(redigeret 23. feb 2016)
Kimberley Motley trives med udfordringer. Livet i Kabul som vestlig kvinde er i sig selv op ad bakke. At sætte sig igennem i de afghanske retssale, hvor procedurerne er en blanding af den afghanske grundlov fra 2004, sharia-lovgivning og lokale love er en helt anden udfordring.
Kimberley Motley forlader i 2008 mand og børn for at arbejde som forsvarsadvokat i Kabul. Oprindeligt er planen at være i Afghanistan i et år som del af et træningsprogram for afghanske advokater arrangeret af den amerikanske regering. Men undervejs opdager hun, at der sidder en masse udlændinge i fængslerne, som ingen repræsenterer. Det lykkes hende at få licens til at procedere, og hun starter en forsvarspraksis, hvor hun både repræsenterer internationale selskaber og ambassader og tager pro bono-menneskerettighedssager.
Nicole N. Horanyi, der tidligere har instrueret blandt andet "The Devilles" og "Au Pair", har filmet Kimberley Motley i to år:
"Efter at jeg selv har været i Afghanistan og oplevet, hvor svært det er at være der som kvinde, har jeg virkelig stor respekt for, at Kimberley har fundet en plads i det retssystem. Det var ikke nemt i starten, men nu anerkender de hende, kigger hende i øjnene og giver hende hånden."
"Men det har også haft en høj pris," fortæller Horanyi. "Man bliver lidt kulret af at bo et sted som Kabul, og det er en voldsom kontrast at veksle mellem livet der og tilværelsen hjemme i North Carolina som mor og hustru."
Netop den kontrast har fascineret Horanyi siden deres første møde.
"Det første, jeg fandt ud af om Kimberley, var, at hun havde deltaget i Miss America. Allerede der var jeg solgt. Der kan man tale om en kompleks dame – forsvarsadvokat i Kabul, mor til tre og Miss America-kandidat. Hun prikker til éns forestillinger om, hvordan en kvinde skal leve sit liv. Hun er ret sej, men hun provokerer mig også med sin kontante attitude og politiske ukorrekthed," siger Horanyi.
Mor på Skype
Foto: Henrik Bohn Ipsen
At rejse fra sine tre børn for at dyrke sin karriere i et andet land er nok en beslutning, der vil provokere mange. For Motley er det i høj grad et spørgsmål om økonomi, da hun tjener mange flere penge i Afghanistan, end hun gjorde som offentlig forsvarer i Milwaukee.
"Kimberley og hendes mand er vokset op under fattige kår i ghetto-kvarterer. Jeg tror, man skal have levet det liv for at forstå, hvor vigtigt det er at kunne sende sine børn på et godt college og sikre sig, at de får det liv, som man ikke selv fik af sine egne forældre. Det kan virke provokerende, at pengene er så vigtige, men det er ikke udtryk for kynisme. Hun er en kvinde, der prøver at overleve og give noget videre til sine børn."
I den forstand er Kimberley Motley en forstørret version af den ambitiøse moderne kvinde, der jonglerer familieliv og topkarriere.
"Hun er jo den ultimative moderne kvinde," siger Horanyi. "Hun har alt: Tre børn, et stort hus og en dejlig mand, der tager slæbet derhjemme, mens hun fyrer den af i et andet land. Og så kan hun godt affinde sig med at have et forhold til sine børn over Skype."
Den beslutning må hun dog stadig forsvare over for sine omgivelser. I filmen ser man hende blandt andet rase over en kommentar fra sin yngste datters lærer, der tilskriver datterens flip i skolen hendes mors fravær. Men selv er Motley ret usentimental omkring det.
"Hun er faktisk lige så kontant med sin familie, som hun er i sit arbejde. Børnene er vigtige, men hendes arbejde er lige så afgørende for hendes lykke, og der er fandeme ikke nogen, der skal dømme hende," siger Horanyi.
Suset af at leve på kanten
Foto: Henrik Bohn Ipsen
Når man ser Motley på arbejde, forstår man nødvendigheden. Mens motivationen i første omgang var økonomisk, er hun blevet mere og mere engageret i menneskerettighedssager, hvor hun hjælper klienter, der sidder indespærret på, set med vestlige øjne, groteske grundlag. I filmen møder man blandt andet en ung kvinde, der er fængslet for såkaldt moralsk kriminalitet, fordi hun efter eget udsagn modsatte sig sin mands opfordringer til at drikke alkohol og have sex med hans ven. Vi ser også Motley forsvare en britisk mand, der er blevet dømt uden vidner og med en forfalsket tilståelse.
Det bliver imidlertid sværere og sværere for Motley at fortsætte sit arbejde i Afghanistan. I takt med, at internationale styrker trækker sig ud, stiger antallet af trusler og angreb mod udlændinge. I filmen ser vi blandt andet, at nogen har smidt en håndgranat ind i Motleys hus. Og hun havde netop tjekket ind på Kabul Serena Hotel, da ni mennesker blev dræbt på hotellet i et skudattentat i 2014.
