Dansk film afspejler stadig ikke befolkningssammensætningen, trods utallige indsatser i branchen gennem det seneste årti for at skabe større inklusion. Sådan lyder konklusionen i Filminstituttets seneste rapport om etnisk mangfoldighed fra februar 2023.
Derfor inviterede Filminstituttet i samarbejde med Danske Dramatikere, Danske Filminstruktører, FAF, Producentforeningen og Skuespilforbundet tirsdag den 20. juni til mangfoldighedsseminar i Cinemateket. Temaet for dagen var at identificere de største barrierer for at skabe en mere inkluderende og repræsentativ filmbranche. Bud på løsninger følger ved nye arrangementer i efteråret.
Dagen bød på oplæg fra forskerne Tess Sophie Skadegård Thorsen og Sabrina Vitting-Seerup, BFI's Head of Inclusion, Melanie Hoyes og skuespiller Laura Allen Müller, der er en af initiativtagerne til kampagnen 'Et større billede'.
Vi bringer her en opsummering af oplægsholdernes pointer.
Claus Ladegaard: "Vi har været for mange kulturfolk, chefer og organisationsfolk, der har siddet og kloget os"
Først ridsede Filminstituttets direktør problemstillingen op: "Vi har arbejdet med etnisk mangfoldighed i 10 år. Resultatet er cirka ingenting."
Da Filminstituttet tilbage i 2012 gav afslag på børnefilmen 'MGP Missionen' på Markedsordningen med begrundelsen om, at film med etnisk cast ikke var salgbare i provinsen, fik Filminstituttet "retfærdigt meget tæsk", fortæller Ladegaard. Det fik instituttet til at sætte gang i initiativer, der skulle fremme mangfoldigheden. Bl.a. et charter med tv-stationerne, mentorprogram, castingworkshops og statistikførelse. Og hvorfor har det så ikke hjulpet?
For det første har Filminstituttet i for høj grad betragtet mangfoldighed som et "projekt" frem for et kontinuerligt arbejde, lyder Ladegaards forklaring. For det andet har instituttet ikke haft nok fokus på systemet og set på, om det institutionelle sprog og normer er ekskluderende. For det tredje har der manglet en intersektionel tilgang. Og endelig har indsatsen ikke inkluderet de mennesker, det drejer sig om. "Der har været for mange hvide mennesker involveret i det her – vi har været for mange kulturfolk, chefer og organisationsfolk, der har siddet og kloget os," siger han.
Ét tiltag, der allerede er i støbeskeen, er at bede producenterne om en redegørelse over, hvilke overvejelser, de har gjort sig om mangfoldighed, når de søger produktionsstøtte. Hvad der derudover skal ske, vil de kommende seminarer bidrage til afklaringen af.
Melanie Hoyes: "Freelancere vil gerne have det næste job"
Melanie Hoyes er Head of Inclusion i det britiske filminstitut, BFI, der i flere år har arbejdet målrettet med inklusion.
Den første barriere, hun peger på, er at filmbranchen er en netværksbaseret freelancebranche, hvor man har tendens til at arbejde med de samme mennesker igen og igen og ansætte dem, man kender, og som ligner én selv. Som udefrakommende er det svært at gennemskue, hvordan man kommer ind i branchen. Samtidig bliver branchen elitær, fordi der er en forventning om gratisarbejde.
Fordi branchen er så ustruktureret og præget af korte ansættelser, bliver arbejdsgiverne også sjældent stillet til regnskab for deres opførsel – fx i forhold til diskrimination. Fordi man som freelancer bliver hyret på sit renommé og gerne vil have det næste job, råber man ikke op om de problemer, man oplever.
Ifølge Hoyes mangler der viden og sprog til at tale om problemerne. Og så er der brug for penge. I BFI er der ansat en inklusionsafdeling under direktøren, og der er også brug for ressourcer til at betale andre relevante personer for deres viden.
"Penge bør være indlejret i alt, man foretager sig. Inklusion er ikke opstået på magisk vis i mange år. Man har brug for mennesker, der arbejder for det. Arbejdet er uendeligt, men man er nødt til at starte et sted."
Sabrina Vitting-Serup: "Initiativer virker ikke, fordi diskrimination er ubevidst"
Sabrina Vitting-Serup er postdoc på Københavns Universitet og har skrevet ph.d.-afhandling om repræsentationer af mangfoldighed i den danske kulturbranche. Hendes erfaring er, at rigtig mange institutioner gerne vil skabe inklusion, men oplever, at deres initiativer ikke virker.
Det, der primært går galt, er, at der hersker en fejlagtig opfattelse af, at diskrimination foregår bevidst og er let at identificere. Men i virkeligheden er hjernen det meste af tiden på automatpilot, og vi foretager størstedelen af vores handlinger hurtigt og ubevidst. Samme automathjerne har også ubevidst absorberet den data, vi hele tiden bliver bombarderet med. Og selvom vi ikke er meget for at indse det, er racisme og diskrimination en del af vores kultur, normer og vaner. Det betyder, at vi kan komme til at diskriminere, selvom vi har gode intentioner. Derfor er det vigtigste i arbejdet for inklusion at blive bevidst om sin egen bias og arbejde strategisk.
