"Vi skal nok klare det," siger den psykisk ustabile unge mor til sin filminstruktørmand. Ni måneder forinden har hun født sit første barn. Fatalt overfladisk svarer ægtemanden: "Selvfølgelig kan vi det!" Og skynder sig ud af døren for at holde foredrag. Få timer senere har moderen dræbt parrets lille baby i et psykotisk anfald.
En horror story? Ja, men uden anden sensationalisme end at historien i utallige pinagtige detaljer baserer sig nøje på en tragisk hændelse i instruktøren Nils Malmros' eget liv. For 30 år siden mistede han sin datter under de samme omstændigheder, som skildres i filmen, og måtte opleve, at hans ægteskab samtidig hang i den tyndest tænkelige tråd. Kunne han hjælpe den kvinde, han elskede, ud af mørket? Kunne såret fra den frygtelige hændelse nogensinde heles?
Med stort mod fortæller den højt ansete auteur Nils Malmros i "Sorg og glæde" om et grufuldt livskapitel, der med årenes gang ikke blev mere traumatisk, end at han kan se det direkte i øjnene og stadig er gift med den kvinde, der myrdede deres barn. På film bliver det til en historie om den kærlighed, der vokser ud af prøvelserne – en voksen, ansvarlig kærlighed, i modsætning til den ungdommelige og næsten altid ulykkelige forelskelse, der ellers hjemsøger Malmros' mandlige hovedpersoner.
Total recall
Den 69-årige Malmros bygger sine film på noget, der meget minder om total recall. Som en erindringskunstner, der kan indfange svundne situationer, karakterer, stemninger og hverdagsliv med nærmest uhyggelig præcision, indtager han en position for sig helt fremme i første række af dansk film, beundret af Lars von Trier og gang på gang belønnet med danske filmpriser.
Barndommens land var i mange år Malmros' særlige territorium, f.eks. i det både vittige og sensitive hovedværk "Kundskabens træ" (1981), der følger en skoleklasse gennem flere år, mens eleverne modnes for øjnene af én.
I "Sorg og glæde" ser man glimt af arbejdet med denne film og med den efterfølgende, "Skønheden og udyret" (1983), hvor en svag far nærer lidt for lune følelser for sin 16-årige datter.
Men den film, der klarest foregriber" Sorg og glæde", er "Kærlighedens smerte" (1991) om en maniodepressiv ung pige, der – "i lommen på sig selv", som hun siger – forgæves prøver at kæmpe sig ud af sin sygdom.
Erotisk udfordring
Fælles for de fleste af Malmros' unge heltinder er en yderst skrøbelig psyke og et stærkt svingende følelsesregister, ofte kombineret med stor erotisk tiltrækning og handlekraft.
Overfor denne på mange måder barnlige kvinde står så Malmros talrige alter-egoer, der fascineres og udfordres af hende, men selv fremtræder som et mere fornuftsbetonet borgerbarn med hæmmet følelesliv og seksualitet. Et resultat af 1950'nes og de tidlige 1960'eres småborgerlige moral og autoritære skolegang i såkaldt "bedre kredse".
Det var dengang, det var let at have en holdning til kærligheden, som Malmros har beskrevet således: "Du er først rigtig forelsket, når du er ulykkeligt forelsket."
Uden sidestykke?
I sine 11 spillefilm har Malmros lagt en minutiøs mosaik over sit liv, med en detaljemættet, nærmest pedantisk præcision, og dermed skabt et værk, der næppe har mange sidestykker i filmhistorien.
Hans personer bygger ikke kun på levende modeller – de ligner også modellerne rent fysisk. Sideløbende med sin instruktørkarriere har Malmros uddannet sig til læge, og der kan være noget næsten dissekerende over hans detaljerealisme.
Alligevel har en digter åndet på hele dette panorama over dansk skoletid, ungdomsliv og besværlig modning gennem årtierne. Præcision og poesi følges ad i et livsværk, hvor humoren og den milde ironi ofte lægger et perspektiverende skær over personernes trængsler.
Humoren fylder selvfølgelig mindre i "Sorg og glæde" end i mange af de foregående film. Til gengæld taler "Sorg og glæde" mere direkte og nøgent til følelserne end nogen af Malmros' øvrige film.
Tragedien rammer hårdt, men får også personerne til at vokse. For første gang i Malmros' mange erindringsfilm bliver de rigtig voksne.
"Sorg og glæde" har premiere 14. november. Filmen er produceret af Thomas Heinesen for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.
