European Film Promotion har i dag udpeget de ti unge skuespillere, der skal være Shooting Stars ved Berlin Filmfestivalen i februar, og blandt dem er danske Esben Smed. Også tyske Louis Hofmann, der spiller overfor Roland Møller i "Under sandet", er udtaget.
26 europæiske lande har instillet en skuespiller, og en jury har dernæst valgt de ti ud, der skal præsenteres i Berlin.
Esben Smed – Danmarks Shooting Star
Danske Esben Smed får i dette forår premiere i sin første hovedrolle i Jacob Bitschs filmatisering af Jonas T. Bengtssons roman "Aminas breve". Biografpublikummet har allerede bemærket den unge skuespiller i rollen som John "Faxe" Jensen i sidste års "Sommeren 92", og tv-publikummet kender ham som Nicky fra DR TV's to sæsoner af "Bedrag".
Shooting Stars komitéen giver Esben Smed disse ord med på vejen: "Her er noget af en intens høj-oktan-dansker. At møde ham, når han er vred, er ganske rystende. Og vi mener det i den bedste betydning. Esbens nærvær er ubestrideligt og fylder lærredet med kant."
I "Aminas breve" har Esben Smed rollen som Janus, der, netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Han har én klar mission. Han skal finde gymnasieveninden Amina – koste hvad det vil. Hun har med sine mange breve givet Janus trøst og tro på fremtiden, mens han var indlagt. Men pludselig stoppede strømmen af de livsvigtige breve. Janus er overbevist om, at noget alvorligt er sket hende og begynder at samle puslespillets mange brikker. Jagten på sandheden fører ham ud på en farlig detektivfærd i storbyens dunkle gader, hvor alle, der kender Amina, synes at skjule noget.
Manuskriptet til "Aminas breve" er skrevet af Anders Ølholm, Niels Buchholzer er fotograf, og Søren B. Ebbe er klipper. Birgitte Skov producerer for Toolbox Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR. Scanbox Entertainment distribuerer filmen i biograferne fra 9. marts.
Louis Hofmann – Tysklands Shooting Star
Tyske Louis Hofmann er den yngste blandt dette års Shooting Stars, men har allerede vundet flere priser for sin rolle som ung tysk soldat i Martin Zandvliets "Under sandet", der er Danmarks deltager i kapløbet om en Oscar-nominering.
Senest har Hofmann haft hovedrollen i Jakob M. Erwas "Die Mitte der Welt", et coming-of-age-drama baseret på en populær, tysk ungdomsroman.
Om Hofmann siger juryen:"Han er et af de her rå talenter – levende, naturlig og tilsyneladende ubesværet. Louis bevæger sig fra scene til scene med en bemærkelsesværdig uskyldighed, der stråler ud af lærredet."
Shooting Stars
Organisationen European Film Promotion vil med Shooting Stars promovere nye europæiske skuespillere, der har potentiale til at få internationalt gennembrud. Arrangementet, der har 20-års jubilæum denne gang, afvikles i den første weekend af Berlin Filmfestivalen.
De unge Shooting Stars skal op ad den røde løber, deltage i pressemøder, fotosessions, middage, gallafester og after-parties og mødes med castere, producere og en lang række andre filmfolk. Alt det skal skabe opmærksomhed om de kommende unge stjerners internationale karriere.
Shooting Stars fremhæver tidligere Shooting Star, Pilou Asbæk, som eksempel på, hvad arrangementet kan betyde for en ung skuespillers karriere. Asbæk mødte i 2011, hvor han var Danmarks Shooting Star, casting-agenterne Lucinda Syson og Avy Kaufmann. Syson castede ham siden til Pontius Pilatus i "Ben Hur", og Kaufmann fik ham med i det psykologiske drama "Woodshock", hvor man vil se ham spille sammen med Kirsten Dunst. Syson er i år medlem af Shooting Stars-juryen.
Berlin Filmfestivalen afholdes 9.-19. februar.