Det starter med et instinkt …

INTERVIEW. Med "Klovn Forever" skriver komikerparret Casper Christensen og Frank Hvam et nyt kapitel i sagaen om Casper og Frank, to nu midaldrende komikere med succes, evigt svigtende situationsfornemmelse og manglende moral. Bag de uartige jokes gemmer sig imidlertid en intention om at skildre livet, som det er, også når det gør ondt.

Gennem 10 år, 60 tv-afsnit og nu to spillefilm har 44-årige Frank Hvam og 47-årige Casper Christensen skabt "Klovn"-universet af et komplekst miks af fakta og fiktion og med satiriske versioner af sig selv i centrum for løjerne. Den tåkrummende komik, som duoen dyrker, er dog ofte ledsaget af et tragikomisk blik på (visse) mænds psykologi og hverdagslivet generelt. 

I den første "Klovn"-film fra 2010 skal Frank overbevise sin kæreste Mia om, at han er voksen nok til at sætte børn i verden og blive far. For at bevise det over for Mia tager han sin 13-årige nevø med på den kanotur, som Casper ellers havde tænkt skulle bruges på at støve så meget utroskab op som muligt. Venskabet bliver sat på prøve, men klarer skærene, ligesom Frank faktisk udviser far-potentiale omend ad besynderlige omveje.

I duoens nye film, "Klovn Forever" handler det mest af alt om to venner, der – med den virkelige Franks ord – forråder deres venskab. Casper vil fyre den af på barer og gøre karriere i Los Angeles, mens Frank lever et søvngængerliv i en småbørnsfamilie. 

FILM har talt med virkelighedens Casper Christensen og Frank Hvam om mænd, venskab, overskridelse og realisme i anledning af premieren på "Klovn Forever" den 24. september.

I den første film forlod vi Frank, da han er på vej til at blive far. Hvordan brugte I det som udgangspunkt for toeren?

Casper: "Vores første ide var, at toeren skulle foregå ni måneder efter den første film. Men det begyndte at føles uærligt, og det ville også være et brud med den 'real time', som vi har kørt med. Vi fandt ud af, at det kunne tilføre noget til historien, at Frank havde fået børn – for første gang i Klovn-universet. At lade ham være et ordentligt menneske, der gør, hvad der kræves af ham. Men det er klart, vi måtte have ham ud af huset og pille lidt ved ham, så den gamle egoist kigger frem."

klovn_forever_still_04
Foto: Per Arnesen

Venskab vs. kernefamiliemorads

Filmen fremstiller kvindernes magtovertagelse i hjemmet, og hvor svært det er at være mand i dag. Frank er jo i den grad under tøflen derhjemme … Det er vel også derfor, at I skildrer venskab som vigtigere end nogensinde?

Casper: "Mit venskab til Frank har varet længere end mit forhold til nogen kvinde, så det er stadig mere dyrebart, og man vil gøre meget for at bevar det. Det er det, som filmen handler om: Hvor langt vil man gå for at holde fast i et langt venskab?" 

"Filmen viser Mias foretrukne version af en hverdag, og det er også den fornuftigste version, når man har to små børn. Hun er meget dominerende, og det er meget naturligt, når man har børn. Hun har ikke problemer med at indordne sig under den hverdag, men det får Frank, fordi det vil koste ham hans venskab. Vi udleverer mandens idiotiske natur, og den er skyld i de fleste katastrofer. Men der er også en manglende kvindelig forståelse på færde."

Frank: "Filmen handler om, at man ikke bare kan synke ned i kernefamiliemoradset i tryg forvisning om, at ens venskaber består, selvom man ikke plejer dem. Men også om, at et langt venskab både er smukt og grimt – det kan ikke være smukt hele tiden. Af og til er din bedste ven et røvhul, og det må du forstå og acceptere, ellers bliver du skuffet og skrider."

Casper: "Når man har været venner i lang tid, ser man det hele menneske."

Frank: "Det handler også om, at man når en alder, hvor man ikke bare kan blive ved med at tage hævn over folk, men bliver nødt til at tilgive. Filmen tegner et billede af et mangefacetteret venskab. Man bliver filtret ind i hinanden på så mange underlige måder."

Klovn-forever-Frank-og-Casp
Foto: Per Arnesen

Det virker, som om der er en lidt større alvor i "Klovn Forever" i forhold til tidligere.

Casper: "Det er rigtigt. Vi skildrer blandt andet den udmattelse, som mange småbørnsfamilier kender til på en måde, som kan gøre ondt. Vi trækker på de følelser, vi selv havde, da vi var småbørnsforældre og, groft sagt, var afskåret fra alt det sjove." 

