En altafgørende filmstøtte

FILMVÆRKSTEDET. Når årets filmfestival i Cannes løber af stablen i maj, er den islandsk-dansk producerede kortfilm "Hvalfjord" udtaget til hovedkonkurrencen. Den er en blandt flere aktuelle film, der har nydt godt af Filmværkstedets særlige færdiggørelsesstøtte.

Hvad gør man som filmskaber, når man står med en fantastisk film i hånden, der mangler det sidste afgørende løft?

På Filmværkstedet er der mulighed for at søge økonomisk og teknisk støtte til færdiggørelsen af film. Færdiggørelsesstøtten begyndte som en ordning, der havde til formål at gøre værkstedprojekter færdige, men værkstedsleder Prami Larsen forklarer, at den med tiden har udviklet sig til en støtteordning, der med meget få midler kan gøre en film til en større kunstnerisk succes.

Kun 15 film har fået tildelt færdiggørelsesstøtte siden ordningens opstart i 2009. Blandt dem kan nævnes "The Ghost of Piramida" af Andreas Kofoed omhandlende produktionen af bandet Efterklangs musikvideo, det sorthumoristiske drama "Sort kaffe & vinyl" af Jesper Bernt og "Flugten til Hollywood" af Trine Dam Ottosen om en storyboardtegner, der forfølger sin drøm. De har alle haft succes på tv og er blevet vist i udvalgte biografer.

Her i 2013 har ordningen støttet "Killing Strangers" af Jacob Schulsinger og Nicolas Pereda, som blev udtaget til Berlin Film Festival, og "Hvalfjord" af Guðmundur Arnar Guðmundsson, som skal i hovedkonkurrence i Cannes.

Instruktør Maja Friis er en af de instruktører, som med hjælp fra færdiggørelsesstøtten har kunnet give sin film "Ballerina" et ekstra løft. Hun fortæller: "Uden støtten fra Filmværkstedet havde det ikke været muligt at gøre "Ballerina" til den film, den er blevet til".

"Uden støtten fra Filmværkstedet havde det ikke været muligt at gøre 'Ballerina' til den film, den er blevet til."

Q&A: instruktør Maja Friis & producer Mille Haynes

 

Fakta

Færdiggørelsesstøtten støtter alene færdiggørelse.

For at få tildelt støtten skal der således foreligge et første gennemklip af filmen samt en rigtig distributionsaftale. Man kan maksimalt søge 100.000 kroner og værkstedets tekniske støtte.

Der er oftest tale om film, som er vokset i længde og ambition på Filmværkstedet, eller som er igangsat helt uden støtte fra DFI.

Støttevilkår.


 

Hvorfor valgte I at søge færdiggørelsesstøtte hos Filmværkstedet?

"Ballerina" havde tidligere fået produktionsstøtte fra Filmværkstedet, og den havde gennem et par år vokset sig markant større end udgangspunktet. Så det virkede naturligt at søge om yderligere midler til at kunne løfte postproduktionen hjem.

Hvad gjorde støtten for jeres arbejde med "Ballerina"? 

De 100.000 i færdiggørelsesstøtte var altafgørende og faldt på det helt rigtige tidspunkt. Pengene gav os mulighed for at gennemføre en længerevarende postproduktion og alliere os med dygtige fagfolk – lyddesigner og komponist, colorgrader og tekstforfatter – som tilsammen har højnet filmens færdige udtryk betydeligt. 

Hvilke fordele og ulemper ser I ved denne støtteordning? 

Det er svært at se ulemper. For os er den en helt essentiel mulighed – og en af de eneste i støttesystemet – for at søge støtte så sent i filmens tilblivelse. For os er ordningen både visionær og modig. Det er visionært at turde imødekomme det behov, som opstår i postproduktionen med en film – en film som pludselig gerne vil være meget større og har mulighed for at blive det, hvis blot man hjælper den en smule på vej. 

Hvad er det, som denne støtteordning kan gøre for et filmprojekt?

Man kan måske sige, at Færdiggørelsesstøtten kan være trinnet fra en talentfuld amatørfilm til en professionel film med format og publikumspotentiale.