Hvis man vil svare kontant og morsomt på et kompliceret spørgsmål, så er det børnelærdom for politiske iagttagere, at man altid kan søge inspiration hos forhenværende statsminister Poul Schlüter. Schlüter var knivskarp i replikkerne, og de faldt på splitsekunder. Schlüter lancerede selv budskabet "det går ufatteligt godt", da han i begyndelsen af firserne fik skabt liv i den hensygnende danske økonomi. Men hvad stiller en leder så op, når økonomien overopheder nogle år senere, og danskerne skal på kartoffelkur? Da Schlüter blev spurgt, om han nu så stadig mente, at det hele gik "ufatteligt godt", svarede den snu ræv ifølge legenden: "Ja, det er ufatteligt, at det går godt."
Man skal nok have statsministerens særlige diktion og charme for at slippe af sted med det. Men når jeg ustandseligt får spørgsmålet om, hvordan det går i dansk film, kan jeg blive fristet til at planke Schlüter med et kækt "det er ufatteligt, at det går godt". Der er nemlig ikke noget entydigt svar at give, for nok går meget godt i dansk film, men det gør det ofte på trods.
Glæderne kan lige nu tilskrives, at 2016 er begyndt med et brag. Et dansk udtræk til Oscar senere på måneden med nomineringer til både Tobias Lindholms "Krigen" og Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" kan ikke fejes af som tilfældigheder.
Årets solide danske aftryk på Berlinalen med Thomas Vinterbergs "Kollektivet" i hovedkonkurrencen er heller ingen tilfældighed. Et enkelt dansk produktionsselskab har netop i Berlin vist enorm styrke over to årtier. Ud af de 12 danske hovedkonkurrencedeltagere i Berlin de sidste tyve år har hele 7 båret Zentropa-stemplet. I år får Zentropas "Kollektivet" følge af blandt andre Ali Abbasis spillefilm "Shelley", Moritz Siebert og Estephan Wagners dokumentarfilm "Les sauteurs", Siri Melchiors tre animationskortfilm "Lili" og Hella Joof, Mette Heeno og Mie Andreasens tv-serie "Bedre skilt end aldrig".
En kendt filmblogger skrev ganske vist for nylig, at et par Oscar-nomineringer og lidt hovedkonkurrence i Berlin "gør ingen sommer". Det kan selvfølgelig være rigtig nok, men det kan da kun være til glæde at få dokumentation for, at de mange penge, skatteborgerne hvert år bidrager med til dansk film, bliver omsat til resultater, der også påskønnes af andre end os selv.
Selvfølgelig bliver man midt i det ufatteligt gode, der sker, også nødt til at minde om, at dansk film står i udfordringer til halsen: pirateri, dårlig indtjening på grund af dramatiske fald i dvd-indtægterne, alvorlige problemer med at få finansieret de kunstnerisk udfordrende og eksperimenterende film. De film, der på sigt skal udvikle og forny det hele.
Oven i hatten kan man så lægge de udfordringer, der følger i kølvandet på EU-kommissionens håndfaste tilgang til at bruge regulering, når det handler om rettigheder og distribution på tværs af lande, den såkaldte portabilitet.
Af de udfordringer er kun to for alvor på dagsordenen under Berlinalen. Pirateribekæmpelsen er der beklageligvis ikke ofret mange linjer på i de stakke af invitationer til seminarer, symposier og debatter, der er landet her i min mailboks. Og fornyelsen af dansk film må nok klares under hjemlige himmelstrøg – hvad vi da også er godt i gang med i form af blandt andet lavbudgetfilm og fokus på talentudvikling.
Kalenderen er grundigt plastret til med filmpolitiske dagsordener, især om nye digitale forretningsmodeller og EU's reguleringstiltag. De to forhold er på mange måder helt forbundne, men det kan være svært at se det ene som løsningen på det andet. Nogle gange nærmest tværtimod. Det er på mange måder rosværdigt, at Kommissionen har ambitioner om at ville skabe vækst og velstand på det digitale område, men foreløbig står de europæiske rettighedshavere og de europæiske filminstitutter skulder ved skulder i bekymringen over, at de hidtidige meldinger varsler havsnød snarere end indtjeningspotentiale.
På vej til lufthavnen er der al mulig grund til at øve sig på argumentation. Det er nemlig i de kommende måneder, at det for alvor kommer til at gå stærkt. Der er mig bekendt ingen, der er uenige med Kommissionen i, at spørgsmålet om portabilitet skal løses – det gælder også de hjemlige politikere. At europæiske borgere med Kommissionens forslag får mulighed for at benytte diverse onlinetjenester med kulturelt indhold, når de rejser til et andet EU-land, lyder jo som et gode, men djævlen ligger som altid i detaljen. Og mens rettighedshavere og filminstitutter overalt i Europa peger på en aftalemodel som vejen til både at opfylde forbrugernes ønsker og sikre levedygtige finansieringsmodeller, har Kommissionen hidtil bevæget sig i en anden retning, nemlig reguleringsvejen.
Geoblocking og retten til at kunne præsælge territorier som et led i filmenes finansiering er et andet angrebspunkt. I december udtrykte op til flere af EU-kommissærerne forståelse for filmenes særlige finansieringssituation, men forståelse er næppe nok. Der savnes helt konkrete kulturelle undtagelsesregler, der kan tilgodese behovet for fortsat præsalg på filmområdet.
Alene i perioden 2011-15 slæbte danske filmproducenter næsten 400 millioner sammen i international medfinansiering, og rigtig mange penge er uløseligt forbundne med at kunne indgå eksklusive distributionsaftaler på national basis. Uden de mange rare internationale penge er det svært at forestille sig danske film, som vi kender dem i dag. Og bekymringerne især for den kunstneriske og kulturelle diversitet er velbegrundede.
Det er forhold, der går igen i mange lande, og som de europæiske filminstitutters organisation EFAD i ganske mange år har kommunikeret til skiftende kommissærer og generaldirektorater. Alligevel bliver geoblockingen ved med at dukke op som en slags snuptagsløsning – også i denne omgang. Skulle andres vej falde forbi en kommissær eller en embedsmand fra direktoraterne, så tøv ikke: Argumentér løs. Hvis budskaberne ikke trænger igennem, kan det nemlig snart være slut med at citere Schlüters "det er ufatteligt, at det går godt". Det vil hurtigt blive særdeles letfatteligt, at det slet ikke går.
God Berlinale.