FILM-X åbner for publikum i weekenden 30. november - 1. december

28.11.2002

FILM-X er Det Danske
Filminstituts nye, computerbaserede interaktive filmstudie for børn og
unge, hvor 13 netværksforbundne aktiviteter indbyder til udforskning af
filmmediet.

I de forskellige studier
kan man spille med i og optage korte film både i fysiske og virtuelle
universer. Der er også mulighed for at lave en såkaldt "flipbog" og små
tegnefilm. Når man har optaget og klippet sin film, kan man lægge egne
lydoptagelser på eller vælge lyd og musik fra et lydarkiv og en musikalsk
værktøjskasse. Den færdige filmproduktion får man med sig hjem på en
cd-rom.

I FILM-X kan børn,
unge og voksne opleve og lære mere om filmens virkemidler, historie og
produktionsgange. FILM-X er et sted, der inspirerer og udfordrer, og hvor
oplevelse, leg og læring forenes i produktionen af film.

På hverdage, undtagen
mandag, er FILM-X primært åbent for skoler, men i weekenderne er FILM-X
åbent for alle, der har lyst til at prøve kræfter med filmproduktion.
Et besøg i
FILM-X kan være rammen om aktivt og underholdende samvær med optagelse
og klipning af korte film. Måske skal familien have en fælles
oplevelse - eller vennerne vil fejre fødselsdagsbarnet et utraditionelt
sted. FILM-X kan også være et alternativ til f.eks. café-turen eller
museumsbesøget.

Det er mest hensigtsmæssigt
at besøge FILM-X i grupper på 3-5 personer. Man kan godt komme alene eller
i par, men vil så blive placeret på et hold, eller man kan vælge
at arbejde alene med særlige aktiviteter.

prefix = "o" ns = "urn:schemas-microsoft-com:office:office"
/>


Læs mere på www.film-x.dk


Åbningstider lørdage og
søndage:
Besøg 1: kl.
13.00-15.15
Besøg 2: kl.
15.30-17.45


Det koster 30 kr. pr.
person for et besøg. Billetter kan bestilles på forhånd på tlf. 33 74 34 12 tirsdag til
søndag kl. 12-22 eller købes i Cinematekets billetkontor før et besøg,
såfremt der er plads.

Max. 28 personer pr.
besøg.
FILM-X er ikke
for børn under 6 år.





FILM-XCinemateketGothersgade
55


1123 København
K


33 74 34
12