I anledning af Gabolds 70-års dag og afskeden med DR er der udgivet et festskrift, hvorfra FILMupdate her bringer Vinca Wiedemanns bidrag:
Det er velkendt, at Ingolf Gabold har gjort DR's fiktionsserier til et guldæg og en succeshistorie. Men han skal også hyldes for den kæmpe betydning, han har haft som DR's repræsentant i filmverdenen og som primus motor for et øget samspil mellem film og tv i de år, hvor både dansk film og DR-drama har fået international stjernestatus.
Sikken med- og modspiller, vi fra filmverdenen har haft i Ingolf! Det har været af uvurderlig betydning, at det var en mand af hans åndelige og kunstneriske format, der sad i rundkredsen og for bordenden, når vores kloder tørnede sammen både i inspirerende skabelsesprocesser og under hårde forhandlinger, og selv når vi har været mest uenige, har vi altid måttet anerkende den kompetence, der lå bag hans beslutninger.
Det har været Ingolfs adelsmærke, at han har haft sans for de kunstneriske kvaliteter, hvor de end valgte at gemme sig: i det ukurante, det krogede og det mærkelige, såvel som bag det arrogante og det storskrydende. Han har haft visionær kraft til at kunne se det kreative talents potentiale og til at skabe et rum for det at udfolde og udvikle sig i, på samme tid som han med held har bejlet til DR's kæmpepublikum.
Det er også forunderligt, hvordan Ingolf har evnet at gøre sig til ét med en institution, der er asiatisk i sin massekulturelle vælde, og samtidig er forblevet sit eget elitære og individualistiske selv. Måske er det, fordi denne tilsyneladende modsætning har passet som fod i hose til hans egen hemmelighedsfulde natur.
Ingolf har et pertentligt ydre, som lader ane et behov for orden i anledning af et vist indre kaos. Dette karaktertræk giver ham en direkte adgang til de grundlæggende elementer, der er forudsætninger for enhver skabelse. Uden orden kommer der ikke form på stoffet. Uden kaos er der slet ikke noget at skabe ud fra. Det er i den evige og umulige stræben efter en ligevægt, at man som ansøger med kunstnerisk gemyt genkender sin sjælefrænde og tør gøre sig forhåbninger om at blive forstået, når man skal forklare ham tanker, der endnu ikke har fundet deres form, men som man alligevel håber kan blive til film. Han har en rodfæstet intuition for stoffets væsentlighed og tilstedeværelse. Er der for alvor noget på spil? Det er en intuition, der ikke altid er til at argumentere med. Men den er altid værd at lytte til.
Ingolf Gabold er ikke sådan at blive klog på. Hvor han end fører sig frem, kommer Borsalinoen forrest som et tydeligt signal om hans sans for charlataneri. Det er, som om den siger "I ved ikke hvor I har mig, men kom bare an!" Sådan kender vi Ingolf, altid med et glimt i øjet og en ræv bag øret, altid med sans for det farverige drama. Ordet charlatan betyder svindler eller bedrager, men kan sprogligt henføres til pludren og sladdertaske, og det er vi mange, der genkender som særlige Gabold'ske specialiteter. Men lad jer ikke narre, måske er det ikke ham selv, der er charlatanen. De værste forførere er som bekendt dem, der stiller sig seriøst og rationelt an; med Ingolf er det omvendt, som en hofnar skilter han med det kulørte, men tag ikke fejl af den bagvedliggende intelligens' næsten puritanske alvor, der i det skjulte titter frem. Charlatanen kan vel vise sig at være dig selv.
Det umiddelbare møde efterlader indtrykket af et venligt og belevent menneske med en chevaleresk fremtoning. Først ved nærmere eftertanke bemærker man også øjnenes vagtsomhed. Lige så afslappet hans fremtoning i øvrigt er, lige så meget er hans lyse, hurtige øjne udtryk for hans intuitive agtpågivenhed; de iagttager, registrerer og reagerer umærkeligt på alt.
Jeg burde i virkeligheden være startet med Ingolfs ører. Manden er jo komponist og må være grundlæggende auditivt orienteret, og når man tænker på dét, kan man virkelig komme til at frygte, hvad man egentlig har lukket ud af vrøvl i tidens løb, for jeg er sikker på, at han har registreret det hele med sin frygtindgydende intelligens. Der er ingen tvivl om, at han finder sin egen nydelse i at studere menneskehedens idioti. Resultatet bliver sjældent afleveret direkte til misdæderen, men når han deler ud af sine iagttagelser til andre, er hans sarkasme som en nyslebet slagterkniv. Møder han tomme tønder, har han også svært ved at holde igen på drillerierne. Ingen kan som Ingolf med den kultiverede intonation og de uskyldige spørgsmål lokke det intetanende offer ud på dybere og dybere vand.
Heldigvis er han ikke smålig. Det kan godt være, at han registrerer alt, men jeg tror ikke, han nidkært noterer sig alt – snarere rummer han en indre barmhjertigheds-deleteknap, for som katolik i ordets bedste forstand har Ingolf også sans for, at det er menneskeligt at synde og fejle.
Måske derfor har han også et stort talent for at opmuntre, inspirere og give plads. Får han anledning til det, formår han også med en sjælden uforbeholdenhed at give udtryk for anerkendelse og beundring, og det gør han med udfoldelsen af en ynde og generøsitet, som er vidunderlig at være vidne til, fordi man mærker, at når manden for alvor er ramt, giver det sig udtryk i en vis blufærdighed, måske fordi hans intuition er løbet forud for selvkontrollen, og fordi den der rammes er genkendt, hvor sky over for andre mennesker man end er.
Ingolf har evnet at realisere sin vision om at slå bro mellem to tilsyneladende uforenelige størrelser: høj kvalitet og bred folkelig appel. Det giver håb for både kunst og underholdning i fremtiden, og det tjener DR til ære, at institutionen har givet plads til en chef, der passer så lidt ind i et djøf-skema. Man skulle tro, han ville være blevet spyttet ud af maskinens mund for længst, men tværtimod har han været favnet og elsket i årevis både af topcheferne og af alle os andre charlataner, cirkusfolk og skrankepaver i medieverdenen. Kære Ingolf, hvor bliver det kedeligt at skulle undvære dig på kommandobroen!