Selv husker Tor Fruergaard sine teenageår som overvældende.
"Det med at få hår over det hele og vokse og få bumser og en mærkelig stemme. Det er jo virkelig en transformation, man går igennem – jeg husker det som ret forfærdeligt," lyder det fra den i dag 34-årige instruktør bag animationsfilmen "Vokseværk".
I "Vokseværk" møder vi den sky, indadvendte teenager Fabian, der bor ude på landet med sin dominerende dyrlægemor. Da den erfarne storbypige Felicia dukker op på klinikken med sin kulrede hund, falder Fabian pladask for hende. Og mens hans sexforskrækkede mor går i gang med at kastrere hunden for at "hjælpe den af med dens frustrationer", indleder Fabian og Felicia en teenageromance. Der er bare et lille problem: Hver gang Fabian bliver ophidset, forvandles han til en varulv.
Alternative manderoller
"Vi bruger varulven som et billede på den mandlige seksualitet," forklarer Tor Fruergaard og henviser til samarbejdet med manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen. Ligesom i Fruergaards afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, "Venus", hvor et par vover sig ind på en swingerklub for at få kickstartet deres sexliv, er seksualiteten også et centralt emne i "Vokseværk".
"Der er noget skam forbundet med det at have en aggressivitet i kroppen, som man ikke ved, hvad man skal gøre ved," siger Fruergaard med reference til puberteten, hvor kroppen forandres, og seksualiteten buldrer derudaf.
"Alle får jo en eller anden periode, hvor de er enormt skrøbelige – hvad tænker andre om dem, og hvordan ser de ud og den slags ting."
For Fruergaard var det vigtigt, at hovedpersonen Fabian er en skrøbelig og forsigtig type – noget, der går igen i flere af hans film:
"De mandlige hovedkarakterer i mine film er ikke specielt machoagtige. Det er nogle følsomme mænd, der også kan blive enormt kede af det og vise følelser. Jeg synes, det er super vigtigt at vise nogle alternative manderoller," lyder det fra instruktøren, der selv var et følsomt barn – "en rigtig tudeprins", som han beskriver det.
Som ung endte han i punkmiljøet i Århus, og koblingen mellem det vilde og skrøbelige går igen i hans film.
"Jeg synes, det er spændende at sætte nogle sårbare mennesker ind i et voldsomt miljø," siger han.
Et univers af papir
Filmens univers er bygget af papir – lige fra karaktererne, der er malet på papir, til rekvisitter og baggrunden, der er lavet af silkepapir. Mens de fleste animationsfilm er skabt på en computer, har alt i "Vokseværk" i første omgang fået liv i den fysiske virkelighed.
"Alt er lavet virkeligt, og så har vi lyssat og brugt stop-motion. Jeg elsker at have det uden for computeren så længe som muligt. Det er meget sjovere at stå og skære noget ud i pap og male det end at lave det i Photoshop," lyder det fra animationsinstruktøren, der har tegnet, siden han kunne holde på en blyant.
Desuden var det et mål at lave et univers, der så specielt ud.
"Jeg har etableret et benspænd, der går ud på, at jeg ikke vil arbejde med 3D. Det gør, at alt det, jeg laver, har et anderledes analogt udtryk. At man har nogle overflader og teksturer, som har penselstrøg og fingeraftryk – at man kan se, at det er noget, der er lavet af menneskehænder og ikke en computerpensel."
I det hele taget har målet for Fruergaard og hans hold været at lave en film, der skiller sig ud fra den typiske animationsfilm med karikerede Mickey Mouse-stemmer og sort-hvide karakterskildringer. Instruktøren fortæller, at han blandt andet er inspireret af den japanske animator Hayao Miyazaki, hvis karakterer netop er nuancerede og fulde af gråtoner.
"Det er vigtigt, at det er troværdigt. At man tror på karaktererne. Der er for eksempel ikke nogen tvivl om, at det er moren, der er skurken i filmen, men samtidig ville vi ikke fremstille hende som gennemgående ond. I virkeligheden vil hun som andre mødre sit barn det bedste. Hendes projekt er bare helt misforstået."
"Vokseværk" er udvalgt til den internationale kortfilmkonkurrence på Toronto Film Festival. Filmen er produceret af Nynne Marie Selin Eidnes for First Lady Film..