Laura Allen Müller: "Vi tror ikke, der er racisme i Danmark"
Skuespiller Laura Allen Müller, der har været med til at starte kampagnen 'Et større billede', peger også på danskernes manglende selvindsigt om racisme som den største barriere for at skabe en mangfoldig filmbranche.
"Der er en generel opfattelse af, at der ikke findes racisme i Danmark. Men alle ikke-hvide mennesker i Danmark bliver udsat for racisme. Det bliver hvide mennesker ofte chokeret over at høre," siger hun.
Laura Allen Müller har selv oplevet af få afslag fra Skuespillerskolen på grund af sin hudfarve. Og det var blot det mest åbenlyse eksempel på diskrimination, hun og hendes ikke-hvide kolleger konstant mødes med – både i de roller, de ikke får, og i de klichéprægede roller som sexarbejdere, au pair-piger, gangstere eller til nøds en sekretær uden for mange replikker, de må tage til takke med.
"Der er et fast hierarki i forhold til, hvilke mennesker, der bliver fundet portrætværdige. De andre bliver enten slet ikke portrætteret eller ikke portrætteret på måder, der er værdige. Alle de stereotyper, vi gentager, siver videre ud i samfundet og er med til at cementere en masse forestillinger og 'virkeligheder'," siger hun.
Ligesom vi ikke vil tale om racisme i Danmark, vil vi heller ikke tale om magtstrukturer, mener Müller. "Det gør det svært at italesætte de ting, der rent faktisk sker."
Tess Skadegaard Thorsen: "Filminstituttet har ikke taget ansvar som institution"
Tess Sophie Skadegaard Thorsen skrev en ph.d. om racialiseret repræsentation i dansk film i 2020 og har i flere år arbejdet som konsulent på området.
Hun mener, at Filminstituttets hidtidige arbejde med såkaldt DEI – Diversity, Equity and Inclusion – er slået fejl på grund af instituttets tilgang. Og at den største barriere er, at Filminstituttet ikke har taget ansvar som institution: Filminstituttet er gået til arbejdet ud fra en tro på, at forandringen skal ske nedefra, ude i branchen – og har set sig selv som samtalestarter og vært for debatter og seminarer, uden selv at tage ansvar for forandringen og gå foran ved at ændre egne praksisser.
"Hvordan ser vores arkiver ud, hvordan tagger vi film? Hvordan møder vi folk ved indgangen, hvor tilgængelige er vi, hvor økonomisk overkommelige er vi? Hvordan hyrer vi folk internt, hvem træffer beslutninger om støtte, hvor meget støtte går til forskellige grupper? Måske får flere kvinder støtte, men får de samme beløb? Ikke ifølge min forskning. Hvem har magten i DFI? Hvor mange minoriteter arbejder ikke bare med diversitetsinitiativer, men har indflydelse på alle andre beslutninger på tværs af DFI's aktiviteter?" lyder nogle af de spørgsmål, Tess Skadegaard Thorsen mener, at Filminstituttet bør stille sig selv.
En anden barriere er den enstrengede tilgang: At arbejde med køn, etnisk, geografisk og socioøkonomisk mangfoldighed osv. i siloer frem for at tænke intersektionelt: At det hele hænger sammen. Et eksempel herpå er Filminstituttets indførelse af kønsselvangivelse eller castingdatabase for etniske minoriteter. Problemet er, at de initiativer har tendens til at resultere i, at de mest privilegerede inden for hver minoritet opnår fordel ved initiativet. Så hvis man fx starter et kønsinitiativ, vil det være hvide, kropskapable, veluddannede kvinder, der får noget ud af det.
Endnu en barriere er såkaldt "minoritetsskat": At minoriteter på arbejdspladsen pålægges ansvar for at skabe forandringen – men ikke bliver kompenseret for ekstraarbejdet. Tværtimod betyder indsatsen, at medarbejderen ikke har tid til det karrierefremmende arbejde.
Endelig nævner Skadegaard Thorsen begrebet "dansk exceptionalisme": At danskerne føler sig exceptionelt progressive og dermed også undtaget fra racisme.
Tess Skadegaard Thorsen er også kritisk over for de initiativer, Filminstituttet allerede har afprøvet: Mentorprogrammer og castingworkshops- og databaser beror på en idé om, at det er minoriteten, der skal uddannes, og ikke branchen, der skal overkomme sin bias. Selvangivelser ved vi ikke om virker, hvis producenterne ikke selv er villige til at skabe større inklusion. Og i forhold til de mange talks og debatter, er det handling, branchen har brug for, ikke snak, pointerede hun.