Trods farerne har Motley svært ved at slippe Kabul.
"Hun er den eneste udlænding med licens til at procedere, så der er ingen andre end Kimberley Motley at ringe til, hvis man sidder i saksen. Det giver et sus, nærmest en gudefornemmelse, at sidde med andre menneskers liv i sine hænder. Ligesom det at leve på kanten. Jeg kan mærke, at når hun kommer hjem, er hun glad for at se sine børn, men professionelt keder hun sig. Hun kan på ingen måde forestille sig at slå sig ned med et lille advokatkontor i North Carolina."
"Jeg var sgu bange"
Foto: Henrik Bohn Ipsen
Det adrenalinsus, som også mange krigsjournalister bliver afhængige af, ramte dog ikke Nicole N. Horanyi i Afghanistan.
"Det er ikke nogen god kombination at være blond kvinde og have et kamera i hånden," siger hun. Hun måtte opgive selv at filme udendørs, da hun blev stoppet af myndighederne og fik kastet sten efter sig. Fotografen Henrik Bohn Ipsen, som er høj og bred, havde det lettere, men heller ikke han gik ram forbi. Da de to sammen en dag gik hen for at købe en kebab i et indkøbscenter, blev de voldsomt antastet.
"Der kom en afghansk politibetjent og skældte og smældte på os. Jeg aner ikke, hvad han sagde, men det var meget ubehageligt. De står jo med kæmpe geværer … Der blev vi eddermame bange."
Instruktøren oplevede også at vågne op til en eksplosion, der viste sig at være et Taleban-angreb på præsidentpaladset 300 meter fra hendes hotel. Det blev live-dækket på Al-Jazeera, gaderne blev spærret af, og der kørte mænd rundt i gaderne og råbte i megafoner, at man skulle blive indendørs. Et par timer efter ringede Kimberley og spurgte, om de var parate til at køre ud til et retskontor. "Ipsen er jo frisk på sådan noget. Han synes bare, vi skal arbejde. Så det var bare at stramme ballerne og sætte sig ud i bilen."
"Kimberley har været der så længe, og hun kommer fra en ret barsk baggrund, hvor hun har været vant til at være eksponeret for kriminalitet. Ipsen har filmet masser af gange i Afghanistan, og jeg tror, at krigsfotografer har en mekanisme, hvor de kan slå fra og ikke være bange, selvom de er bevidste om faren. Den mekanisme udviklede jeg ikke på noget tidspunkt. Jeg var sgu bange. Jeg frygtede også for Kimberley, når vi ikke var der, fordi hun bor alene i sit hus. Mange gange tvivlede jeg på, om jeg var den rigtige instruktør til filmen. Hvor langt ville jeg gå for at få en scene i kassen under de her forhold?"
Det hele værd
Foto: Henrik Bohn Ipsen
Oveni kæmpede Horanyi og hendes produktionshold med det afghanske bureaukrati for at få tilladelser til at filme i retten og i fængsler. "Man kunne søge tilladelser på forhånd, men når man kom derud, manglede man alligevel lige 20 menneskers underskrifter. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi er kørt ud til et fængsel og så blevet afvist, fordi vi manglede et stykke papir," siger hun.
"Retssagerne var min største hovedpine. Det var fuldstændig umuligt at følge en sag hele vejen, fordi Kimberley først fik en opringning om, at hun skulle være i retten, dagen før eller på selve dagen. Vi var jo i Danmark og kunne ikke komme til Afghanistan med en dags varsel, fordi det blev sværere og sværere for os at få journalistvisum."
Når Horanyi alligevel holdt ved, var det, fordi hun, når hun så materialet igennem efter turene, altid blev bekræftet i, at det var en vigtig historie at fortælle med Motley som guide.
"Filmen giver et lille indblik i et meget anderledes retssystem og et glimt af situationen i Afghanistan, og hvad det vil sige at genopbygge et samfund. Vi i Danmark har jo deltaget i operationen og har et ansvar. Jeg mødte en stor håbløshed blandt de europæiske NGO'er, som ikke følte, at vestens tilstedeværelse gjorde en forskel. For mig var filmen det hele værd, fordi den viser Kimberleys personlige bidrag. Hun er en af mange, der faktisk prøver at gøre noget."
"Motley's Law" har verdenspremiere på Chigago International Film Festival (15.-29. oktober). Den er udtaget til CPH:DOX (5.-15. november), hvor den er nomineret til årets F:ACT Award, og IDFA i Amsterdam (18-29 november), hvor den bliver vist i sideprogrammet Panorama og er nomineret til en AWFJ EDA Award for bedste film instrueret af en kvinde.
Motley's Law er produceret af Helle Faber for Made in Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Motley's Law
I slutningen af 2014 vil de sidste internationale kampstyrker trække sig ud af Afghanistan. 38-årige Kimberley Motley har forladt sin mand og tre børn hjemme i USA for at arbejde som forsvarsadvokat i Kabul. Hun er den eneste udenlandske advokat, som har licens til at procedere i de afghanske retssale, for ikke at nævne den eneste kvinde.
