Onsdag vakte Oscarakademiet opsigt ved at annoncere, at en filmproduktion fra 2024 skal leve op til en række udskiftelige kriterier om inklusion af underrepræsenterede grupper for at blive nomineret til bedste film.
Akademiet er langt fra den eneste filminstitution, der i disse dage forsøger at rette op på en skæv repræsentation, hvor hvide, heteroseksuelle mænd fra middelklassen stadig dominerer både foran og bag kameraet. Det britiske filminstitut, BFI, lancerede i 2016 såkaldte Diversity Standards, der i deres konstruktion ligner dem, Oscar-akademiet nu indfører.
Kort sagt skal en filmproduktion for at få støtte hos BFI leve op til et vist antal parametre for repræsentation inden for to ud af fire kategorier: på lærredet (Standard A), på produktionsholdet (Standard B), i praktik/udviklingsforløb (Standard C) eller i marketingstrategier (Standard D). Det foregår som en tjekliste, hvor man kan krydse af, om repræsentationen gælder for køn, kønsidentitet, seksuel orientering, race/etnicitet, socioøkonomisk status, handicap, religion eller geografisk region.
Og har tiltagene så battet noget? Det har den britiske forsker Dr. Clive Nwonka fra London School of Economics and Political Science undersøgt i rapporten Race and Ethnicity in the UK Film Industry, der har fokus på racediversitet på lærredet og på produktionsholdet. Tirsdag morgen besøgte han Filminstituttet for at fortælle om sine forskningsresultater – til inspiration for både den danske filmbranche og Filminstituttet, som har arbejdet for en større mangfoldighed i branchen gennem en række initiativer siden 2014.
Hvide kvinder i front
Ikke overraskende er Nwonkas konklusion på, om BFI's diversitetspolitik har skabt større mangfoldighed i race og etnicitet, mere nuanceret end et ja eller nej. Men her er et par af hans hovedpointer:
- Initiativet har skabt et afgørende fokus på diversitet i filmbranchen. Der er kommet større racediversitet, særligt på lærredet, hvor halvdelen af produktionerne har levet op til mindst et af kravene om racediversitet. Det samme gælder bag kameraet på på 40 procent af produktionerne. Der er stadig lav racediversitet i hovedroller og afdelingsledere.
- Blandt de underrepræsenterede grupper har kvinder oplevet markant størst fremgang. På stort set alle parametre har dobbelt så mange produktioner angivet køn som diversitetsparameter end race bag kameraet. Ifølge Clive Nwonka tæller ikke-hvide kvinder i systemet ikke som kvinder, men som raceminoritet. Det er altså hvide kvinder, der bliver hyret på produktionerne. Det ser Nwonka som udtryk for to ting: For det første at det er beslutningstagerne, ofte hvide mænd, der definerer, hvad diversitet er. De har som følge af ubevidst bias tendens til at hyre mennesker, der ligner dem selv, og her er hvide kvinder tættest på. For det andet at #MeToo-bevægelsen har skabt fokus på sexisme og diskrimination mod kvinder, hvilket har ført til en holdningsændring både i filmbranchen og bredt i samfundet.
- At opnå større diversitet er ikke ensbetydende med at opnå antiracisme. Ifølge Clive Nwonka har branchen stadig ikke anerkendt den racisme, som raceminoriteter oplever. Derfor vil han som næste skridt i sin forskning arbejde med kvalitative interviews med ikke-hvide personer i filmbranchen.
Det handler om en holdningsændring
"Vi har brug for research," uddyber Nwonka efter sit oplæg. "Jeg har altid sagt, at en diversitetspolitik ikke kan eliminere racisme, den kan kun øge diversiteten. Vi har brug for at forstå empirisk de forskellige oplevelser, som ikke-hvide personer har på settet og i institutioner. Men det er svært at sige, hvordan en ikke-racistisk politik ser ud. En ikke-racistisk politik er nødt til at tænke ud over filmbranchen. Det handler om hele samfundet."
