For en støtteordning, der skal sikre, at filmkunsten søger grænser og ikke forfalder til konventioner, er det nødvendigt hele tiden at udfordre sine egne dogmer og praksisser. På New Danish Screen, der baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV 2 og DFI, er man opmærksom på denne forpligtelse: I takt med, at teknikken, filmsproget, talenterne, publikum, distributionsformer osv. udvikler sig, må støtteordningen også justere sit fokus.
Mette Damgaard-Sørensen, kunstnerisk leder, og Johnny Andersen, producer på New Danish Screen, kommer her med bud på, hvor talentordningen fokuserer sin indsats netop nu.
Mette Damgaard-Sørensen (MDS): Vi er en støtteordning, der favner rigtigt mange formater: Fiktion og dokumentar, korte og lange formater, film og tv-serier. Men i øjeblikket er vi meget optagede af de muligheder, der findes i det helt stramme spillefilmformat og udviklingen af det. Her vil vi gerne initiere og undersøge nye måder at tænke, udvikle, producere og distribuere spillefilm på. Det fordrer nysgerrighed og åbenhed fra vores side, og mod, samarbejde og radikalitet fra de hold, der skaber filmene. Netop nu er vi midt i et stort udviklingsforsøg med visuel funderet udvikling af spillefilm på 3 millioner kr., som vi kalder Skitsen. Det har vi store forventninger til.
Johnny Andersen (JA): De helt billige film giver en mulighed for at komme hurtigere i gang med det lange format – og måske også have bedre mulighed for at holde sig i gang som instruktør i en tid, hvor mellembudgetfilmene får det stadigt sværere. Tidligere var man som nyuddannet instruktør ofte ikke helt klar til det lange format. Men i de senere år er filmuddannelserne i langt højere grad begyndt at arbejde med lange formater – altså noget, der ligner spillefilm. Det giver blod på tanden, både blandt instruktører og producere.
MDS: Samtidig kan det billige format animere til at udfordre måden at fortælle på. Det helt traditionelle filmsprog og en klassisk filmfortælling vinder ofte ikke ved at skabes på de helt små budgetter. Der bliver man nødt til at tænke sin historie og sit sprog anderledes. Det er både udfordringen og muligheden. For når man skal arbejde så stramt, må man hakke alt overflødigt fra. Man må blive klar over, hvad projektets kerne er – og hvordan det kan fortælles skarpest, mest præcist. Man må være radikal! Det giver plads til at undersøge filmsprogets muligheder og gør det nødvendigt at undvige klicheen.
Guerilla-udvikling
MDS: Når vi ser ned over ansøgningerne, er der relativt mange projekter, som ligner hinanden, og så må vi selvfølgelig spørge os selv, om det også skyldes måden, der udvikles film på. Er vi stivnet lidt? Der er jo nogle metoder, man griber til, når det handler om, hvordan man udvikler sit projekt. Noget skyldes vane, noget skyldes støttesystemet. Vi vil gerne udfordre begge dele. Vi har et system, hvor rigtig mange skal forholde sig til et projekts udvikling, Vi har et sprog omkring det, og det sprog er et dramaturgisk sprog. Det vil sige, at man bliver sindssyg god til at skrive manuskripter. Det er simpelthen lettere at tale om et projekts dramaturgi end dets kunstneriske kerne.
JA: Det er derfor, vi har introduceret Skitsen, som inviterer til en ny måde at udvikle film på. Traditionelt skriver man jo et manuskript, som man så diskuterer med sin producer og en konsulent. Og det kan blive til mange gennemskrivninger! Med 'Skitsen' vil vi udfordre de kreative til at udvikle på en anden, ikke så skriftbaseret, måde. Intentionen er, at man fokuserer i dybden: f.eks. på sine hovedkarakterer, sine locations, fortællegreb eller visuelle stil – og så går man ud og filmer og klipper noget sammen for at undersøge, hvad materialet egentlig kan. Kan ideen bære? Man bliver ikke låst så hurtigt fast, og man får et sprog omkring sit projekt. Et filmisk sprog, et referencepunkt, som kan blive et afgørende afsæt for den videre udvikling. Det tror jeg kommer til at give nogle mere interessante resultater. Samtidig tror vi, at det er vigtigt, at de helt stramme film udvikles relativt hurtigt og dynamisk. Derfor forløber 'Skitsen' over fire måneder, hvorefter filmene vurderes til produktionsstøtte. Det er en form for guerilla-proces, hvor energi og lyst er vigtige at få ind i udviklingen – og i filmene.
