Into Eternity i fint selskab

Michael Madsens atom-dokumentar "Into Eternity" er nomineret til International Green Film Award 2010 ved Cinema for Peace i Berlin. Miljøprisen uddeles af Mikhail Gorbachev og Leonardo DiCaprio.

"Into Eternity" er nomineret til en International Green Film Award 2010. Prisen uddeles af Cinema for Peace-organisationen, der hvert år ærer markante film, selskaber og personer, der fremmer fred, tolerance, menneskerettigheder og miljøbeskyttelse.

På hvilke sprog og med hvilke symboler advarer vi fremtiden?

International Green Film Award 2010 gives for at sætte fokus på klima- og miljøproblemer. Prisen uddeles ved en stor gallabegivenhed i Konzerthaus Berlin den 15. februar under overværelse af en stribe internationale notabiliteter som Catherine Deneuve, Rwandas præsident Kagame, Sir Bob Geldorf og Sir Christopher Lee.

Fakta

"Into Eternity" vandt Politikens Publikumspris på CPH:DOX 2009.

www.intoeternitythemovie.com

www.cinemaforpeace.com

"Into Eternity"

"Into Eternity" tager sine seere med ned i Finlands undergrund, hvor store mængder atomaffald skal isoleres fra alt levende i 100.000 år. Men hvordan sikrer vi os, at det farlige affald forbliver der? På hvilke sprog og med hvilke symboler advarer vi fremtiden?

I Michael Madsens film diskuteres de mange dilemmaer, som atomaffaldet efterlader til eftertiden.

"Into Eternity" er instrueret af Michael Madsen og produceret af Lise Lense-Møller for Magic Hour Films med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Magic Hour Films

Lense-Møller og Magic Hour Films er inde i en god stime på Cinema for Peace. De producerede også Anders Østergaards "BURMA VJ - Reporter i et lukket land", der sidste år blev hædret med Den Internationale Menneskerettighedspris, og de er medproducent på "Bananas!" af svenske Fredrik Gertten, der også er nomineret til en International Green Film Award 2010.

Kandidaterne til International Green Film Award 2010

Udover "Bananas!" skal Michael Madsen kæmpe mod nogle af Hollywoods aldertungeste drenge: James Cameron, Roland Emmerich og Robert Redford.

  • "Into Eternity", Michael Madsen (Instr.), Lise Lense-Møller (Prod.)
  • "Bananas!", Fredrik Gertten (Instr.), Margarete Jangård (Prod.)
  • "Crude", Joe Berlinger (Instr.), Michael Bonfiglio (Prod.)
  • "Home", Yann Arthus Bertrand (Instr.), Denis Carot (Prod.)
  • "Avatar", James Cameron (Instr.), Jon Landau (Prod.)/ For blockbuster-underholdning med et grønt budskab
  • Roland Emmerich: For blockbuster-underholdning med et grønt budskab
  • Robert Redford: For blockbuster-underholdning med et grønt budskab

Cinema for Peace er ikke en del af det officielle program på Berlin International Film Festival.