Vi skrev et afslag på "MGP Missionen", som indeholdt en meget uheldig formulering. Men for at undgå al tvivl: Det var ikke begrundelsen for afslaget. Filmen fik afslag på markedsordningen, fordi vi vurderede, at den ikke havde den nødvendige kvalitet og det nødvendige publikumspotentiale. Vi kunne ikke offentliggøre store del af begrundelsen, som var skrevet i afslaget, fordi vi har en forpligtelse til ikke at afsløre forretningshemmeligheder, og producenten i dette tilfælde mente, at det ville afsløre for meget af filmens indhold.
Nu hvor støvet har lagt sig, er der en god grund til at se kritisk på de forhold, som sagen handlede om og undersøge, om der er noget lærdom i sagen. Vi har blandt andet set på den måde, vi skriver afslag på. Vi har en politik herinde, der hedder, at vi skriver begrundede afslag. Og vi skriver begrundede afslag, der er ret detaljerede sammenlignet med institutioner i udlandet, der har samme rolle som os. Det vil vi blive ved med af to grunde.
For det første har I, når I har lavet et stykke arbejde og søgt herinde, brug for og krav på at få en begrundelse for, hvorfor vi ikke vil støtte projektet. Det kan være første skridt i en fortsat dialog og måske også en dialog, der kan føre til, at projektet på et senere tidspunkt bliver sendt ind og måske også ender med at få støtte.
Den anden grund er mere intern, og den handler om, at det er afsindig svært at skrive afslag. Det er meget let at sige, at en film ikke skal have støtte, men det er meget svært at skrive begrundelsen. Derfor fungerer det at skrive et detaljeret afslag som en form for intern kvalitetskontrol. Når man skal sætte sig ned og begrunde sine afslag, finder man ud af, om det er den rigtige beslutning, man har truffet, uanset om man er en konsulent eller en redaktion. Der er ikke noget lettere end at skrive, "det er en prioritering af de samlede midler" eller "vi har ikke flere penge, så desværre". Men det vil vi ikke.
Vi vil gerne gøre det bedre og mere præcist, end vi gør det i dag. Det har sådan set ikke noget med "MGP Missionen" at gøre. Det har noget at gøre med, at vi ved at forbedre den måde, vi skriver afslag på, hele tiden holder fokus på noget, vi gerne vil være bedre til. Vi vil være forsigtige med, hvad vi skriver, både på grund af denne sag og andre sager, hvor dele af afslag er blevet offentliggjort. Men vi tror på, at vi skal være åbne og direkte. Det betyder, at der også i fremtiden vil være afslag, som kan kritiseres og diskuteres. Sådan må det være. Der er kun én sikker måde at undgå at lave fejl på, og det er ved ikke at lave noget.
I forhold til den offentlige diskussion er der to ting, der står tilbage. Den ene er diskussionen om repræsentationen af farvede i dansk film. Den anden handler om, hvorvidt man skal støtte de brede populærkulturelle film.
I forhold til repræsentationen af nydanskere i dansk film fandt de fleste medier, i ugerne efter at sagen brød løs, frem til, at formuleringen faktisk bar en sandhed. Den var dårligt skrevet, men der er helt tydeligt et problem, når vi taler om nydansk cast, indvandrerproblemstillinger og det, som publikum har lyst til at se i biografen. Vi har haft meget lidt dokumentation for det her – det har været fornemmelser. Midt i diskussionen får vi dog kendskab til et speciale, der er skrevet af Ida Johannesen fra Københavns Universitet, som har set på hele dette spørgsmål. Hun har lavet et fantastisk stykke arbejde, hvor hun har typologiseret filmene. Der er også nogle få klare kvantitative betragtninger i hendes speciale: Siden 1988 er der produceret næsten 500 danske spillefilm. 9 af de 500 spillefilm har et nydansk hovedcast. De 9 film har solgt 240.000 billetter tilsammen ud af de omkring 60 millioner billetter, der er solgt til dansk film siden 1988. Så vi har et problem. På den ene side vil vi gerne have mangfoldighed, og i etnisk henseende har vi det ikke. På den anden side er hverken Filminstituttet eller filmbranchen sat i verden for at føre integrationspolitik. Film er også forretning.
Hvad er så forklaringen på, at vi har den situation i dag?