Hurtigt ja, hurtigt nej
MDS: Og det berører jo problematikken omkring lange udviklingsforløb, som en traditionel udviklingsproces ofte har. Der går simpelthen for lang tid, før folk kan komme til at lave film. Især for instruktører er det et problem, at der går for lang tid imellem, at de står på et filmset og faktisk arbejder med filmsproget. Der bliver skrevet og skrevet, men film er jo ikke en skriftlig kunstform. Jeg tror ikke, man udvikler sig særlig meget ved at være i lange processer, der ikke fører til film. 'Skitsen' giver dem mulighed for at få prøvet noget af i praksis. Og vi kan tale om projektet med andre begreber end de dramaturgiske.
MDS: Samtidig har det været et vigtigt fokus for os, at vi generelt giver hurtigere tilbagemeldinger – også på traditionelle udviklingsforløb. Vi siger nej hurtigt, og vi siger ja hurtigt. Og herfra går vi ind i, hvad vi kalder et tillidsfuldt rum – hvor ansøgerne i den videre udviklingsproces ved, at det nu handler om, at filmen skal laves, hvis den skal udvikle sig, som alle håber. Tillid er utrolig vigtigt, når man talentudvikler.
JA: Vi bestræber os også på ikke at opfattes som bureaukratiske, ikke at være et system, men at være mennesker. Vi holder mange møder, når folk er i udvikling. Vi stiller os til rådighed.
Den kreative trekant
JA: Vi har desuden fokus på den 'kreative trekant', altså forfatter, instruktør og producer. Det er vores erfaring, at det er vigtigt for, at et projekt kan udvikles fra en ide til faktisk at blive en realiserbar film, at udviklingen foregår i et samarbejde, hvor materialet skærpes og præciseres. Det betyder konkret, at projekterne som udgangspunkt skal udvikles i den trekant, og at det er vigtigt, at der er en klar rollefordeling i det team. At samarbejdet fungerer. I forlængelse af dette blik på udviklingsprocessen fokuserer vi på, at der tidligt i udviklingsforløbet findes et kunstnerisk-produktionelt koncept for projektet. Det er helt afgørende på de stramme filmbudgetter, at historie og filmisk udtryk udvikles helt parallelt med de produktionelle løsninger. Hvis det lykkes fra starten at finde frem til de rigtige kunstneriske og produktionelle greb, kan de skærpe og løfte hinanden.
MDS: Den ulykkelige proces er, når projektet er tænkt for stort, og man må skære fra og ned i materialet, så resultatet opleves som en afglans af det, der kunne have været. I stedet for et skarpt og præcist øksehug af en film. Det kræver mod at turde tænke sin film radikalt, derfor kan man sige, at vi forsøger at skabe et beskyttet rum, hvor man kan føle sig nogenlunde sikker i den sårbare situation, som det er at arbejde kunstnerisk, tage chancer og fejle. Samtidig skal vi jo også forberede talenterne på, at de skal ud i virkeligheden. De skal ud i branchen – ikke med 'et projekt', men med en film, der skal ses af nogen.
Fokus på publikum
MDS: Film er en kommunikerende kunstform. Det er en del af det at udvikle sit talent at kunne definere sig selv som fortæller, og at finde sin stemme at kunne sige: Her er jeg, jeg vil fortælle Nogen Noget med mit særlige blik! Vi vil gerne have, at talenterne forholder sig til et publikum: Hvem er mit publikum? Hvad er det for en film, de skal møde? Det skal være en integreret del af processen. Ikke for at styrke en kommerciel linje, men for at styrke bevidstheden om konsekvenser af de kunstneriske valg i forhold til publikums oplevelse af filmen. Hos os skal de færreste film jo bredt ud, men de skal finde det publikum, der er til dem. Også i forhold til distribution kan NDS være et laboratorium. Vi kan spørge: Hvad er den optimale distribution for den enkelte film? Det er langt fra sikkert, at det er i biografen.
JA: Jeg tror, at nye metoder til udvikling også kan påvirke filmenes temaer. Hvis man tør kaste plejer overbord, så tror jeg, at der kommer både nye historier og nye radikale måder at fortælle dem på.
MDS: Vi lever i en tid, som er sindssyg dramatisk, både for det enkelte menneske og i globalt perspektiv. Det afspejler sig endnu ikke i særlig høj grad i fiktionsfilmene. Der er mange klassiske greb og historier. Men vi begynder at se de store tematikker finde vej ind i projekterne. Det er interessant, hvis det komplekse stof kan slå om i filmkunstneriske fortællinger. Hvis film skal blive ved med at være relevant, må de også afspejle, at vi lever i en tid med meget store brud og forskydninger – og med nye måder at fortælle og opleve film på. De må være kunstneriske seismografer, der sanser det, vi andre ikke ser. Det er helt nødvendigt for fremtidens film.