Dox-on-wheels præsenterer "Gambler"

Phie Ambos nye film "Gambler" får premiere den 20. april i Empire i København. Filmen tager derefter på turné i hele landet, hvor den vil blive vist i en række biografer i april, maj og juni. Filmens instruktør Phie Ambo og hovedpersonen Nicolas Winding Refn følger med, så det lokale biografpublikum får mulighed for at møde folkene bag.

Filmen distribueres som en del af det nye distributionsinitiativ dox-on-wheels. Ideen med initiativet er dels at få de danske dokumentarfilm ud i landet, dels at tilrettelægge særlige distributionsforløb, hvor filmens instruktør eller andre relevante personer tager med for at præsentere og lancere filmen.

Da Nicolas Winding Refns "Fear X" floppede ved billetsalget, stod den før så succesrige filminstruktør med en personlig milliongæld. Produktionen af anden og tredje del af Pusher-trilogien skulle redde økonomien, og det er denne skæbnesvangre fase af forhandling, planlægning og optagelser, vi følger med i. Instruktøren Phie Ambo, som var fotograf og medinstruktør på dokumentarfilmen "Family", beviser endnu engang sin evne til at komme helt tæt på uden at være anmassende. Kameraet er med overalt, og Ambo har fanget Refn i afgørende øjeblikke og skabt et underholdende og intimt portræt, som med stor varme indfanger hele mennesket Nicolas Winding Refn.

Filmen, der er produceret af Sigrid Dyekjær og Christian Rank for Tju-Bang Film, vises i Empire i København den 20., 21. 22. og 23. april.
Den øvrige tour-plan med biografer og spilledatoer findes på www.cphdox.dk

"Gambler" fact sheet

For yderligere oplysninger, kontakt:

CPH:DOX / telefon: 3393 0734