Siden februar har udstillingen ’På kanten af Verden – ekspeditionsfilm fra Thule til troperne’ kørt i Cinematekets foyer. Til næste år vil filmene kunne opleves i Chiles hovedstad Santiago. Aftalen kom i stand, da direktøren for Santiagos mediekunstbiennale, Enrique Rivera, så de historiske optagelser under et besøg på Filminstituttet tidligere på året og bad den danske ambassade om at få udstillingen på gennemrejse.
De danske film giver et enestående indblik i for længst forsvundne sæder og skikke fra hele verdenen. Blandt de viste film er polarforskeren Knud Rasmussens filmoptagelser fra Thule-ekspeditionerne i 1910’erne og 1930’erne, globetrotteren Jens Bjerres film og fotos fra Afrika, Ny Guinea og Australien samt filminstruktøren Paul Fejos’ ekspeditionsfilm fra Madagaskar anno 1935.
USA og Canada fejrer Knud Rasmussen
Knud Rasmussen kom vidt omkring i sin levetid, og digitaliseringen af hans unikke optagelser fra de arktiske områder vækker ny interesse i udlandet. Det Danske Filminstitut har i disse dage besøg af to forskere fra USA og Canada, som er i gang med at kuratere film fra Arktis til en udstilling på Smithsonian Institute i Washington. Anledningen er hundredåret for Knud Rasmussens femte Thule-ekspedition 1921-24 – en tur på 18.000 kilometer fra Grønland henover Canada, helt ud til Stillehavet og videre ind i Sibirien. Udstillingen om Knud Rasmussens ekspedition arrangeres af Smithsonian Institutes Arctic Studies Center og åbner i 2021.
Udstillingen ’På kanten af Verden – ekspeditionsfilm fra Thule til troperne’ kan ses i Cinemateket frem til marts 2019.