Det er ikke, fordi "Ai Weiwei The Fake Case" skorter på opsigtsvækkende optrin. Men midt i dokumentarfilmens myriade af biljagter, statsautoriserede chikanerier, en bogstavelig pengeregn og en overtræt kunstner, som falder i søvn hvor som helst og når som helst, stikker en enkelt scene ud som særligt absurd. I hvert fald hvis man spørger enmandshæren Andreas Johnsen, der både er idémand, kameramand og instruktør bag den begivenhedsrige og intimt filmede pakke.
Det er således Johnsen selv, der filmer situationen, hvor Kina-korrespondenten for britiske ITV stadigt mere desperat forsøger at vriste et interview ud af den i dag 57 år gamle Ai Weiwei. Optrinnet udspiller sig i forlængelse af kunstnerens prøveløsladelse oven på 81 dages varetægtsfængsling, beskyldt for at have fiflet med skatten i sit firma, Beijing Fake Cultural Development Ltd. Men myndighederne – det vil sige Det Kommunistiske Parti – har givet det bamsede fænomen mundkurv på, og derfor kan Ai Weiwei umuligt svare på pressens spørgsmål: "You can film me while I'm taking a shower," tilbyder kunstneren i stedet.
Noget overraskende afslår ITV-korrespondenten det potentielle scoop: "It's a family show, Weiwei. It's evening time, children are watching," forklarer briten.
Roderiet ender med, at journalisten i stedet lægger billet ind på et solointerview, så snart Ai Weiwei igen må tale frit. Det gør han med ordene: "It would be very good for me … because it's you."
Filminstruktør Andreas Johnsen husker alt for godt sine blandede følelser, da han forevigede den akavede scene:
"Jeg var ved at grave mig ned af pinlighed på journalistens vegne. Men også ved at dø af grin, fordi Weiwei tog så meget pis på situationen. Han tilbød jo i princippet et kunstværk, en performance, til ITV, og journalisten var dum nok til at takke nej. Journalisten ville interviewe Weiwei om censur, men censurerede selv det, som Weiwei kunne tilbyde ham. Den scene var bare så metaagtig og absurd."
Filmet under prøveløsladelse
Den autodidakte Andreas Johnsen har lavet dokumentarfilm siden 2003. Instruktøren er kendt for at arbejde som en lone wolf, der drager til nogle af klodens mindst sikre egne og uden snert af iscenesættelse kommer tæt på stadigt større problemstillinger i stadigt større brændpunkter. Med "Ai Weiwei The Fake Case", der er Johnsens tiende dokumentarfilm, kommer instruktøren tættere på, end nogen tidligere har været på den systemkritiske Ai Weiwei, der undervejs kåredes som verdens mest magtfulde kunstner af Art Review Magazine.
Dokumentarfilmen er blevet til over tre år, hvor Andreas Johnsen jævnligt har besøgt Ai Weiwei i hans hjem, studie, produktionshal og kontor i Beijing. Selve slutproduktet begrænser sig dog til den nerveflossede periode – fra sommeren 2011 og et år frem – mens kunstneren er prøveløsladt, men tiltalt for skatteunddragelse for flere millioner dollars. Det er en betændt sag med politiske over- og undertoner, og det viser sig hurtigt, at han systematisk overvåges og skygges. Uroen forplanter sig i den temperamentsfulde Ai Weiwei, der lider af søvnløshed og mareridt, når han endelig overgiver sig til søvnen. Et uudsletteligt minde om sin varetægtsfængsling – eller "kidnapning", som han selv omtaler de knap tre måneder, hvor end ikke hans advokater eller familie havde kontakt til ham, og han ikke vidste, hvorfor han var tilbageholdt.
"Der var to soldater i Weiweis celle døgnet rundt. De havde vagtskifte hver sjette time og marcherede frem og tilbage, mens han sov. Det var psykisk terror," siger Andreas Johnsen.
Ai Weiwei skabte seks skulpturer med scener fra sin tid i fængsel – som denne, der viser kunstneren sovende i sin celle, overvåget af to soldater. Foto: Andreas Johnsen
At overtale en rebel
Via en smule kreativ tænkning og hjælpsomme kontakter lykkedes det i 2009 filmmageren at skaffe sig Ai Weiweis kinesiske mobilnummer, fast besluttet på at lave en dokumentarfilm om kunstneren.
"Men det var han ikke specielt interesseret i. 'Alle vil hele tiden lave film om mig,' sagde han. 'Det vil tage for meget af min tid, og jeg har travlt.' Det skræmte mig nu ikke væk, og så begyndte jeg ellers at skrive mails til Weiwei og forklare, at det ikke er min stil at stjæle folks tid. Jeg følger bare med og stiller næsten ingen spørgsmål."
I foråret 2010 intensiverede Andreas Johnsen sin indsats for at overtale kunstneren. Danmark er et lille land, og i kunstverdenen kender næsten alle hinanden. Derfor var det også muligt for den ihærdige filmmager at få Ai Weiweis danske gallerist til at agere kurér.
"I Beijing afleverede han en pakke, der bestod af et håndskrevet brev og mine film på dvd. Weiwei satte 'Murder' (om Nicaraguas nultolerante abortlovgivning, red.) i dvd-afspilleren og så, hvordan jeg i åbningsscenen tager røven på en politiker, der bliver meget fornærmet. Det kunne Weiwei godt lide, og han gav sin personlige assistent besked på at ringe mig op og give mig grønt lys. Et par måneder senere besøgte jeg ham første gang, og efter middagen den første aften gav han mig lov til at begynde at filme."
