Der bliver talt meget om krise i dansk spillefilm. Konkurrence fra tv og streaming, lav indtjening på dvd-salg og digitale platforme, etablerede instruktører, der arbejder i udlandet, en vigende markedsandel og svigtende biografpublikum til arthousefilm er blandt branchens udfordringer. Men hvad er egentlig det særlige ved spillefilmformatet, som er værd at kæmpe for?
Det var dagens spørgsmål på Det Danske Filminstituts brancheseminar FIKTION17 mandag den 12. juni i Cinemateket. Her åbnede direktør for Filmstøtte Claus Ladegaard ballet med at opfordre branchen til at komme med deres bud på en kreativ vision for spillefilmens fremtid.
"Vi bliver nødt til at tale om, hvad en spillefilm er. Hvad er det, der er så skarpt, så unikt og så uomgængeligt ved en spillefilm, som gør, at man vil se den i biografen? Hvad er det for en historie, der skal være i spillefilmen, som tv-skærmen ikke kan fortælle?" spurgte han.
I løbet af dagen gav fem branchefolk deres bud på netop det.
Produceren: Fortælle intelligent om ét hjørne af verden
"Sig farvel til spillefilmen. Den er her ikke mere," lagde producer Louise Vesth provokerende ud og opridsede problematikken:
"Vi har aldrig haft så mange visuelle fortællinger i vores liv som nu. Film, tv-serier, reklamer og uendelige strømme af kortere, informerende, sjove, politiske, smukke eller meningsløse video-feeds på sociale medier og internettet i almindelighed føder vores umættelige trang til levende billeder. Så hvad skal vi egentlig med danske spillefilm?" spurgte hun. Men var dog personligt langt fra parat til at lægge spillefilmen i graven.
"Jeg tror på to timers magi. På det fuldendte værk. På én begyndelse, én midte og én slutning. På den kunstneriske final cut. På at når mørket sænker sig, og tæppet går fra, så er der en helt særlig kontrakt. Der er ikke nogen second chance. Det, du kommer til at se nu, er det, der er. Færdig bum. Og jeg forlanger din fulde opmærksomhed."
Vesth understregede, at det særlige ved spillefilmen er dens skarpe fokus: en undersøgelse af ét specifikt element fortalt fra ét perspektiv i et visionært kunstnerisk billedsprog, som "fortæller en større historie end den umiddelbart tilgængelige".
Hun viste afslutningsscenen af Lars von Triers "Melancholia" som eksempel på en film, der passer perfekt til spillefilmformatet, fordi den som alle Triers film "forarger, fortryller, frastøder eller fastholder os i en stærk vilje til at begribe lige præcis et element i verden".
Produceren opfordrede til at hæve ambitionsniveauet, genfinde stoltheden og den kunstneriske nødvendighed og bringe mere intelligens ind i dansk spillefilm:
"Vi skal have filmskabere med en kæmpe viden om noget. Privatpolitik er ikke nok mere. Publikum vil udfordres, og jeg kan ikke forestille mig et bedre format end spillefilmen til at grave ned i et helt bestemt hjørne af verden og så VILLE fortælle det."
Marketingchefen: Filmisk wow-effekt
Frederik Honoré, marketingchef i Nordisk Film Distribution, var enig i, at spillefilmens styrke er dens koncentrerede, afsluttede historie og den kollektive biografoplevelse. Men for at publikum skal forlade skærmene derhjemme og betale for en biografbillet, kræver det, at der leveres en filmisk oplevelse ud over det sædvanlige: visuelt ambitiøse fortællinger med wow-effekt, som publikum forsvinder ind i, bliver underholdt af og kan relatere til. Og som har en forløsende slutning.
"Folk betaler for at blive underholdt, bevæget, opslugt. De fleste af os husker den unikke fornemmelse af at blive lukket ud af biografens bagdør og bevæge os tilbage i den virkelige verden – pludselig er der skarpt sollys eller røvsygt regnvejr og almindelige mennesker, biler og cykler ... Man har været fuldstændigt opslugt af filmen. Et frikvarter fra sit liv! Eskapisme, når det er allerbedst! Spillefilmen skal give os noget, som vi ikke får i vores hjemmeoplevelser," argumenterede Honoré.
Han viste et klip fra Alejandro G. Iñárritus "The Revenant" som eksempel på en film med visuel wow-effekt og en enkel historie om hævnfølelse, som de fleste mennesker kan relatere sig til.
Forskeren: Film kan ændre vores hjerner
Kognitionsforsker Kristian Moltke Martiny mindede om filmens kraftfulde potentiale ved at fortælle om en personligt skelsættende filmoplevelse, da han som 17-årig så Darren Aronofskys "Requiem for a Dream" i den københavnske Grand biograf med sin søster. Film, fortalte han, kan rykke os kognitivt, hvis de formår at påvirke os både i krop og hoved.
