Der var latter og klapsalver i Toronto og London, da Paprika Steens nye spillefilm ’Den tid på året’ blev vist for et internationalt publikum. Filmen har dansk premiere den 8. november. Det er et komediedrama, der udspiller sig juleaften hos en familie, hvor skeletterne i skabene rasler så højlydt, at enhver julesalme og klokkebimlen bliver overdøvet. I Screen Internationals meget positive anmeldelse er der ros til blandt andre manuskriptforfatter Jakob Weis. Anmelderen kalder det ’et veloplagt manuskript’ og lægger vægt på, at Jakob Weis styrer uden om de klicheer, der kan ligge på lur i julefilmgenren.
Selvom ’Den tid på året’ er Jakob Weis’ debut som filmmanuskriptforfatter, har han da også solid erfaring at trække på. Den prisbelønnede dramatiker har skrevet mere end 30 teatermanuskripter og står blandt andet bag succesen ’Toves værelse’. Sidste år tog han en afstikker til operaen med ’Hamlet in absentia’, som indbragte ham hans tredje Reumert-pris.
Nu har Jakob Weis med vanlig energi og engagement kastet sig over de levende billeder. I øjeblikket er han i gang med en tv-serie, der skal instrueres af Christoffer Boe, og endnu en film sammen med Paprika Steen – en opfølger i en planlagt trilogi med den moderne danske familie som omdrejningspunkt.
Den grundige fortælling
”Vi er opsatte på at videreudvikle de muligheder, der ligger i karakterarbejdet og dialogen i denne form for film, og vi tror på en lille genremæssig opdagelse” siger Jakob Weis. ”Man kunne kalde det ’Den grundige fortælling’, hvor tilskueren føler sig affodret karaktermæssigt, relationelt og emotionelt, og hvor man lærer dybe lag i karaktererne at kende - lag, som giver resonans i en selv. Det vil sige, at man i bedste fald lærer sig selv bedre at kende.”
Det er karakteristisk, at Jakob Weis hele tiden taler i ’vi’-form, når han beskriver filmen og dens tilblivelse. Oprindelig var det Paprika Steen der fik ideen til filmen. Sammen med produceren Mikael Rieks kontaktede hun Jakob Weis og præsenterede sine tanker om genre, situation og karakterer. Herefter tog Jakob Weis over og skrev et treatment. Nu begyndte et samarbejde, hvor Paprika Steen, Mikael Rieks og Jakob Weis udviklede historien og karaktererne i tæt dialog.
Jakob Weis fortæller, at de ønsker at gøre op med det, han kalder ’plotfascisme’.
”Vi insisterer på at nedtone vores plotambitioner, for vi synes, plottet ofte står i vejen for karakterforståelsen. Vores plotlinje er ret mager i ’Den tid på året’. En lille pige ankommer, og der er en snestorm – og det er sådan set det. Her ud over er familiens juletraditioner de drivende omstændigheder. Mandelgaven, oplæsning af ’Peters Jul’, Quiz-Torben og så videre. Filmen er blandt andet en fortælling om, hvad der sker, når vi underkaster os nogle uargumenterede traditioner, som vi knap nok ved, hvad handler om. Vi bliver bare sindssyge i et døgn.”
”Vi har brugt meget tid på at diskutere karakterer. Der har været personer, som vi helt har taget ud af fortællingen, og karaktertræk, vi har flyttet rundt på. Men vi var fra begyndelsen sikre på, at de to søstre, Katrine og Barbara, var centrale, og at vi ville lave en kvindelig akse med dem, moren og den tredje søster Patricia, hvor omkring det brænder – et mor-datter-søster-drama. Rent stilistisk var vi enige om, at Woody Allen gerne måtte hviske os i øret. Vi kiggede i retning af humoren og den sitrende energi i ’Hannah og hendes søstre’, men også værker som ’Fanny og Alexander’, ’The Icestorm’ og flere andre har tjent til inspiration.”
Filmen foregår indenfor 24 timer og næsten udelukkende i familiens hus. Jakob Weis trives med denne afgrænsning.
”Det skal nok ses i lyset af min teaterbaggrund. Jeg er vant til at arbejde med afgrænset tid og arena. Det skaber overskuelighed og giver plads til karakter og dialog. Mit treatment landede på 14 karakterer, og det er jo en hel del, men jeg er vant til fra teateret at have mange karakterer i spil på en gang. Og netop ved at afgrænse tid og sted undgår vi forhåbentlig, at persongalleriet virker forvirrende eller underfortalt.”
Herfra gik det ”afsti-afsted”, som Jakob Weis udtrykker det:
”Ofte arbejder man længe med gennemskrivninger af synops og treatment, men Mikael ville have mig hurtigt i gang med first draft, og jeg er enig med ham i, at det en god ide. First draft tydeliggør projektet og de involverede, og man kan bedre sanse og forstå, hvad det er for karakterer, der er i spil. Der er afgørende elementer, man ikke får med i et treatment. Man mangler dialogen og den dynamik, farlighed eller inderlighed, der kan ligge i en replik. Og dermed har man faktisk ikke den fulde karakterforståelse.”
”En ting er at kunne gøre rede for historiens forløb og karakterer i noget, der ligner prosatekst – en anden ting er at få dem til at interagere, ikke mindst når vi har med 14 karakterer at gøre som i ’Den tid på året’. Jeg kan godt stille karakterne op en for en og redegøre for deres problemer, projekter og så videre, men det afgørende er, om jeg er i stand til at forløse det. Det er forskellen på at være idémand og at være dramatiker og manuskriptforfatter. First draft er første lakmusprøve. Ideen kan være rigtig god, men klaske sammen, når man begynder at skrive dialog og interaktion. Det er guld værd for en som mig at komme hen til karakter og dialog hurtigst muligt.”
Undervejs i skriveprocessen hørte Jakob Weis en del julemusik og salmer, og en række klassiske numre har en fremtrædende, til tider næsten kommenterende rolle i filmen - ikke mindst til slut hvor Elvis Presley’s ’If Every Day Was Like Christmas’ har en stærkt ironisk effekt. Jakob Weis kom med forslag til musikken, men det er Paprika Steen - sammen med klipper Jacob Thuesen og komponist Jeppe Kaas -, der har taget beslutningerne om filmens score. Jakob Weis blev dog også inviteret med i klipperummet og kom med input.
”Gennem hele filmens tilblivelse har der været en meget frugtbar synergi, hvor Paprika, Jacob, Mikael og jeg gled ind og ud af hinandens felter. Det er selvfølgelig med Paprika som ankermand, for det er hende, der skal træffe valgene. Men det har været en god, lille styregruppe. Nu er vi i fuld gang med opfølgeren til ’Den tid på året’. Her spiller vi igen en moderne dansk familie op mod en anden institutionel tradition, sandsynligvis et bryllup. Og vi holder fast i konceptet med ét døgn og én location, for jeg tror på, at man kan studere karaktererne meget mere intenst, når man afgrænser tid og rum.”
'Den tid på året' er instrueret af Paprika Steen og produceret af Mikael Rieks for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen har premiere den 8. november.