Ai Weiwei-testen
Med sin nyeste dokumentarfilm vil Andreas Johnsen ikke blot sætte fokus på Ai Weiweis situation. Han griber ud efter en enestående mulighed for at pejle, hvilken retning Kina kører i netop nu:
"Det er også en film om det kinesiske samfunds udvikling gennem de seneste 10 år. Jeg havde længe grublet over, hvordan jeg kunne gribe det an. Det ville blive kedeligt at vise det gennem en eller anden aktivist, som sad foran sin computer og prøvede at sprede materiale på internettet. Men en kunstner, derimod, som laver monstrøs kunst og kommunikerer med verden på alle mulige måder ... Dét måtte der være gode billeder i," siger den 39-årige dokumentarist.
Du fulgte Ai Weiwei og hans store stab over syv omgange igennem tre år. Hvordan forløb det, helt konkret?
"Normalt kan det være svært at blive inddraget i sociale sammenhænge, når man kommer anstigende med sit kamera. Ikke mindst i Kina. Men med tiden blev jeg en del af Weiweis entourage. Jeg var ofte med ude at spise, og jeg fik aldrig at vide, at jeg ikke var velkommen. Jeg skulle dog kæmpe for at komme derind. At blive accepteret."
Hvordan blev du testet af Ai Weiwei?
"Han var meget sådan, at hvis jeg ville lave den film, så skulle jeg selv sørge for at følge med. Det var mit eget ansvar at følge trop. Ellers var det bare too bad. Når man ikke taler kinesisk, og Weiwei samtidig er enormt fåmælt af natur, så bliver det hele lidt problematisk. Bare det at holde styr på, hvor han befandt sig. Hvis jeg endelig fik fat på ham over telefonen, så sagde han navnet på en restaurant på kinesisk. Og så måtte jeg selv regne resten ud. Jeg skulle bevise mit værd. Sådan gør han hele tiden med alle omkring sig."
Ai Weiwei modtog et beløb svarende til omkring 8 millioner kroner af sine tilhængere, der ville hjælpe kunstneren med at betale for sin appelsag. Nogle sedler blev kastet ind over muren til Ai Weiweis have som papirflyvere eller pakket omkring et stykke frugt. Foto: Andreas Johnsen
Overlister myndighederne
Selvom Andreas Johnsen og Ai Weiwei, ikke uden dramatik, opsporer to af de agenter, der konstant spionerer kunstneren, bliver man aldrig klog på, hvem der egentlig udstikker ordrerne om at overvåge ham. Den usynlige fjende må dog befinde sig højt i Det Kommunistiske Partis hierarki.
"Det kan være svært at forstå, hvorfor Weiwei bliver betragtet som så farlig en modstander. Han har selvfølgelig et stort følge – også inden for landets grænser. Men han kræver jo bare, at kommunistpartiet respekterer lovgivningen og folks basale frihedsrettigheder," siger Andreas Johnsen.
Undervejs har det imponeret danskeren, hvordan Ai Weiwei, der fortsat har udrejseforbud fra Kina, bliver ved med at udfordre myndighederne. At han igen og igen presser citronen med den ene udspekulerede provokation efter den anden. Som da kunstneren, der er søn af to systemkritikere, filmer sig selv via webkameraer over sin seng og arbejdsstation døgnet rundt og dermed overflødiggør statsmagtens udspionering:
"På det ugentlige møde hos politiet bad de ham droppe projektet. Han udbattler dem jo. Det er temmelig sejt gjort, og han kan slet ikke lade være. Der er ingen tvivl om, at trangen til at gøre oprør ligger i hans gener."
Sammenlignet med dine tidligere dokumentarfilm – hvor svær har det været at lave denne?
"Det har nok været den sværeste. På grund af Weiweis presseforbud var det ulovligt for mig at filme, så jeg skulle passe på ikke at blive opdaget. Hver gang jeg var på besøg i Beijing, var han under et enormt pres, og al den stress bliver man jo påvirket af. Det var nogle intense uger hver eneste gang."
Hvad synes Ai Weiwei om din film?
"Han er positivt overrasket. Faktisk troede han ikke, at jeg ville lave en god film med alle de forhindringer, han havde udsat mig for. Da han så det første udkast, erklærede han, at han var så glad, at han ville gøre alt for at hjælpe i den sidste fase. Og så bad jeg ham om at stille nøgen op til plakaten. Det gjorde ham først lidt nervøs. Men han havde jo lovet mig at opfylde mit ønske."
Kommer dokumentaren til at få konsekvenser for Ai Weiwei?
"Det kan han ikke vide. Det ved ingen af os. Det må tiden vise."
Ai Weiwei The Fake Case er udtaget til hovedkonkurrencen på dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam, der løber fra 20. november til 1. december. Filmen er produceret af Katrine Sahlstrømm for Danish Documentary og Andreas Johnsens eget selskab Rosforth Films.
Ai Weiwei The Fake Case
Da den verdensberømte kunstner Ai Weiwei løslades efter 81 dages isolation i et kinesisk fængsel er han kun en skygge af sig selv. Han lider af søvnproblemer og hukommelsestab, hans hjem og studie overvåges af 18 kameraer og konstant politiopbud og han er underlagt massive restriktioner. Journalister, kunstverdenen og hans familie gør alle krav på opmærksomhed og oven i det anklager den kinesiske stat ham for gigantisk skattesnyd i millionklassen - en sag han døber 'The Fake Case' på grund af de åbenlyse falske forudsætninger og anklager.
