Lone Lauritzen lægger ikke fingre imellem: en stor af arbejdet som statist handler om at vente. Og vente. Og vente. Tålmod er en dyd, og Lone Lauritzen er en både dydig og dygtig statist. Én af de allermest erfarne faktisk. Men hvordan bliver man overhovedet statist? Eller måske vigtigere endnu: hvorfor?
Lone Lauritzen har set mere end de fleste. Hun har været statist i 45 år og arbejdet med alle de store fra Erik Balling til Lars von Trier. Hun har været på sættet på alt fra "Matador" til "Rejseholdet". Lavet natoptagelser i provinsen og reklamefilm i Prag.
FILMupdate har talt med Lone Lauritzen om at være statist, om skuespillerdrømme, kraniebrud og sammenholdet blandt statister.
Hvad er din baggrund?
"Jeg er uddannet cand.merc.jur., men jeg begyndte faktisk derefter at arbejde som journalist. Nu er jeg på efterløn, men jeg skriver stadig for Lægemagasinet og er bistandsværge for personer med en behandlingsdom. Og så er jeg jo statist.
Du har lavet lidt af hvert. Men hvordan begyndte du som statist?
"Jeg har været statist i 45 år. Det hele begyndte, da jeg studerede, hvor jeg så kunne tjene lidt penge og tilmed få gratis mad. Da jeg så blev færdig med min uddannelse, blev jeg bare ved. Jeg er ikke god til fast arbejde og vil gerne kunne råde over min tid. I den forbindelse har de forskellige statistroller passet fint ind."
Hvordan er det foregået rent praktisk for dig?
"Jeg har altid været tilknyttet et bureau. Man kan godt blive sendt ud på sit bare ansigt, men på større opgaver går man altid til casting."
Er der et miljø eller sammenhold omkring statister?
"Jeg mødes personligt med mange, jeg kun ser på optagelser. Vi er en lille flok, der har været med i mange år, som mødes og bruger ventetiden på at udveksle anekdoter. Og der er meget ventetid. Vi griner og snakker, men vi er altid klar, når kameraet ruller. Og så gør statistjobbet også, at man kommer steder hen, man ellers aldrig ville se."
Har mange statister skuespillerdrømme?
"Der er bestemt nogle med skuespillerdrømme, men de holder ikke længe. Det meste er jo ventetid, og selvom der skal siges en replik ind imellem, er der flere opgaver, hvor man 'bare' er statist. Men det er hyggeligt at være statist. Man møder andre statister, og i langt de fleste tilfælde bliver vi behandlet super godt, og vores arbejde værdsættes. Men da jeg netop gerne vil råde over min tid, har skuespillerhvervet aldrig været frit nok for mig."
Lone Lauritzen har i sin lange statistkarriere spillet med i blandt andet "Matador", "Krøniken", "Rejseholdet" og "Skytten" – hertil kommer adskillige reklamefilm. Hun er blevet sendt til Prag for at være med i en reklame for Orange, og blandt de mere ikoniske reklamefilm i dansk sammenhæng var hun sågar med i Lars von Triers reklame for Ekstra Bladet tilbage i 1987. Ja, dén med saunaen.
Har du nogle gode historier fra settet, du må dele?
"Til tv-serien 'Rejseholdet' fik jeg lavet et åbent kraniebrud og skulle ligge på retsmedicinsk på Bispebjerg. I pausen gik jeg rundt på hospitalet og havde glemt, at jeg havde et åbent sår, så da én af de ansatte på hospitalet kom hen og ville hjælpe, fandt jeg det alligevel bedst at blive ved filmholdet.
Jeg kan huske, at jeg engang sov mig igennem en hel reklamefilm. Det var en natoptagelse, og de andre havde lovet at vække mig, men jeg vågnede først, da der blev sagt tak for i dag – der var ingen, der opdagede det!"
En tilværelse som statist er en ydmyg og værdig tilværelse for Lone Lauritzen. Der er ventetid, javist, men det indebærer for hende mere frihed end begrænsning. At se flere mennesker og flere steder. Frem for en rolle i skyggen er man en del af det store hele. Og det er ikke sådan at kimse ad.