At filmene er dårlige er en mulighed. At nydanskere i dansk film altid er personificeringen af et indvandrerproblem. At vi har en tendens til at fortælle i de tunge dramatiske genrer og sjældent komedier. Og så er der selvfølgelig også mulighed for, at vi faktisk er racister – eller at vi har et system, der kan beskyldes for at have en form for institutionel racisme. Det her er noget, vi er nødt til at diskutere. Det er noget, som vi tror, at Filminstituttet skal være med til at sætte på dagsordenen, og derfor vil vi i efteråret gennemføre et arrangement, hvor vi diskuterer de her problematikker sammen med jer.
Den anden diskussion opstår, fordi nogle medier finder ud af, at der faktisk var en vis sandhed i formuleringen fra afslaget. De stiller så spørgsmålet: Skal man overhovedet støtte brede film, der først og fremmest støttes, fordi de har et stort publikum? Der har været mange interessante synspunkter i den diskussion fra kommentatorer og politikere. Selv instituttets tidligere direktør har fået et par spritnye synspunkter. Vi har to støtteordninger i det her land, og det har vi haft i rigtig mange år. En er først og fremmest rettet mod de kunstnerisk stærke film, og en er først og fremmest rettet mod de brede film.
Markedsordningen, som diskussionen har handlet om, er en modernisering af støtten til de brede populære film og en modernisering af 60/40-ordningen. Det er vores opfattelse, at der er kommet en noget bedre støtteordning ud af at gå fra 60/40-ordningen til markedsordningen. Det er også de tilbagemeldinger, vi får fra branchen, når vi indkalder til møder og evaluerer, og det er vi glade for. Vi synes selv, at der er et pænt stykke vej endnu, før alt fungerer perfekt, og det arbejder vi selvfølgelig på at forbedre. Vi evaluerer og justerer løbende.
Hele spørgsmålet om støtte til brede film er et politisk spørgsmål, som vi bør diskutere i forbindelse med næste filmforlig. I dag står der i filmforliget, at der skal være en bredde og spændvidde i udbuddet af danske film og en balance mellem kunstneriske og populærkulturelle film, og der skal være film til alle målgrupper. Det arbejder vi på, og det er den måde, ordningerne fungerer på i dag.
Inden vi nu laver støttesystemet om, skal vi måske lige stille spørgsmålet om, hvilken rolle støttesystemet spiller i forhold til udviklingen af dansk film. Når man læser noget af det, der er udtalt i den her sag, virker det som om, at der er nogle mennesker, der sidder lidt længere væk fra branchen, end I gør, der tror, at det er støttesystemet, der skaber filmene. Det er det som bekendt ikke. Filmene skabes i branchen. De skabes hos jer og af jer, og det er støttesystemets rolle at støtte de bedste ideer. Det kan også udtrykkes på en anden måde: Et støttesystem kan ikke skabe gode film, men det kan let ødelægge de gode ideer. Det er det, man skal måle på. Det er til gengæld rigtig svært at vurdere, om det sker.
Vi kan se på, hvordan det går med dansk film aktuelt og i de sidste par årtier. Når alt kommer til alt, er det gået meget godt. Ser man aktuelt på kvalitet og publikum – kvalitet her forstået på den måling, der ligger i festivalerne – har dansk film siden sidste år ryddet bordet ved European Film Awards. En dansk debutant, Mads Matthiesen fik instruktørprisen i Sundance. "En kongelig affære" fik to bjørne i Berlin, og senest fik "Jagten" en palme i Cannes.
Ser vi på publikum, havde vi i 2011 en meget høj markedsandel til dansk film på 27 procent. Året før var den på 22, og året før på 17. I år efter de første 5 måneder er markedsandelen, der går til dansk film, 34 procent.
Hvis man ser på de to parametre, må vi sige, at kvaliteten er høj, og at publikum er glade. Det er svært på baggrund af de to parametre at blive voldsomt deprimeret. Og det bedste er, at der er en række skidegode film på vej. Så der er ingen grund til at tro, at det stopper lige om lidt.
Er der så ikke nogen problemer? Jo, der er nogle kæmpe problemer. Indtjeningen er i krise, for at sige det relativt mildt. Vi har en indtægtsstruktur for langt de fleste film, dvs. de film, der også skal leve af andet end biovinduet, der er brudt sammen. Vi har et problem, der handler om finansiering af de kunstneriske film. Det er meget tæt på, at vi kan sige, at den finansieringsmodel, der er kendetegnet ved konsulentordningen, er brudt sammen, og vi står over for nogle kolossale udfordringer, når det drejer sig om, hvordan vi skal distribuere film i fremtiden, og hvordan I skal tjene penge på den distribution. Så selvom kvaliteten er høj, og publikum er glade, er der udfordringer.
Claus Ladegaard, 11. juni 2012