Filmhistorien som julekalender

? JULEKALENDER. Hver dag i december kan du få fortællingen om et markant værk i dansk filmhistorie. Filminstituttet og Politiken laver sammen en julekalender med gyldne nedslag i filmarven – udfoldet med anekdoter, videoer, stills og filmjulepynt.

Politikens Film & tv-redaktion og Filminstituttets afdeling Arkiver & digitalisering er sammen dykket ned i Filminstituttets digitale samlinger, hvorfra de hver dag i december fremhæver et markant værk. Det sker på Politiken.dk, hvor man både kan se videoklip og stillbilleder og klippe julepynt, så filmhistorien ligefrem kan hænges på juletræet. 

Samlingerne består langt fra kun af film og plakater. Der er også rigtig gode muligheder for at folde historierne om filmene helt ud med viden fra fx billeder, genstande, korrespondancer, manuskripter og forskning

- Madeleine Schlawitz, billedarkivar på Filminstituttet

Hvert filmnedslag inkluderer en guide til at lave filmens billede om til julepynt. Her et kræmmerhus med 'Ternet Ninja'.

De første decemberdage har budt på fortællingerne om, da Anders Matthesen sidste år satte ild til vores forståelse af god børneopdragelse med Ternet Ninja, og hvordan Nordisk Films grundlægger, Ole Olsen, i 1908 skabte en af landets første internationale filmsucceser ved at skyde to gamle løver under påskud af at ville lave pølser af dem.

En appetitvækker for de digitale samlinger

Ifølge Filminstituttets billedarkivar, Madeleine Schlawitz, der har taget initiativ til samarbejdet, er de 24 filmhistoriske nedslag gode eksempler på spændvidden i Filminstituttets samlinger:

"Samlingerne består langt fra kun af film og plakater. Der er også rigtig gode muligheder for at folde historierne om filmene helt ud med viden fra fx billeder, genstande, korrespondancer, manuskripter og forskning. På den måde er julekalenderen også en slags appetizer for det fulde udbytte, man kvit og frit kan få i vores samlinger."

De digitale samlinger

Man kan opleve Filminstituttets samlinger ved at besøge biblioteket i Cinemateket i Gothersgade, København, og man kan se film, billeder m.v. i digital form på en række websites. Alt er frit tilgængeligt. 

  • Stumfilm.dk. Streaming af stumfilm, inkl. artikler og baggrund om stumfilmæraen i dansk film.
  • Danmark på film. Streaming af historiske dokumentarfilm fra hele landet fra perioden 1897-1994.
  • Carl Th. Dreyer - liv og værk. Film, billeder, artikler, interviews, manuskripter og andet materiale af og om mesterinstruktøren Carl Th. Dreyer.
  • Kosmorama. Digital adgang til samtlige udgivelser af Danmarks ældste (og stadig aktive) filmtidsskrift, Kosmorama.
  • Filmdatabasen. Fakta om danske film, skuespillere, filmfolk og selskaber, suppleret med stills, plakater, trailers mv.

Foruden artiklerne i Politiken kan man også følge julekalenderen på Cinematekets facebookside, hvor man hver dag kan vinde filmpræmier ved at svare på spørgsmål inspireret af filmene. Se et eksempel her:

Læs mere om julekalenderen på Politiken.dk.