Da dokumentarfilmen 'De pårørende' havde onlinepremiere den 6. januar, samme aften som Kongressen i USA blev stormet, tænkte både filmens instruktør Vibe Mogensen og producer Vibeke Vogel fra Bullitt Film, at løbet om opmærksomhed var kørt.
Filmskaberne var i forvejen spændte på hvor mange seere, filmen ville fænge, fordi den behandler et hårdt emne i form af psykisk sygdom, er lavmælt i tone og form og udelukkende udspiller sig i ét rum, hvor fem forældre til psykisk syge voksne børn mødes i gruppeterapi hos psykoterapeuten Lene E. Karlsson.
Dén bekymring kunne de dog godt have sparet sig. 'De pårørende' har præsteret over al forventning: Selvom filmen først blev sendt på TV 2 klokken 22.15, fordi Vibe Mogensen for at kunne udfolde de medvirkendes historier insisterede på en spilletid på 52 minutter frem for kanalens primetime-slot på 40 minutter, blev den set af 230.000 mennesker. På sociale medier har filmen modtaget et hav af positive tilkendegivelser fra mennesker, der står i en lignende situation og har fået inspiration til at dele deres egne erfaringer. Der er booket 15 events på biblioteker med Vibe Mogensen og de medvirkende, som afventer lempelser af coronarestriktioner.
Dertil har filmen fået flotte anmeldelser og ikke mindst en massiv pressedækning i nyhedsmedier, dagblade, lokalaviser og magasiner, hvor de medvirkende både har fortalt deres personlige historier og startet en debat om systemets mangelfulde tilbud til pårørende. Debatten er også slået igennem politisk, hvor de medvirkende arbejder på at få en høring i Folketinget op til forhandlingerne om en 10-årsplan for psykiatrien, og de har i skrivende stund holdt møde med psykiatriordførere fra fem partier.
Inspireret af egne erfaringer
Instruktør Vibe Mogensen har selv i høj grad haft psykisk sygdom inde på livet. Hun er vokset op med en psykisk syg far, som hun skabte den personlige dokumentar 'Min fars sind' om i 2005. Hun har også en søn med alvorlig psykisk sygdom og gik derfor selv i en pårørendegruppe for et par år siden. Filmen udspringer af hendes positive erfaringer med gruppen.
"Jeg var helt mast, havde mistet mit arbejde og var gået ned med stress. Gruppen gjorde noget virkelig godt for mig, og jeg fandt jeg ud af hvor mange, der har det ligesom mig. Derfor foreslog jeg Lene at lave en film om processen," fortæller hun.
Med filmen ønskede Vibe Mogensen både at gøre en forskel for andre pårørende, påvirke det omkringliggende samfunds syn på psykisk sygdom og skabe konkret politisk forandring. Selvom hun oplever en større åbenhed om psykisk sygdom i samfundet i dag og et stort behov for at tale om emnet – hvilket hun også mener har givet udslag i den store interesse for filmen – er psykisk sygdom ifølge instruktøren nemlig stadig omgivet af stigma.
"Mange forældre bliver ramt af selvstigmatisering, når deres barn bliver sygt. Man spørger sig selv, om man har gjort det godt nok. Jeg ville gerne udfordre både den selvstigmatisering og omgivelsernes stigmatisering. Og jeg har været glad for at få tilbagemeldinger både fra pårørende, der har følt sig set af filmen, og fra mennesker, der står udenfor og har fået en ny forståelse for, hvad det vil sige at være pårørende, og at psykisk sygdom ikke er noget, man bare 'fikser'," fortæller instruktøren.
"Min anden ambition var at få filmen ud på uddannelsesinstitutioner, kommuner og jobcentre, som har kontakt til de psykisk syge og pårørende. For selvom der er mange ildsjæle i systemet, er der også en forråelse og fordomme. Og endelig havde jeg et ønske om, at filmen får en politisk indflydelse, specielt i forhold til psykiatriplanen."
Ifølge instruktøren har muligheden for at sætte fokus på forholdene som pårørende også været en klar motivation for de medvirkende. Det var udfordrende at rekruttere pårørende, fordi mange netop var nervøse for at blive dømt som uformående forældre og ikke mindst for at sætte den i forvejen skrøbelige relation til deres børn over styr. Men de endelige fem medvirkende besluttede efter to prøveoptagelser, at de var parate til at gå hele vejen og dele de svære følelser, der normalt kræver et lukket og fortroligt rum, med omverden.