Frank: "Vi efterstræber også en realisme på andre fronter end den følelsesmæssige. Da Frank i filmen tager over for at mødes med Casper i Los Angeles og kører ud til hans hus, viser vi den samme triste rute forbi olieboringer, som vi selv tog i virkeligheden. Det var vigtigt for os ikke at blive forblændet af L.A. Vi styrer bevidst uden om de stereotype billeder a la 'Der går en skør dame med en puddelhund, der ligner hende selv.' Da Casper i filmen holder en fest, er den scene inspireret af fester, som Casper i virkeligheden har været med til i L.A. En langt mere tam og ædruelig affære, end jeg i hvert fald havde forestillet mig."

Casper: "Men helt basalt nyder vi at udfordre publikum med det, vi laver. Vi ville ikke gide lave en gentagelse af den første film. Vi ville have et helt nyt twist."

Og så er der lighederne mellem fiktionens Frank og Casper og den ægte vare – blandt andet at Frank faktisk har to mindre børn, og at Casper har brugt en del tid på at arbejde i Los Angeles …

Casper: "Vi prøver altid at tage udgangspunkt i os selv og vores egen livssituation, men overdriver selvfølgelig nogle ting. Det er sjovt at gøre grin med sig selv – sådan rigtigt. Vi har inddraget den forskel, der er på lyster på den ene side og muligheder på den anden, som vores to livssituationer rummer."

Mændene er og bliver idioter

Caspers enorme frihedstrang har en indlysende appel til mænd. Hvorfor tror I, at "Klovn"-universet også har mange kvindelige fans?

Casper: "Fordi de får lov at kigge ind i en ellers lukket verden. Tror jeg."

Frank: "Og sidde og tage noter og samle ammunition til deres eget parforhold."

Casper: "Mændene er og bliver de største idioter i vores univers, men vi har også givet Franks kæreste Mia nogle revner og sprækker – som da vi i tv-serien lod hende stjæle i butikker for spændingens skyld."

Har I bestemte roller, når I brainstormer og skriver?

Casper: "Frank har nogle gange et helt andet perspektiv på visse ting, end jeg har. Eksempelvis spurgte han en dag, om man ikke altid instinktivt hellere ville hjælpe et rigt menneske end et fattigt. Hvis man ser en fed Jaguar med motorstop i vejsiden, kan det jo være, at der falder en belønning af bagefter (begge skraldgriner). Det er bare så fuldstændig vanvittigt et statement! Vores logik er forskellig, og derfor lærer vi af hinanden."

Frank: "Vi tager altid udgangspunkt i et instinkt ... "

Casper: " ... og så arbejder vi med den gode opdragelse bagefter. Så ender det et sted, hvor man også vil hjælpe en nødstedt familie i en Seat."

klovn_forever_still_03
Foto: Per Arnesen

Hvem er jeres helte inden for undergenren "tåkrummende komik"?

Frank og Casper (nærmest i kor): "Sacha Baron Cohen!

Casper: "Han er i en liga helt for sig selv. Vi så 'Borat' sammen, og vi var ikke bare ødelagte af grin, men også dybt imponeret over hans mod. Den slags mod besidder hverken jeg eller, tror jeg, Frank, for Cohen sætter jo vitterligt liv og førlighed på spil for sin komedie i den virkelige verden."

Dog lægger I i "Klovn Forever" atter krop til adskillige nøgenscener …

Casper: "Når vi sidder og skriver, tænker vi det ikke som grænseoverskridende. Vi tænker kun over, hvad der er pinligst og sjovest.

Frank: "Og når vi har sat os for at lave en scene, så viser vi den også. Vi smyger os ikke udenom ved for eksempel at klippe til et eksteriør af huset, når det, der foregår derinde, bliver visuelt voldsomt. Vi bliver i situationen. Det er det eneste, vi forstår. Vi går direkte til emnerne, selv når der er tale om en udløsning i svigermors ansigt (i den første film, 'Klovn – The Movie', red.)."

"Men hvis vi i klipperummet opdager, at noget bare er endt som ren chok-effekt, klipper vi det fra."

Casper: "Vi værner om situationernes og figurernes ægthed…"

Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts digitale festivalmagasin, DFI-FILM Fall Issue 2015.

"Klovn Forever" er instrueret af Mikkel Nørgaard og produceret af Jesper Zartov for Nutmeg Movies med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmen har verdenspremiere på L’Étrange Festival i Paris 3.-13. september har dansk premiere den 24. september og nordamerikansk premiere på Fantastic Fest i Austin, Texas 24. september-1. oktober.