Hvor de fleste dokumentarister har som ambition at formidle noget autentisk, beskriver Boeskov det som sit mål at skabe fiktion ud af virkeligheden. Men så enkelt er det alligevel ikke …
Det første problem, der melder sig, når man skal skrive om Jakob Boeskovs debut som filminstruktør, "Empire North", er at finde en passende terminologi. Er det fiktion eller dokumentarisme? Selvportræt eller science fiction? Kunstprojekt eller filmisk fortælling?
Formodentlig er filmen lidt af det hele. En slags mockumentary udsat for den type greb, der inden for kunstens verden kaldes social intervention, tilsat selvbiografiske elementer og pakket ind i en futuristisk fiktionsramme. Forvirret? Det er vist også meningen.
Så lad os starte med at konstatere, at Jakob Boeskov (f. 1973) indledte sit professionelle liv med at udtrykke sig i tegneseriens format, og at han inden for de senere år har markeret sig internationalt som kunstner med en stribe projekter, der har dét tilfælles, at de griber direkte ind i virkeligheden.
I 2002 gennemførte han således en slags situationistisk performance, hvor han skaffede sig adgang til en våbenmesse i Kina, idet han udgav sig for at være en skandinavisk våbenhandler, som var ude på at afsætte et avanceret (fiktivt) våben, en såkaldt "ID Sniper Rifle”. Målet var at tage et objekt, der så at sige kunne være hentet i fremtiden, og placere det i nutiden for derefter at iagttage reaktionerne på det.
To år senere, i 2004, rejste han sammen med journalisten Mads Brügger rundt i USA og infiltrerede republikanernes kampagne op til genvalget af George W. Bush. Resultatet blev den grænsesprængende tv-mockumentary "Danes for Bush".
Vi er alle ansvarlige
Efter "Danes for Bush" besluttede Boeskov at bevæge sig væk fra metoden med at infiltrere virkeligheden med henblik på at afdække magtstrukturer og andre menneskers dårskab:
"Jeg synes, at det er et problem at kritisere magt,” sagde Boeskov, da han i 2008 præsenterede sit dengang endnu ufærdige filmprojekt på det årlige Branchetræf for dokumentarister i Ebeltoft.
"Jeg er kommet til den konklusion, at man ikke kan ændre verden ved at kritisere magthaverne. Det er humanismens problem. Magten bliver blot stærkere, når man kritiserer den. Derfor er jeg er begyndt at udvikle en mere personlig tilgang. Jeg vil ikke længere kigge på politikere eller våbenhandlere, men på mig selv.”
Resultatet er blevet "Empire North", en besynderlig hybrid af en fortælling, som instruktøren selv har kaldt både "narcissistisk” og "megaloman”.
I filmen møder vi Boeskov selv i en række dagsbogssekvenser, hvor han, samtidig med at vi ser ham i forskellige hverdagsagtige situationer med kæresten Honey, fortæller om sin karriere som først tegneserietegner og siden kunstner. Efter 9/11, betror han os, følte han ikke længere, at hans tegneserier kunne hamle op med virkeligheden. Og som et svar på den ændrede mentale tilstand, den vestlige verden trådte ind i efter terrorangrebet mod USA, søsætter han nu et omfattende kunstprojekt, der indebærer, at han skaber et neo-liberalistisk alter ego i form af den kyniske våbenhandler Henrik Høfgren (navnet er ganske sigende hentet fra Klaus Manns roman "Mefisto").
"Man kan sige, at jeg opgav tegneserier og blev min egen tegneseriefigur," sagde Boeskov i Ebeltoft. "Jeg blev interesseret i at træde ud i verden og interagere med den."
Samtidig fortalte han, at filmen var tænkt som et forsøg på at skildre, hvordan det var at leve i Danmark i perioden mellem 9/11 og starten på Irakkrigen:
"Verden ændrede sig radikalt efter 9/11, og det gjorde Danmark også. Vi blev medlem af koalitionen med USA. Vi blev involveret i en krig med en halv million døde. Vi blev en racistisk og fremmedfjendsk nation. Hvordan føltes dét på et personligt plan? Hvordan påvirkede det éns relationer til andre mennesker? Og hvordan oplevede jeg selv den periode? Dét var jeg interesseret i at undersøge."
Boeskov peger på, at vi alle sammen bærer ansvaret for krigene i Irak og Afghanistan, ikke bare politikerne:
"Hvis George Bush ville gå i krig, kunne han ikke gøre det uden allierede som Danmark. Og den danske regering kunne ikke beslutte at gå i krig uden opbakning fra befolkningen. Det vil sige, at vi som danskere personligt er ansvarlige for en halv million menneskers død. Hvordan påvirker det vores bevidsthed? Hvordan påvirker det diskussionen hjemme ved middagsbordene?"
I filmen kommer det stadig stigende pres på Boeskov/Høfgren til udtryk, dels ved en gradvis sammensmeltning af deres identiteter, dels ved en nedsmeltning i privatlivet, der både går ud over kæreste og venner. Og efter at den dobbelte hovedperson har deltaget i en våbenmesse i Qatar, hvor han har forsøgt at lancere et våben, der kan gøre det lettere at overvåge civile, begynder såvel hans verden som filmen at bryde sammen, indtil nedturen kulminerer med en rejse helt ind til det inderste af mørkets hjerte – i form af noget, der enten kan være en psykisk kollaps eller et selvmordsforsøg.
Optaget på mobiltelefon
Også teknisk set er Empire North et eksperiment, idet hele filmen er optaget på en mobiltelefon:
"Mobiltelefoner bliver i dag solgt med redigerings-software," sagde Boeskov i Ebeltoft, "og det giver nogle virkelig interessante muligheder for at genopfinde filmsproget og gøre det mere personligt. Det virker bare, som om historierne om den periode i danmarkshistorien, der ligger efter 9/11, ikke rigtig er dukket op endnu. Jeg ønsker ikke at lyde som en hippie-hader, men det er et faktum, at 60’er-generationen har monopoliseret historien og alle idéer om kunstnerisk og kreativt oprør. Derfor mener jeg, at det er min generations ansvar at fortælle den historie, og for at gøre det er man nødt til at opfinde sproget og redskaberne selv, ellers kommer man bare til at reproducere de andres historie."
På spørgsmålet om, hvorfor han har valgt selv at spille hovedrollen, svarede Boeskov:
"Jeg er meget paranoid med hensyn til at rette et kamera mod nogen som helst. Et kamera er det mest dødelige våben i verden. Kameraer har startet krige, kameraer har ændret virkeligheden. Derfor syntes jeg, at det var mest fair, at jeg selv var offeret."
Endelig forklarede han, at han generelt er skeptisk over for den dokumentariske genre og mener, at den sidder fast i nogle forenklede forklaringsmodeller, som ikke længere er tidssvarende:
"Virkeligheden er sjældent så enkel, som det forudsættes i dokumentarfilm. Ting sker ofte af de mest mærkværdige og uigennemskuelige grunde, og det er noget, som dokumentarister bør tage med i deres overvejelser. Jeg mener virkelig, at tiden er inde til at forlade alle forestillinger om en objektiv virkelighed. Facts findes ikke. Der findes kun fortolkninger."
De fem nye dokumnetarfilm fra New Danish Screen bliver vist i Cinemateket onsdag den 10. november.