Dansk film kom i feststemning i mandags. Ikke bare blev spændingen endelig udløst, da 'Druk' fik en billet til Oscar-prisuddelingen.
Også filmens instruktør, Thomas Vinterberg, var blandt de nominerede ved liveannonceringen fra London. Vinterberg er dermed en af de fem, der skal dyste om titlen som bedste instruktør ved gallafesten den 25. april i Los Angeles.
"Det er simpelthen vildt, hvor meget opmærksomhed 'Druk' har vakt hos så mange mennesker," fortæller Filminstituttets Lizette Gram Mygind, der som festivalkonsulent har fulgt den internationale dækning af filmen tæt lige siden efteråret.
"Filmen opleves primært som en hyldest til livet og har på den måde ramt noget universelt hos rigtig mange. At det er lykkedes, skyldes ikke mindst det følsomme og humoristiske skuespil, som også har fået stor ros – her især Mads Mikkelsen, der spiller hovedpersonen Martin."
Efter mandagens nomineringer oplevede Gram Mygind de internationale reaktioner som overvældende og meget positive.
"Tendensen er generelt en overraskelse over, at Thomas Vinterberg også blev nomineret i instruktør-kategorien. Men samtidig er der en stemning af, at det er helt på sin plads, at Vinterberg anerkendes for at have skabt så original en film."
Dansk film på verdenskortet
Den hjemlige feststemning skyldes også den betydning, det har for både Thomas Vinterberg, Zentropa og dansk film at komme i det globale rampelys.
"Det giver et kæmpe boost til Vinterbergs karriere og muligheder. Det baner vejen for, at han kan få tilbudt større og helt sikkert også flere udenlandske projekter med nogle andre budgetter, end vi er vant til herhjemme. Vinterberg er jo allerede et internationalt navn og har været Oscar-nomineret før. At han tager instruktørkategorien med denne gang, det giver lige det mere pondus. Og for Zentropa betyder det selvfølgelig også en fantastisk eksponering," siger Gram Mygind.
"Det er også en kæmpe fjer i hatten til dansk film. Der kommer fokus på talentmassen herhjemme – og hvor stor den faktisk er i forhold til landets størrelse. En nominering i denne klasse kommer derfor potentielt hele branchen til gode og åbner for nye samarbejdspartnere, både kreativt og økonomisk."
Et Oscar-akademi med vokseværk
Oscar-akademiet har de senere år drastisk forøget deres optag og skønnes at have omkring 10.000 medlemmer. Baggrunden for den store tilvækst er den kritik, som institutionen har fået for at mangle mangfoldighed inden for køn, etnicitet og nationaliteter. Ud over at udvidelsen vil betyde en helt nødvendig styrkelse af bredden i filmene, har åbningen mod internationale medlemmer også stor betydning for dansk og europæisk film, siger Gram Mygind.
"Alene i Danmark har vi over de seneste fem år set en nærmest eksplosiv vækst i antallet af danske akademimedlemmer, og en lignende tendens gør sig gældende i resten af Europa. Det betyder, at der generelt er mere opmærksomhed rettet mod europæisk film i Oscar-sammenhæng end hidtil."
Ifølge Oscar-akademiets egne opgørelser var der ved den seneste forøgelse af medlemsskaren på 819 personer en andel på 49 % af internationale medlemme, der strækker sig over 68 lande.
"Opmærksomheden betyder, at der er et stigende antal dygtige europæiske filmfolk, der bliver bemærket i andre kategorier end den, der traditionelt har været i fokus, altså kategorien for internationale spillefilm."
"Det så vi blandt andet i mandags, hvor der fra dansk side var Vinterbergs instruktørnominering, Elvira Linds nominering for sin amerikanske kortfilm 'The Letter Room' – og desuden nomineringen til klipper Mikkel E.G. Nielsen for sit arbejde på spillefilmen 'Sound of Metal', der får dansk premiere, når biograferne forhåbentlig snart genåbner."
Thomas Vinterberg har skrevet 'Druk' sammen med Tobias Lindholm, og filmen er produceret af Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing for Zentropa.