"Halvanden time, to timer, hvor meget kan det gøre ved os? En bilulykke tager cirka to sekunder. Hvor meget kan den bilulykke gøre? Et traume i krig tager et par sekunder eller et par minutter. Hvor meget kan det gøre?" spurgte han retorisk for at understrege, at det ikke er tiden, der er afgørende, men intensiteten og kvaliteten i oplevelsen.
"Hvis vi flipper det til noget positivt: Laver I kvalitativt stærke og meningsfulde oplevelser nok, så er det menneske, der går ind og ser spillefilmen, og det menneske, der går ud derfra, fundamentalt kognitivt, handlingsmæssigt, engagementsmæssigt anderledes."
Tonemesteren: Filmens sanselige potentiale
Tonemester Peter Albrechtsen understregede spillefilmens sanselige potentiale: Mens tv-serier er dygtige til at fortælle den gode historie med stram dramaturgi, præcise karakterer og veleksekveret dialog, fokuserer de sjældent på at fortælle i billeder og lyd på en måde, som løfter historien til en sanselig oplevelse.
"Man glemmer, hvor meget der kan ske, når der ikke bliver sagt noget," sagde Albrechtsen og viste en scene fra Gus Van Sants "Paranoid Park" som eksempel på ordløs filmmagi.
"Det, der tit løfter filmoplevelsen for mig, er oplevelsen af noget, der er svært at sætte ord på. At opleve noget inde i mig, som er større, end jeg kunne tænke mig til, og som jeg ikke kunne have forestillet mig på forhånd. Noget der gør, at jeg bliver draget ind i fortællingen på en måde, jeg slet ikke anede, at jeg kunne blive. Noget, der fortæller om karakterernes følelser, uden at vi hele tiden skal have det at vide præcist."
Manuskriptforfatteren: Hyldest til filmens slutning
Manuskriptforfatter Mette Heeno hyldede spillefilmens afsluttede historie: At vi får svar på et plot og en afrunding på en karakters udvikling. Det giver filmskaberen mulighed for at arbejde ud fra en klar præmis, der fører frem til en slutning med et udsagn – modsat i tv-serier, hvor forfatteren sjældent ved, om serien får en sæson mere og derfor er nødt til at holde nogle døre åbne.
"Vi bliver præsenteret for det blik på en verden, som vores instruktør og manuskriptforfatter har valgt, vi skal have," sagde Heeno om spillefilmens styrke.
"Som skabende har man mulighed for at fuldende sit værk, fordi man ved, at det slutter. Man kan tænke slutningen ind fra første frame, komponere alt visuelt og lydmæssigt, så det bevæger sig hen mod et klimaks og fortæller præcist, hvad man har på hjerte."
Heeno viste den hårrejsende slutscene fra Roman Polanskis "Rosemarys Baby" som eksempel på, hvor meget en karakter kan udvikle sig i en enkelt scene, og hvordan filmens slutning reflekterer anslaget med gentagelsen af Rosemarys vuggevise.
Otte alternative succeskriterier
De fem talere tog dermed bolden op fra Claus Ladegaards åbning og satte ord på, både som filmfolk og som filmelskere, spillefilmens helt særlige styrker og de unikke oplevelser, som den kan give sit publikum i biografmørket.
Dagen bød også på en paneldebat om succeskriterier for dansk film, en diskussion der især drejede sig om billetsalg, lancering og filmkritik. Her gav instruktør Christina Rosendahl dog også sit besyv med om spillefilmens kulturelle og kunstneriske værdi og satte ord på otte supplerende succeskriterier – ud over de kommercielle – med afsæt i konkrete eksempler fra danske film:
- At en film åbner døren til en lukket verden – med Thomas Vinterbergs "Jagten", der inspirerede til en række radioprogrammer, hvor forskere fortalte om deres viden om afhøringer af børn.
- At en film igangsætter en samtale mellem målgrupper – med "Hvidsten Gruppen", hvor producer Regner Grasten lancerede undervisningsmateriale op til filmens premiere, så børn og forældre så filmen samtidig.
- At en film bryder et tabu – med Simon Stahos "Daisy Diamond" om en skuespillerspire, der slår sit eget spædbarn ihjel.
- At en film indleder en heling af en hel nations traume – med Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" om det indonesiske folkemord.
- At en film vender vores nationale selvbillede på hovedet – med Ole Christian Madsens "Flammen og Citronen", der satte spørgsmålstegn ved vores heltebillede af modstandsfolk under 2. verdenskrig.
- At en film udvikler filmsproget – med Lars von Triers "Breaking the Waves".
- At en film lærer os, hvordan vi kan dø – med Bille Augusts "Stille hjerte".
- At en film sænker priserne på andre films budgetter – med Fenar Ahmads succes med "Underverden", som har bevist, at gode film også kan laves for mindre budgetter.
Fiktionsdagen er en seminardag for fiktionsfilmbranchen, der diskuterer temaer og tendenser og vender visioner for fremtidens fiktionsfortællinger. Seminaret afholdes af Det Danske Filminstitut og finder sted hvert år i juni i Cinemateket i København. Læs direktør for Filmstøtte Claus Ladegaards åbningstale for FIKTION2017.