"Jeg var i tvivl om, om det ville lade sig gøre at omsætte min egen oplevelse med at dele erfaringer, spejle sig i hinanden og på den måde vokse i et skæbnefællesskab. Både jeg og de medvirkende har været positivt overraskede over, at det faktisk lod sig gøre at etablere den åbenhjertighed, selvom der rendte to fotografer rundt. De har haft en utrolig tillid til os som filmhold."
Seks mennesker om et bord
Producer Vibeke Vogel er også imponeret af den tillid, som Vibe Mogensen etablerede til sine medvirkende, og ser fortroligheden som et udslag af instruktørens personlige udgangspunkt. Vogel producerede 'Min fars sind' og var ikke i tvivl, da instruktøren kom med idéen til en ny film om psykisk sygdom. Heller ikke om filmens form, som Vogel beskriver som "et af de største eksperimenter, jeg har været med til".
"Vi spurgte os selv mange gange, om man virkelig kan sælge og få publikum til at se en film med seks mennesker, der sidder rundt om et bord og har det skidt. Men jeg syntes, det var spændende at insistere på det dogmeagtige format. Det var et radikalt valg at blive i terapirummet frem for fx at følge dem i deres hverdag. Men vi havde lyst til at fange på film, hvordan mennesker kan flytte sig sammen. Det var enormt smukt. Og jeg synes, at filmen har fået et nærvær og en intensitet, som man bliver meget ramt af," siger Vibeke Vogel.
Vogel og Mogensen hyrede tidligt i lanceringsprocessen publicist Line Bilenberg i en erkendelse af, at de medvirkende var sårbare og havde behov for at tale med andre end filmholdet. De forlængede også samarbejdet med Lene E. Karlsson, så hun kunne supervisere de medvirkende efter behov. Bilenberg har forberedt de medvirkende både på eksponeringen og på, når "lamperne slukker", og mediernes opmærksomhed rykker videre til næste nyhedshistorie. Og så har hun fået filmen bredt ud i pressen ved både at formidle de personlige og politiske historier og forankre dem i danskernes hverdag.
"Jeg synes, de medvirkende er brændt igennem, og jeg er meget stolt af dem," siger Vibe Mogensen. Hun fortæller, at de politiske ambitioner primært er opstået undervejs i processen, hvor de medvirkende har taget stafetten videre ved at tage kontakt til og udforme et oplæg med fire anbefalinger til politikerne – bl.a. at sætte offentlige pårørendegrupper på finansloven, så pårørende er sikret tilbud om støtte, og at give pårørende ret til sygedage og orlov.
"De medvirkende har en utrolig drivkraft i og med, at de nu oplever, at de måske kan komme til at gøre en forskel. Det er meget bevidst, at jeg lader dem drive arbejdet nu, fordi jeg synes, vi står stærkere, når det er dem, der er ansigtet udadtil i filmen, der også taler med politikerne. Jeg håber meget, at politikerne lytter, og at deres konkrete forslag bliver indarbejdet i psykiatriplanen," siger Vibe Mogensen.
Rammer som universel kærlighedshistorie
Vibeke Vogel understreger, at 'De pårørende' ikke er en kampagnefilm, men en kunstnerisk film. "Men det er dejligt, når dokumentarfilm eller kunst i det hele taget kan flytte noget i verden, fordi det rammer i hjertet, når man har gjort det godt. Jeg har i hele processen oplevet, at folk er blevet meget bevæget af filmen og derfor også har lyst til at bakke op om den," siger hun.
"Jeg var sikker på, at den fjerdedel af Danmarks befolkning, der på den ene eller anden måde er ramt af psykisk sygdom, nok skulle få noget ud af at se filmen. Men min drøm var, at alle andre også skulle få øjnene op for de problematikker, man står i som pårørende. Jeg tror, at filmen rammer bredt, fordi den både rummer en personlig og en universel fortælling. Den personlige fortælling er, at der sidder en mor og fortæller, at hun er nødt til at bo på hemmelig adresse, fordi hendes søn er ubehandlet, eller hvordan det er at have en datter, som har prøvet at begå selvmord syv gange. Det universelle er, at vi alle sammen er forbundet i en familie, som børn af nogen eller forælder til nogen, og dermed kender til at være bundet til et andet menneske i kærlighed. Filmen handler om den smerte og skønhed, der ligger i den afhængighed."
'De Pårørende' er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Cecilia Lidin, TV 2 ved redaktør Nikolaj Daugberg og FilmFyn. Filmen kan ses på TV 2 Play.