I et af de første billeder i den 30 minutter lange "Chikara – Sumo-bryderens søn" begynder en brydekamp mellem to drenge. Knap et sekund er gået, før den ene af drengene er skubbet helt ud af ringen, dohyoen, 30 centimeter ned på gulvet udenfor, hvor han lander med et klask og ansigtet forvredet i gråd.
Den grædende dreng er ikke hovedperson i filmen. Det er til gengæld Chikara, der dukker op kort efter, ensom og tankefuld midt i træningshallen, midt blandt de andre drenge, nøgen bortset fra det sammenbundne klæde, de japanske sumobrydere har omkring underlivet.
Her vil de fleste vesterlændinge måske instinktivt slå fordommene til og opfatte de to drenge som stakler fanget i besynderlige, tusindårgamle ritualer i et land, der stiller umenneskelige krav til sine indbyggere og har en af verdens højeste selvmordsrater. Men sådan ser det kun ud på overfladen, ifølge instruktøren Simon Lereng Wilmont.
"Min plan var at lave en film, der kommer bag om de stereotype forestillinger, vi i vesten går rundt og gør os om japanerne," forklarer han. Det kommer til udtryk gennem Chikara og forholdet til hans far, Harumitsu.
Chikara bliver ved og ved
I Japan hænger den gamle tradition stadig fast hos mange, at man følger i sine forældres fodspor. Det er præcist tilfældet med Chikara, hvis navn betyder intet mindre end "styrke". Han er sumobryder, ligesom hans far var det engang.
Chikara er hverken stor eller stærk af sin alder, og i filmen har han ofte problemer i kampene. Han ser håbløst lille ud i forhold til sin enorme far, og i en sport, hvor udøverne helst skal se så skræmmende ud som muligt, er det svært at få øje på de lyse fremtidsudsigter for Chikara. Men han bliver ved, og for instruktøren er det netop det spændende ved ham.
"Det giver stof til eftertanke, at mange af sumodrengene bliver ved, selvom sumo er en barsk verden. Det har noget at gøre med Ganbaru-begrebet, der gennemsyrer det japanske samfund. Man skal kunne stå igennem alt, ligegyldigt hvor smertefuldt det er, så skal der nok komme et payoff på et tidspunkt. Det siger japanerne i alle sammenhænge. Det gør ondt, men klarer man det, viser man, at man er lavet af det rette stof."
Men for Simon Lereng Wilmont er der en anden og vigtigere grund til, at Chikara holder fast i sumosporten, også selv om han godt kan blive i tvivl.
Sumoen som vej til nærhed
"For mig handler filmen mest af alt om en dreng, der gerne vil tættere på sin far, som han ikke ser så ofte, fordi faren må arbejde meget for at få familien til at hænge sammen. Sumoen er deres tid sammen."
Bag om den specifikke forankring i Japan og i sumosportens eksotiske traditioner ser instruktøren derfor sin film som en universel historie om et forhold mellem en far og en søn. Sumoen er Chikaras redskab til at være sammen med sin far. Og sumoen er en måde for faren at vise omsorg og anerkendelse på over for sin søn."
Instruktøren håber, at børnene, der ser filmen, vil tænke over Chikaras valg, gerne sammen med deres forældre.
"Jeg vil gerne have, at børnene spørger sig selv eller deres far og mor: 'Hvis det gør så ondt, hvordan kan Chikara så stadig være glad for sumobrydning? Hvorfor bliver han ved?' På den måde kan der tegne sig et andet billede end en barsk sport, hvis man dykker lidt ned under overfladen."
"Chikara – Sumobryderens søn" er produceret af Monica Hellström for Final Cut for Real. Filmen vises i disse dage på IDFA-festivalen i Amsterdam.
