Filmdage i Lübeck sprængfyldt med danske film

Dansen

Den tyske filmfestival Nordische Filmtage åbner i dag, onsdag den 29. oktober, for 50. gang i Lübeck, og det foregår med Pernille Fischer Christensens spillefilm "Dansen" som åbningsfilm.

En lang række danske film er udvalgt af festivalen. "Dansen", "Den du frygter", "Det som ingen ved" og "Kærlighed på film" deltager i festivalens hovedkonkurrence, og "Maria Larssons evige øjeblik", "Flammen & Citronen", "Fighter", "Frode og alle de andre rødder" og "Karlas kabale" er udtaget til andre serier og konkurrencer. Der vises desuden retrospektive serier af danske film, bl.a. deltager "Babettes gæstebud".

Festivalen glæder sig også over at kunne præsentere en række danske filmfolk som instruktørerne Pernille Fischer Christensen, Kristian Levring, Søren Kragh-Jacobsen og Gabriel Axel samt skuespiller Ulrich Thomsen og producent Peter Aalbæk Jensen. Desuden deltager instruktør Jan Troell og skuespiller Jesper Christensen, der er aktuelle i Danmark med den dansk/svenske spillefilm "Maria Larssons evige øjeblik", som har premiere fredag den 31. oktober.

Festivalen fortsætter til den 2. november.

Nordische Filmtage Lübeck

[Foto: Dansen]