Et fiskerdrama på ægte jysk

PREMIERE. Søren Balle spillefilmdebuterer med "Klumpfisken", en personlig udviklingshistorie i en ramme af torskefiskeri og kvotespekulation og med et drys kærlighed. Peter Nicolai Gudme har talt med instruktøren, der selv er født i Nordjylland. Biografpremiere torsdag den 6. marts.

"Det kan være svært at gebærde sig i sådan et lillebitte, nordjysk miljø, hvis man rammer forkert ind i det," siger Søren Balle om indspilningerne af sin debutfilm "Klumpfisken". "Men da Jolle – en hen ved 70 år gammel fisker fra Hirtshals – sagde god for os, åbnede alting sig."

"Det vigtigste er, at det føles virkeligt: Ville man sige sådan? Ville man gøre det der?"

Jolle kom til at fungere som både fiskeriteknisk konsulent og bølgebryder i byens fiskermiljø for filmholdet. Jolle læste manus igennem og lærte Søren Balle og hans hold om fiskekvoter og snurrevod, og hans anseelse i byen sikrede dem velvilje på Skipperkroen, hvor fiskerne holder til og drikker deres bajere i en evig dis af cigaretrøg. Og ikke mindst er det på Jolles kutter – HG35 Vendelbo – at meget af handlingen foregår.

Vigtigt ikke at gøre nar

"Han har været en fuldstændig uvurderlig hjælp," siger Søren Balle om fiskeren, som holdet lærte at kende gennem researchen forud for optagelserne. Senere opholdt filmholdet sig tre måneder i Hirtshals, mens de optog filmen, der handler om den midaldrende fisker Kesse, som er blevet forladt af sin kone og er presset på finanserne i en vanskeligt rentabel metier. Fra den ene side lokker sort fiskeri og kvotefusk, og fra den anden frister en charmerende kvindelig havbiolog, der forsker i fiskebestande, men som de andre fiskere betragter som fjenden selv. Begge tiltrækninger tvinger Kesse til at tage sit liv op til alvorlig overvejelse.

"Tæppet er ved at blive trukket væk under ham, og hans dilemmaer og kamp for at holde fast i sig selv og sin identitet eksponeres," siger Balle om hovedpersonen i "Klumpfisken", der bygger på det prisbelønnede teaterstykke af samme navn.

"Stykket ramte mig, fordi det ikke gjorde nar. Det er mærkeligt og skidejysk. Men det er gjort med en kærlig hånd," siger Balle, der efter at have set stykket, slog kloen i dets forfatter, Lærke Sanderhoff, og udviklede filmens manuskript i samarbejde med hende.

Klumpfisken_ved_fyret

Både Balle og Sanderhoff stammer fra Nordjylland, og for instruktøren har det været en æressag at gengive sin hjemegn ukarikeret.

"Jeg har gået og været indigneret over, hvordan jyske karakterer bliver portrætteret i dansk film. Jyskheden bliver altid brugt som comic relief. Den dumme nabo, han er altid jyde. Det ulmede i mig. At finde et projekt, der havde noget ægte jysk over sig."

Kun skuespillere fra Nordjylland

Men hvad karakteriserer egentlig nordjyderne?

"Der ligger en kollektiv historie deroppe, om at det har været barsk. Også nu er det svære vilkår økonomisk. Der er noget tragisk, der bliver blandet med noget lune, og som er helt magisk beskrevet i sproget og dets melodi," siger instruktøren, der udelukkende castede skuespillere, der kom fra den samme egn, som de karakterer, de skulle skabe – for eksempel hovedrolleindehaver Henrik Birch, der er opvokset fem kilometer fra Hirtshals.

"De forstår det helt ind til knoglerne. Hvad det handler om. Hvordan tonen er," siger Balle, der mener, at han selv som nordjyde har haft et særligt gehør i forhold til at portrættere Vendelboerne:

"Den her film lever på en slags dokumentarisk skildring af et miljø. Det vigtigste er, at det føles virkeligt: Ville man sige sådan? Ville man gøre det der? Det kunne jeg mærke utrolig let."

Det dokumentariske slår også igennem i skildringen af livet på søen. Instruktøren insisterede på, at man ikke kunne snyde og optage inde fra havnen, men at holdet og kutteren skulle ud på det åbne hav og fange levende fisk. Også i stormvejr.

"Vi skøjtede rundt i hinanden. Det var fuldstændig kamikaze. Alle blev søsyge på skift. Folk kastede op over rælingen, siger instruktøren. "Men det er prisen."

Claudia Siesbye Halsted har produceret for Film Maker med støtte fra New Danish Screen.

Trailer