"Det er instruktørens ansvar, at alle facetter af samarbejdet omkring filmen fungerer. Det er en ledelsesdisciplin. Jo bedre man er til at lede som instruktør, jo bedre arbejder folk sammen for filmen. Det var ikke ligefrem noget, man lærte på filmskolen i Lodz. Der var mere fokus på det kunstneriske. Det skal der selvfølgelig også være, men der kommer ikke meget kunst ud af det, hvis man ikke er god til at lede processen. Eller har nogen til at gøre det for sig, hvis man ikke synes man selv kan det."
Målt på hvor meget kunst der kommer ud af det – altså i antal instruerede fiktionstimer pr. år – må man formode, at Kathrine Windfeld på en eller anden måde har fået lært sig kunsten at lede. I øjeblikket er hun biografaktuel med 'Hamilton – i nationens interesse' med Mikael Persbrandt i hovedrollen. I 2010 og 2011 instruerede hun tv-serien Dronningeofret i tre afsnit og to afsnit af politiserien Wallander efter i 2009 at have debuteret som spillefilmsinstruktør med Flugten. Det er alt i alt ganske mange fiktionsminutter på godt tre år.
"Alle de timer, jeg har brugt ude på gulvet, giver pote nu. Jeg startede som assistent for Ole Christian Madsen og fik så chancen for at få foden under eget bord hen ad vejen. De sidste syv år har der ikke været mange pauser imellem projekterne, og det kan jeg godt mærke. Det er ude på gulvet, man lærer den form for ledelse og det samarbejde, der skal til, for at lykkes med en film eller en tv-serie. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Alle dem, man har med på et filmhold, er jo vant til hverdagen på gulvet, de holder ikke tre års pause mellem produktionerne. Og hvis man vil lede dem, så skal man altså være inde i en eller anden rutine, hvor man føler sig godt tilpas med det der. Man skal vide hvad man vil have ud af de mennesker, og hvordan man får det. Det er på med det sorte Gore-Tex og ud i marken 14 timer i døgnet. Så kan tøjet blive vasket, når produktionen er færdig."
Kathrine Windfeld har mange eksempler på, hvordan hendes erfaring – timerne på gulvet og i marken – i dag veksles til smidige løsninger i konkrete situationer på settet.
"Hvis du kan nå dertil, hvor du lidt glemmer dit eget ego som stooor filminstruktør… så kan du altså bedre fornemme det, der sker omkring dig. For eksempel kan det være sådan i en politiserie, at der er gode dramaturgiske grunde til, at en birolle ender med at skyde skurken. Den løsning ser du måske noget interessant i som instruktør. Samtidigt ved du, at din hovedrolleindehaver er lidt følsom, i dag eller generelt, og 1) gerne vil være den, der ordner skurken, 2) ikke føler sig som den he-man, der får ham til at spille fantastisk i alle de andre scener, hvis du kastrerer ham lige der. Så lader du måske som om du er i tvivl og laver to forskellige versioner i stedet for at spille stor chef og ødelægge dagens optagelser. Og så bestemmer du jo selv i klipperummet, om det er A eller B der skyder skurken. Og bagefter, til premieren, når han har set på sig selv være he-man i halvanden-to timer før hans side-kick skyder skurken, så er han fint tilfreds."
Ud over at lægge låg på eget ego – og smøre alle de andres ditto – handler det gode samarbejde også om at overlade ansvar til kompetente mennesker og lytte til deres ekspertise:
"Jeg er meget glad for mine A-funktioner. Fotograf, scenograf, komponist, klipperen og producenten. Jeg forholder mig meget tæt til dem, ligesom til skuespillerne. A-holdet ansætter selv deres egen søjle og styrer hvad der foregår under dem selv. Vi er mere eller mindre de samme, der arbejder sammen med hinanden og kender hinanden rigtig godt efterhånden, så vi bygger ligesom ’ovenpå’ hele tiden. Vi kan hurtigere nå ind til kernen af et nyt projekt sammen og i løbet af et par møder have styr på det overordnede udtryk på en produktion. Derefter er der mange parallelle processer. Fotografen og scenografen kan f.eks. sagtens have en hel masse kreative overvejelser sammen og hver for sig, som de ikke indvier mig i, før de præsenterer mig for et resultat. Jeg skal ikke være med i alle detaljer, fordi jeg ved, at de er de bedste til det de laver, og at de kommer frem til noget godt. Når vi går i gang med optagelserne, kan dagens rushes trygt overlades til klipperen, og komponisten kan i samme moment lave en maskemusik, så man får en fornemmelse af det rigtige, endelige score også – i stedet for at man forelsker sig i et eller andet påklistret musikspor, som ikke er lavet til filmen og som vi ikke har rettigheder til. Og når vi har afsluttet optagelserne, kan jeg tage fri i tre dage mens klipperen laver et nulteklip, gerne sammen med komponisten igen. Mit A-hold er folk, som jeg har tillid til, jeg lader dem gøre deres arbejde og tager også gerne imod deres ideer og forslag undervejs i filmen. Faktisk regner jeg med dem på den måde. Jeg har aldrig haft den der med at jeg er en bedre fotograf end fotografen, eller hvis bare skuespillerne havde min sensibilitet og indlevelsesevne i historien, så ville det hele blive meget bedre. Jeg har ansat dem, som jeg synes er de bedste."