Så filmbranchen kan ikke forandre sig, medmindre samfundet forandrer sig?
"Det går hånd i hånd. #MeToo er et godt eksempel på en holdningsændring i samfundet, der har ført til større inklusion i filmbranchen. Siden min rapport udkom, har George Floyd-sagen skabt en ny bølge af Black Lives Matter. Spørgsmålet er, om det kan blive en katalysator for at anerkende strukturel racisme i filmbranchen. Der er blandt andet brug for, at man kan anmelde diskrimination og racistisk opførsel, og at det får konsekvenser."
I Filminstituttet har man valgt en blødere strategi med blandt andet oplysning og fokus på ubevidste bias frem for en top down-strategi som BFI's støttekriterier. Hvad mener du er den bedste tilgang?
"Til BFI's forsvar vil jeg sige, at initiativet nok var den bedste metode på det tidspunkt på grund af den ringe repræsentation i filmbranchen. Der var et behov for at gøre noget hurtigt. Top down-initiativer kan hæve tallene, men de skal kombineres med en politik omkring kultur og holdninger, for de er ikke langtidsholdbare i sig selv. Metoden er dog afhængig af konteksten i de forskellige lande og af, hvad attituden er i forhold til de mennesker, man ønsker at inkludere. Hvis en nation ikke har haft en opvågnen i forhold til race, kan top down-tilgangen blive mangelfuld, fordi den ikke beskæftiger sig med de underliggende problemer.
Jeg har kun været i Danmark i en uge, men ud fra hvad jeg har set og hørt, er jeg ikke sikker på, om Danmark har haft den opvågnen. Det er svært at opretholde en politik, der advokerer for raceinklusion, hvis man ikke mener, at racialiserede mennesker bliver ekskluderet. Hvordan tænker ikke-hvide danskere om repræsentationen af sig? Bliver der lyttet nok til dem, så de i tilstrækkelig grad kan præge en politik, og kommer de til at være i rummet, hvor den udformes? Hvad tænker hvide danskere om at diversificere deres film?"
Vil du anbefale Filminstituttet at indføre en diversitetspolitik?
"Ja, hundrede procent. Der er kæmpe værdi i at tænke på diversitet. Men man kan ikke bare kopiere den britiske tilgang. Den skal være tilpasset produktionskulturen og den samfundsmæssige situation i Danmark."
Danmark er ikke vant til at tale om race
Mødet med Clive Nwonka har givet Kirsten Barslund, Filminstituttets projektleder for mangfoldighedsindsatsen, meget at tænke over.
"Det var en øjenåbnende pointe, at der er forskel på inklusion og den oplevede erfaring. Som vi fx kan se ud fra #MeToo, er der forskel på at arbejde i en branche, og hvordan man har det i branchen. Jeg tror, det er rigtigt ikke at nøjes med diversitetstiltag, men også fokusere på, hvordan forholdene er for den enkelte," siger hun.
Kirsten Barslund bed også mærke i Nwonkas pointe om samfundets indflydelse på filmpolitikken. Fx er Filminstituttet i sine rapporter afhængig af data fra Danmarks Statistik, der opgør "nydanskere" ud fra deres baggrund – ikke-vestlig eller vestlig – frem for race.
"Vi er ikke vant til at have et raceblik i Danmark. Det kan være meget fremmed at forholde sig til. Clive Nwonka har fået mig til at tænke over forskellen på race og baggrund. Han stiller spørgsmål til vores vinkling, og det er altid sundt."
Filminstituttet satte fokus på etnisk mangfoldighed i 2014 i form af en mentorordning, castingworkshops, viden og rapporter. De initiativer kører videre, men der er ikke kommet nye til. "Det er der brug for, at vi kigger nærmere på," siger Kirsten Barslund, der har fulgt BFI's initiativ nøje. "Vi er dybt imponerede af, hvad BFI har sat gang i, og de er jo langt foran os. Vi har ikke taget nogen beslutninger, men diskuterer metoder og formål og kommer til at forholde os til spørgsmålet."