Dobbelt dansk premiere

Monsterjægere og blomsterjægere på det store efterårsferielærred.

Efterårsferien er en af de helt store biografuger. Både Tomas Villum Jensens eventyrkomedie "Ved verdens ende" og Martin Schmidts familiefilm "Monsterjægerne" får premiere på en af årets mest eftertragtede fredage.

Ved verdens ende

I "Ved verdens ende" bliver et engelsk tv-hold skudt ned af en dansk eneboer, da de under optagelserne af et naturprogram i den indonesiske regnskov opdager en meget speciel, hvid blomst. Sammen med sin assistent sendes en danske kriminalpsykiater til Indonesien for at mentalundersøge den dødsdømte dansker, der ikke alene påstår, at han er 129 år gammel, men også, at det er bladene fra hans blomst, der har holdt ham ung. Det lyder som det pure opspind, men inden der er gået 12 timer, er de alle tre på vild flugt fra både internationale lykkejægere og den indonesiske hær. Alle jager de blomsten, der kan give evigt liv.

I filmens hovedroller er Nikolaj Coster-Waldau, Nikolaj Lie Kaas og Birgitte Hjort Sørensen. "Ved verdens ende" er instrueret af Tomas Villum Jensen efter manuskript af Anders Thomas Jensen. Filmen er produceret af Tivi Magnusson, Christian Potalivo, Johanne Stryhn Hørby, Daniel Baur, Cathy Overett, Oliver Simon for M&M Productions.

Monsterjægerne

Olivers farfar påstår, at han har været monsterjæger. Det tror Oliver dog ikke – lige indtil den dag, hans forældre begynder at opføre sig virkelig mærkeligt. Med hjælp fra sin gyserelskende lillebror, Lasse, finder Oliver ud af, at det er det frygtede Skyggemonster, der er på spil. Det bevæger sig fra person til person via kys og efterlader sine ofre med deres personlighed helt forandret, - ofte i en tilstand af total uansvarlighed. Det går snart op for Oliver, at han må tage sig af hele situationen selv. Enten fanger han monstret, eller også fanger det ham!

I filmen kan man opleve Joshua Berman, Kjeld Nørgaard, Peter Mygind og Mette Horn. "Monsterjægerne" instrueret af Martin Schmidt efter manuskript af Lars Mering. Filmen er produceret af Tivi Magnusson, Johanne Stryhn Hørby og Christian Potalivo for M&M Productions.

Begge film er støttet af Det Danske Filminstitut.