I momenter får Kathrine Windfeld det næsten til at lyde som om, der ikke er det store hokuspokus i at skabe godt samarbejde på en film eller en tv-serie. Og måske også som om de kunstneriske ambitioner ikke kan få lov at fylde mere, end samarbejdet kan bære. Men sådan oplever hun det ikke selv.
"Tværtimod. Altså, jeg synes det drejer sig om at skabe et godt afsæt fra starten, hvor det hele får den kunstneriske flyvehøjde, som det nu engang skal have. Det er selvfølgelig afhængigt af, hvad du laver, om det er tv, spillefilm, hvilken genre du har med at gøre… Men under alle omstændigheder: Hvis du ikke skaber et godt afsæt, er det rigtigt, at der ikke kan komme noget særligt interessant ud af det. Med afsæt mener jeg alle sammenhænge. Indledende møder med producent, med instituttet, med de kreative i forproduktionen, i castingen og det første møde med udvalgte skuespillere. Der sætter du scenen, der er der take-off. Du ryger op i en vis højde, og så glider du derfra på de vinger, du nu engang har. Du kender dig selv, du ved hvad du vil – ellers duer det nemlig ikke – og så kommunikerer du det på den rigtige måde til dem, der skal bakke dig op og arbejde sammen med dig, og for dig. Så kører processen, og der er det så, jeg siger, at jeg og mit A-hold opfinder en masse ting sammen. Det betyder ikke, at jeg på noget tidspunkt slipper tøjlerne, eller at der er frit slag til, at alle på holdet f.eks. kan have en mening om farvetoneskalaen i billederne fra Afrikas Horn i "Hamilton". Man kan sige, at der er fladt på toppen. Jeg selv, A-holdet, skuespillerne – vi er sammen om det, men med mig i førertrøjen. I søjlerne under A-holdet er det anderledes. Ingen på settet kan undværes, men ikke alle kan have et kreativt ansvar. Det ville jo være et kaos."
Kathrine Windfeld ender med at destillere guldkornene om samarbejde og instruktørens ansvar for samme med 7½ gode råd og retningslinjer:
- Ansvaret for samarbejdet er instruktørens. Hele raden rundt, med producenter, med alle dem der kommer med penge i det hele taget, og i hele filmens liv. Præproduktion, produktion, postproduktion. Hele dynen.
- Du giver projektet højde, eller mangel på samme. Få et ordentligt afsæt, de første møder med A-funktioner er sindssygt vigtige. De kan kun gennemføre din vision, hvis du giver dem et brag af en
- Vær lige så omhyggelig med at ansætte bag kameraet som foran det. Dit A-hold skal være lige præcis det: Et A-hold.
- Du skal vide hvad du vil have, så du kan holde højden i projektet efter at du er lykkedes med at få et godt afsæt. Vid hvad du vil, vid hvad du har på hjerte.
- Kommunikér punkt fire – tydeligt!
- Lær at holde af samarbejdet og de gaver du får ved at lade dit kompetente A-hold byde ind. Nyd at andre mennesker blomstrer kreativt under dine vinger.
- Sørg for at være glad – det vil sige have baglandet i orden. Ingen kan arbejde ubekymret, hvis de ikke ved om der er nogen der tager sig af børnene, hunden, køkkenhaven eller hvad det nu er.
Og 7½. Gå til psykolog. Eller gør hvad du skal, for at du ikke står i vejen for dit eget projekt. Du bruger dig selv meget, slider meget på dig selv som instruktør, og hvis du ikke selv kan rydde op i det, har du formodentlig godt af en eller anden form for spirituel revision i ny og næ. Og det er jo ikke alle der har så tålmodige partnere eller ægtefæller, at det slår til.
