Film med Min søsters børn, Cirkeline og Den grimme ælling

Pressemeddelelse17. december 2003
Snart bliver der atter
lejlighed for små purke og deres familier til at nyde et gensyn med både
Min søsters børn og Cirkeline samt en opdatering af Den grimme ælling. Det
Danske Filminstitut har nemlig bevilget støttetilsagn til tre nye børne-
og familiefilm.
"Min søsters børn i
Ægypten" har modtaget betinget støttetilsagn på 7 mio. kr. gennem
60/40-ordningen. I den tredje film i serien havner Michael, Jan, Amalie,
Pusle og Blop uden forældre men sammen med naboen fru Flinth i Ægypten ved
et tilfælde, og de får hurtigt vendt op og ned på snart alt andet end
pyramiderne.
Filmen produceres af
Moonlight Filmproduction ved Lars Kolvig og Michael Obel, og denne gang er
det Kasper Barfoed, som instruerer efter manuskript af Søren Frellesen,
Anne-Marie Olesen og Lars Mering. De to sidste film om Min søsters børn
var yderst populære og trak henholdsvis 400.000 og 1/2 mio. i biografen.
Optagelserne indledes 16. februar, og der er forventet premiere i
efteråret 2004.
Jannik Hastrups
"Cirkeline - verdens mindste superhelt" har modtaget betinget
støttetilsagn på 5,5 mio. kr. af børne- & ungdomsfilmkonsulent Mette
Damgaard-Sørensen. Cirkeline, der nu optræder i en spillefilm for tredje
gang, har også fået rejsetrang. Den tyrkiske musepige Özlem stikker af
hjemmefra og ender ved skæbnens (u)gunst på Sørøverbedstefars skib, der
har sat kurs mod hendes hjemland. Med ombord er de blinde passagerer
Fredrik, Ingolf og Victor, der er taget ud for at finde Cirkeline, som er
i Tyrkiet med tegneren for at holde ferie under sydens sol.
Marie Bro producerer for
Dansk Tegnefilm 2, og manuskriptet er skrevet af Jannik Hastrup og Kit
Goetz. Jannik Hastrups Cirkeline-film har indskrevet sig blandt de sjældne
spillefilm, der tager udgangspunkt i de yngste og fortæller historier, som
små børn helt kan leve sig ind i og få store oplevelser med. Optagelserne
indledes i december 2003, og der er forventet premiere omkring årsskiftet
2004-05.
Mikael Hegner og Karsten
Kiilerichs "Den grimme ælling & mig" har modtaget betinget
støttetilsagn på 7 mio. kr. af børne- & ungdomsfilmkonsulent Mette
Damgaard-Sørensen. H.C. Andersens klassiske historie om den grimme ælling,
der bliver til en smuk svane, er forlægget for denne 3-D animerede
komedie. Med et uortodokst greb føres fortællingen op til i dag, hvor
hovedpersonen Ratso er en succeshungrende impresariorotte med
nærhedsangst, der overbeviser alle om, at han er ællingens far. Verdens
grimmeste ælling og Ratso sætter af sted på en farefuld rejse mod Det
Store Gennembrud, men forude venter både farlige modstandere,
teenageproblemer og uventende faderfølelser.
Instruktørerne Mikael
Hegner og Karsten Kiilerich er erfarne animationsinstruktører. Hegner
instruerede, sammen med Stefan Fjeldmark "Hjælp! Jeg er en fisk", og
Kiilerich har instrueret den Oscar-nominerede kortfilm "Når livet går sin
vej". Filmen produceres af Irene Sparre for A.Film efter manuskript af
Mark B. Hodkinson, Stefan Fjeldmark, Mikael Hegner og Karsten Kiilerich.
Irske Magma og franske Futurikon er medproducenter på produktionen,
som starter i januar 2004. Der er forventet premiere i efteråret
2005.
At en film får bevilget
et betinget støttetilsagn, et såkaldt Letter of Commitment, skyldes, at
den samlede finansiering ikke er faldet helt på plads. Et Letter of
Commitment fra Det Danske Filminstitut gør det lettere for
produktionsselskabet at forhandle kontrakter med de mange finansielle
parter på filmen.
Der er yderligere tre
børne- og familiefilm på vej næste år, som har tidligere har modtaget
støtte fra Det Danske Filminstitut: Linda Krogsøe Holmberg og Nimbus Films
"Tæl til 100", Stefan Fjeldmark og Nordisk Films "Terkel i knibe" og Peter
Flinth og M&M Productions' "Fakiren fra Bilbao". Desuden byder 2004 på
Anders Rønnow Klarlund og Bald Films fantasy film "Strings".
For yderligere
oplysninger, kontakt venligst:Det Danske
FilminstitutLars Feilberg, 3374 3433, larsfe@dfi.dkMarianne Moritzen, 3374
3451, mariannem@dfi.dk