Onsdag den 2. juni 2021 i Cinemateket
Af Malou Reymann
Tusind tak til Carl Th. Dreyer Mindefonds bestyrelse for at tildele mig denne pris sammen med Frelle Petersen. En filmskaber, som jeg er meget glad for at være i selskab med.
Det spørgsmål, jeg fik mest i forbindelse med lanceringen af ‘En helt almindelig familie’, det var, om jeg selv har spillet fodbold som barn ligesom hovedkarakteren Emma i filmen. Og jeg måtte gang på gang og sige, at jeg ikke har spillet fodbold, men at det var noget, jeg havde fundet på, fordi det sætter hovedkarakteren i en kontekst, som er god for historien.
Da jeg selv var 11, og min verden blev vendt på hovedet, havde jeg altså ikke fodbolden og det fælleskab, der findes der. Det jeg havde, og det som blev min forankring i en meget turbulent tid, det var fortællingerne. Og meget specifikt var det de filmiske fortællinger.
Jeg spillede teater i et børneteater, Gawenda, og jeg begyndte at arbejde lidt som skuespiller på tv og i kortfilm. Og så begyndte jeg at gå på biblioteket og låne film. Og jeg forstod derigennem, at der eksisterede en hel verden, som var filmens verden.
Jeg så alt, hvad jeg kunne få fat på. Jeg kan huske, at jeg som 12-årig så 'Jeanne d’Arcs Lidelse og Død' og 'Ordet'. Og jeg må indrømme, at de film – ligesom alle de andre klassikere jeg så – lå en del over mit abstraktionsniveau.
Dreyer Prisen
Carl Th. Dreyer Prisen uddeles årligt af Carl Th. Dreyers Mindefond, og i henhold til fondens vedtægter gives prisen til "fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere inden for filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats".
Mindefondens indtægter er baseret på en gave fra Dreyers datter, Gunni Dreyer, og en procentdel af indtægterne for Dreyers hovedværk "Jeanne d’Arcs Lidelse og Død", som ifølge en juridisk aftale med distributionsselskabet Gaumont tilgår Mindefonden.
Med prisen følger kr. 50.000.
Fondens bestyrelse består af Johannes Riis, lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet, Eva Novrup Redvall, lektor samme sted, samt Jakob Buhl Vestergaard, vicedirektør, Det Danske Filminstitut.
Men det var lige meget. Fordi der hvor det almindelige forstads familieliv pludselig var blevet for snævert til at forstå det, jeg selv gik igennem, så var filmens forståelsesrum så meget større. Ja uendeligt meget større.
Hvis man kunne være menneske på så mange forskellige måder i så mange forskellige universer, som filmene viste, så behøvede man måske ikke forstå sig selv og verden igennem villavejens optik.
Så ud over at filmens verden blev min forankring i tilværelsen, så gav den mig et udsyn ved – igennem fortællingerne – hele tiden at udfordre min måde at forstå, hvad det vil sige at være et menneske i verden.
Jeg vil gerne sige et meget stort tak til alle de mennesker, der hjalp mig med, at denne historie om en helt almindelig familie blev en filmisk fortælling, som måske kan være med til at rykke en lille smule ved, hvad det almindelige forstadsliv kan rumme af kønsidentiteter og familieformer.
Tak til Åke Sandgren, til Matilda Appelin og til René Ezra for at tro på filmen og på mig. Og tak til Rune Schjøtt og Maren Louise Kaehne for at hjælpe mig med at skabe lige netop denne fortælling ud fra mit eget stof.
En helt almindelig familie
Thomas, Helle, Emma og Caroline er en helt almindelig familie. Men da familiefaren Thomas fortæller dem, at han er transkønnet, vender det op og ned på alting. Familien kæmper for at holde fast i alt det, de havde sammen, mens de samtidigt må acceptere, at alting nu bliver anderledes.
Tak til skuespillerne, Kaya, Mikkel, Rigmor og Neel fordi I turde. Og tak til hele holdet omkring filmen, fordi det aldrig blev ubehageligt men tværtimod kun var en berigende oplevelse at dele min egen fortælling med jer.
Det er over 20 år siden, jeg begyndte at arbejde som skuespiller, og det er over 10 år siden, jeg instruerede min første kortfilm på Filmværkstedet. Jeg har endda også brugt et par år på at sælge billetter lige her henne i Cinemateket. Så jeg har det lidt som om, det her hus, Filmhuset, er min fodboldklub. Og jeg kan slet ikke forklare, hvor glad og stolt, jeg er over at stå netop her og tage imod Carl Th. Dreyer Prisen. Tak.
