeg håber, at det nye fokus kan være med til at skabe vildere film, som går mere til stregen, samtidig med at de udfordrer vores blik på virkeligheden.
Hvorfor har vi brug for, at film giver os et nyt blik på verden?
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg grundlæggende tror på, at kunst kan ændre verden. Den kan gøre os til klogere, bedre mennesker og være med til at stille tidens store spørgsmål.
Herhjemme har vi set, hvordan en gruppe forfattere er begyndt at tale om klasse, hvilket har medført en langt større diskussion og bevidsthed om det. Det er samfundsrelevant kunst, der ikke er spændt for en vogn, men kommer fra kunstnerne selv.
På den måde har kunsten til hver en tid været med til at udvikle samfundet, og det håber vi, at Generation-festivalen kan medvirke til, at den bliver ved med.
Generation løber fra 21.-25. juni på Den Danske Filmskole.