Et kys som et tveægget sværd

INTERVIEW. "Putin's Kiss", der lige nu vises i konkurrence i Amsterdam, tegner et portræt af en generation af unge i Putins Rusland, som tror på fremtiden, men som er fanget i lederens benhårde styring af landet. Anna Bridgwater har talt med instruktør Lise Birk Pedersen.

Vi er på en ungdomslejr i Rusland, hvor smilende unge fester i strålende solskin. Næste scene er grynede aftenoptagelser fra et overvågningskamera. En gruppe mænd sparker og slår en skikkelse, der ligger sammenkrøllet på jorden.

"Nashi er en organisation, som på den ene side har Mashas smilende ansigt, på den anden side har som mål, at intet må ryste det nuværende styre."

Begge scener stammer fra "Putin's Kiss", en dokumentarfilm om det moderne Rusland under Vladimir Putin. Sommerlejren i filmen er organiseret af Putins ungdomsbevægelse, Nashi, og da vi møder den charmerende hovedperson Masha i begyndelsen af filmen, er hun en af bevægelsens ledende unge.

Filmens fortæller er den kritiske journalist Oleg Kashin, som bliver Mashas ven, og som kommer til at spille en stadig større rolle i historien.

Rusland i dag

"Nashi er en organisation, som på den ene side har Mashas smilende ansigt, på den anden side har som mål, at intet må ryste det nuværende styre," siger Lise Birk Pedersen, filmens instruktør.

Den slags kontraster er gennemgående i "Putin's Kiss": vold og glade unge, betonblokke og glitrende skyskrabere. Kontraster akkurat som i det moderne Rusland, fortæller Lise Birk Pedersen.

Filmen tager os med til både det nyrige Rusland og det grå univers skabt af Sovjetunionens kommuniststyre. Vi møder velklædte borgere med laptops og blege, duknakkede grupper af unge.

Instruktøren fik først øje på landets kontraster, da hun i 2008 optog filmen "Nastyas hjerte" om en ung pige på et børnehjem i Sankt Petersborg:

"Jeg havde aldrig før set så mange dyre biler eller kvinder i lækkert og dyrt tøj. Jeg var overrasket over, hvor meget fremdrift der var. Jeg så, at der var andet end armod i Rusland, og jeg fik lyst til at undersøge, hvad det var, og vise det enorme skel i landet."

Forførelse

Rusland har altid fascineret Lise Birk Pedersen, og hendes fascination blev ikke mindre, da hun mødte landets priviligerede unge:

"Da jeg mødte Masha og organisationen Nashi, var jeg solgt. Nashi kan det med at forføre. Masha satte sig foran mig og sagde: 'Vores plan er at gøre Rusland til den globale fører i det 21. århundrede.'"

Instruktøren er sikker på, at folkeforførelsen er en bevidst strategi i Nashi, hvor Vladimir Putin dyrkes som et popidol:

"Studerende fra Moskva Universitets journalistuddannelse lavede en kalender til Putins fødselsdag, hvor afklædte piger siger: 'Putin, jeg elsker dig.' Den kommunikationsform er dybt forankret i Rusland. Det er ikke populært at være kritisk. Der kan kun være én vej frem, og den vej er bestemt af Putin."

Filmen har fået titlen "Putin's Kiss", fordi Masha engang under et møde kyssede Putin på kinden.

"Der ligger selvfølgelig en dobbelthed i det kys. Er det godt eller dårligt for Masha? Hun får noget ud af det. Hun får det gode job på en tv-station, hun har sin egen bil og sin egen lejlighed, mens de fleste på hendes alder i Rusland stadig bor hos forældrene."

Politik og kritik

"Men samtidig forventes total loyalitet," siger Lise Birk Pedersen. "Det var et kys, der havde sin pris."

Forførelsen har en bagside, og det er ugleset at afvise forføreren. I filmen oplever vi på tæt hold den fare, som man udsætter sig selv for, hvis man kritiserer magthaverne.

"Filmen følger Mashas dannelsesrejse fra Nashi og til, at hun konfronteres med en række moralske dilemmaer. På et tidspunkt bliver hun tvunget til at angive nogle af sine nye venner, og der begynder at gå en prås op for hende. Hun får at vide, at hun må vælge mellem Nashi og sine venner. Et umuligt valg for Masha," siger Lise Birk Pedersen.

I "Putin's Kiss" er helte- og skurkerollerne tydeligt fordelt, og det er instruktøren bevidst om.

"Det er svært at undgå, at Nashi bliver skildret som de onde, og oppositionen som de gode. Lige meget hvad, så kommer jeg fra Danmark. Jeg tror på demokrati, og det er synligt i filmen. Man kan ikke løbe fra sit udgangspunkt."

Og det er også det, som filmen handler om, siger Lise Birk Pedersen: "Rusland er stadig præget af sin fortid. Den smider man ikke væk bare på en enkelt generation. Den form for transformation tager tid."

Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM#73, november 2011.