Dagene bliver kortere, temperaturen falder, udenfor er der regn og rusk. Kort sagt: det er streamingsæson!
På DFI’s streamingsite Filmcentralen / For alle er der kortfilm og dokumentarfilm til både børn og voksne. Redaktionen har bedt fem filmelskere give deres bud på de bedste film på Filmcentralen.
Kim Skotte: Gaias børn
Kim Skotte anbefaler "Gaias børn". Foto:Milton Media.
Kim Skotte, der er journalist og filmanmelder på Politiken, fremhæver Bente Miltons dokumentarfilm "Gaias børn". Han begrunder sin anbefaling sådan her:
"Drømmen om den perfekte krop omgiver os 24-7. Den perfekte krop er reklamens skjulte budskab. I sin både smukke og tankevækkende dokumentarfilm "Gaias børn" lader Bente Milton andre og dybere skønhedsidealer komme til orde. Hovedpersonerne i "Gaias børn" er alle, hvad man normalt vil betegne som svært handicappede. Men det er ikke den historie Bente Milton fortæller. Hvis Venus fra Milo er smuk, kan en kvinde født uden arme og ben vel også være det? Hænder der kun er stumper, ben der næsten ikke er der, kroppe der ikke kan klare sig uden teknologisk bistand, og øjne så store, at de ser ud, som om de er ved at springe ud af hovedets sprøde skal. "Gaias børn" er en broget flok. Racehygiejnens fascistoide logik ville ikke have tøvet mange øjeblikke. Bente Milton tøver. Opholder sig. Fokuserer. Æsteticerer. Hendes budskab er enkelt. Menneskets skønhed handler ikke om BMI, venusmål eller silikonebryster, men om noget helt, helt andet," siger Kim Skotte.
Se dokumentarfilmen "Gaias børn"
Hella Joof: Inger Christensen - Cikaderne findes
Hella Joof anbefaler "Inger Christensen - Cikaderne findes" Foto: Kollektiv Film
Instruktør og skuespiller Hella Joof anbefaler Jytte Rex’ forfatterportræt "Inger Christensen - Cikaderne findes".
”Det er en smuk portrætfilm,” siger Hella Joof. ”Rolige billeder og Inger Christensens kloge betragtninger om sit liv og sit forfatterskab. En total overensstemmelse mellem form og indhold. En filmskaber, som ikke larmer og overdøver sin hovedperson, men nænsomt og respektfuldt akkompagnerer hende.”
Se dokumentarfilmen "Inger Christensen - Cikaderne findes"
Kim Leine og Per Juul Carlsen: Grønlandstema
Grønlandstema. Foto: Lynx Media
Den dansk-norske forfatter Kim Leine har boet i Grønland i 15 år og skrevet en række bøger, der foregår i Grønland. Han anbefaler ikke bare én film men en hel samling, nemlig Filmcentralens Grønlandstema ”Grønland før og nu”. Han giver filmsamlingen disse ord med på vejen:
"Det er en rigtig skattekiste af stemninger, mennesker, viden og historie fra det land, der nu er i gang med at vride sig endegyldigt ud af kolonitidens spændetrøje. Det Grønland, vi kender, er ved at forsvinde for altid, måden at bo, leve og skaffe sig det daglige udkomme på. Men i disse dokumentarfilm er det bevaret som et værdifuldt historisk dokument," siger Kim Leine.
Se Filmcentralens Grønlandstema "Grønland før og nu"
Per Juul Carlsen, der er filmanmelder og radiovært på DR's Filmland, er ligesom Kim Leine fascineret af Grønlandsfilmene. Han fremhæver særligt dokumentarfilmen "Menneskenes land - min film om Grønland" af Anne Regitze Wivel.
"Jeg oplever Grønland som en underlig blindtarm i forhold til Danmark,” siger Per Juul Carlsen. ”Vi danskere ville helt klart ikke være de samme uden Grønland i vores fælles bevidsthed, men vi har alligevel aldrig taget grønlandsk kultur til os, sådan som fx Holland er præget af Indonesien eller England af Jamaica. Med serien af film om Grønland på Filmcentralen kan vi hurtigt og bekvemt komme tættere på det fascinerende og modsætningsfyldte land mod nord, ikke mindst i Anne Regitze Wivels personlige portræt af grønlænderne i "Menneskenes land - min film om Grønland". Her er alle muligheder for at spejle os i et folk, der lever med det ene ben i nådesløs natur og det andet i den moderne civilisation – og som er i os, uden at vi egentlig ved, hvad vi skal stille op med det. Det er på tide at finde ud af det."
Se dokumentarfilmen "Menneskenes land - min film om Grønland".
Helle Hansen: City Slang Redux
Helle Hansen anbefaler "City Slang Redux". Foto:Picturewise Film
Helle Hansen er filmkonsulent for dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut. Hun anbefaler Torben Skjødt Jensens "City Slang Redux" og begrunder det sådan her:
"Søren Ulrik Thomsens digte fra samlingen ”City Slang” fra 1981 sunget af Lars H.U.G har altid ramt et særligt sted i mit hjerte. I filmen mødes de to kunstnere til en samtale om værkets opståen og tidsånden. "City Slang Redux" er et uomgængeligt værk om et højdepunkt i symbiosen mellem poesi og musik", siger hun.
Se dokumentarfilmen "City Slang Redux"
Læs anbefalinger af bl.a. Filmskolens rektor Vinca Wiedeman og instruktør Janus Metz i de næste nyhedsbreve fra Filmcentralen / For alle.