Manyar I. Parwani ville ikke komme listende med en pæn debutfilm. Han ville lave et brag af en film om noget vigtigt, som rusker i publikum. Resultatet blev "Himlen falder" om en ung kvindes dramatiske opgør med sin brutale fortid.
Interviewet er udgivet i FILM #65 (English only)
Modig er den, der er bange, men alligevel træder ind på slagmarken.
Sådan præsenterer Manyar I. Parwani den kvindelige hovedperson i sin første spillefilm "Himlen falder". Som en kriger tager hun kampen med sin fortid op. Ikke fordi hun er en typisk heltinde eller ikke føler frygt, men fordi man somme tider er nødt til at handle, koste hvad det vil. Visse situationer kræver en voldsom reaktion, også selv om man egentlig er et usikkert menneske, som har svært ved bare at tage ansvar for sig selv.
Som Manyar I. Parwani fortæller en kold decemberdag i en af Zentropas små instruktørhytter i Filmbyen i Avedøre var det vigtigt for ham at fortælle en nødvendig og markant historie, når han efter de roste novellefilm "Ibrahim" og "I min verden" tog skridtet ind på dansk spillefilms slagsmark. Han ville lave et brag af en debut. Den skulle kunne mærkes og føre dansk film videre.
"Det var vigtigt for mig at stille mig selv spørgsmålet, hvad kan jeg gøre for dansk film? Hvordan kan jeg tilføre noget nyt? Det er længe siden, at noget virkelig har rusket det danske publikum på samme måde som en film som" Festen". I Danmark laver vi film for statslige støttekroner, og jeg synes, det er vigtigt, at man laver film, som folk vil se, men som samtidig handler om noget vigtigt. Jeg ville ikke komme listende med en pæn debutfilm og være sådan 'tak fordi jeg må være her'. Jeg ville lave en film, som gør en forskel for de folk, der ser den."
Inspireret af virkeligheden
Manuskriptet til "Himlen falder" startede som en multiplothistorie inspireret af film som "21 Grams" og "Syriana", men efterhånden trængte én historie sig stadig mere på. En historie, som er inspireret af en verserende dansk kriminalsag, 'Tønder-sagen', om sexmisbrug af to søstre i en lille provinsby, hvor mange var involveret i sagen.
Hovedpersonen i "Himlen falder" endte med at blive den unge kvinde Sara (Mille Hoffmeyer Lehfeldt), der efter som 11-årig at være blevet fjernet fra sine biologiske forældre, voksede op hos en plejemor i København. Hun er aldrig kommet sig over sin fortid. Da hendes biologiske mor dør, bestemmer hun sig for at vende hjem til morens begravelse for en kort bemærkning. Hverken hendes far (Dick Kaysø) eller hendes bror (Marcus Nicolas Christensen) genkender hende, og hun vælger ikke at afsløre sin identitet.
Da hun finder ud af, at hendes mor har fået to små døtre, bliver det pludselig svært bare at rejse hjem igen, for hun mistænker, at de måske bliver udsat for det samme, som hun gik igennem som barn. Spørgsmålet er, om hun kan redde sig selv eller dem, og om andre i den lille by overhovedet er interesserede i at tage affære.
Manyar I. Parwani har brugt to år på at skrive manuskriptet, som bygger på omfattende research i den virkelige sag og udforskning af bl.a. nynazistiske miljøer, som han umiddelbart intet kendte til. En af de store udfordringer har været at komme ind på livet af personer, man umiddelbart slet ikke forstår, og at fortælle en meget barsk historie på den rigtige måde på film.
"Historien udspringer for mig af en smerte. Jeg læste Claus Jessens bog om Tønder-sagen, hvor han i forordet skriver, at om fjorten dage har alle glemt det. Det kan godt være, vi andre kan glemme, men mennesker, som har været udsat for det, der skete i Tønder-sagen, glemmer det aldrig. Det ødelægger et liv for altid, og det ville jeg vise ved at fortælle en af de historier, der normalt aldrig bliver fortalt."
Komplicerede følelser
Historien i "Himlen falder" udspringer således af tragiske begivenheder, men det var vigtigt for Manyar I. Parwani, at det ikke blev tragisk at se på. Der skulle være visuel styrke og energi i historien, som er præget af en kvindelig hovedperson, som handler på trods af alt.
"Jeg fandt gradvis ud af, at jeg gerne ville fortælle en historie om en kvinde, som kan klare sig selv. Selv om hun har ar på sjælen. Og også når det er farligt. En kvinde, der netop som en kriger trodser sin frygt og går alene ind i kampens hede, men samtidig er hendes drivkraft hendes uskyld. Det kunne let bare være endt i en entydig hævnhistorie, og jeg kæmpede hele tiden med at have de mange komplicerede følelser med. Som når hun spørger sin far: 'Elskede du mig nogensinde?' Hun har brug for at få nogle svar og en forståelse af nogle ting. Ikke bare hævn.
Det har taget lang tid at finde den rigtige form til historien og filmens visuelle stil, og undervejs har jeg mødt mange meninger om, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Efterhånden blev en ledetråd næsten, at hvis folk sagde 'sådan gør man ikke', så var jeg på rette vej. Der er nogle faste formler i folks hoveder, og det mener jeg er en begrænsning. For mig er det forskellighed, som styrker kunsten. Vi skal ikke alle sammen tænke ens og arbejde med samme metode."
Nye ansigter på lærredet
Hovedrollen som Sara spilles af Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der tidligere har kunnet ses i mindre roller i Jacob Thuesens "De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1" og Ole Christian Madsens "Flammen & Citronen". Manyar I. Parwani gik bevidst efter skuespillere, som publikum ikke har set i et hav af andre film, for ligesom det efter hans mening er tid til et generationsskifte bag kameraerne, er det også tid til nye navne på lærredet.
"Dansk film trænger til nye ansigter. Jeg ville gerne have folk med i filmen, som virkelig var sultne efter at fortælle historier frem for at lave noget, som passede ind i karrieren eller kunne føre dem videre. De skulle virkelig ville filmen, og jeg var så heldig at få nogle utroligt engagerede skuespillere, som jeg er dybt taknemlig overfor. Ikke mindst de to piger, som har utroligt krævende roller."
Jeg vil!
Manyar I. Parwani er født i Afghanistan, men har boet 23 år i Danmark. Han føler sig hverken som afghaner eller dansker. Han vil bare gerne være Manyar, og han vil gerne fortælle historier, som berører på tværs af kulturer. Han har gerne villet lave film, siden han som kontrollør i en biograf i København drømte om at se sin egen plakat over billetlugen. Men han har ikke valgt den slagne vej via Den Danske Filmskole. I stedet har han lavet en masse film og glemt at stille sig selv det besværlige spørgsmål om, hvorvidt han overhovedet kunne.
"Jeg tænkte først meget sent 'Kan jeg?'. Det, tror jeg, har haft stor betydning for, at jeg er, hvor jeg er i dag. Jeg lavede film uden at kende branchen og var drevet af en stor lyst. Jeg har fået flere afslag undervejs, og som regel har folk haft ret. Jeg har sendt takkebreve efter afslag. Det er godt med modstand, for det gør én sejere. Jeg har altid ønsket at lære noget af andre, og min holdning har altid været, at hvis folk ikke vil støtte mine film, så må jeg jo bare blive endnu bedre og lave noget, som de simpelthen ikke kan sige nej til."