Ali ser syner. Han ser for sig, at der kommer fem knivbevæbnede mænd og slår hans far. Imens græder hans mor. Ali er 10 år gammel og bor på et asylcenter i Danmark. Han kan kun huske brudstykker fra tiden i Afghanistan, og siden han flygtede med sine forældre, har han været igennem Iran, Tyrkiet, Frankrig, Italien, Danmark, Norge – for derpå at ende i Danmark igen. I dag er begge hans forældre psykisk syge. Flere gange er familien nær blevet sendt ud af landet. En gang blev de hentet af politiet, men udvisningen blev stoppet i sidste øjeblik. Det har givet Ali psykiske vanskeligheder, der blandt andet manifesterer sig som hallucinationer.
Ali er et af de tusindvis af flygtningebørn, som alene eller sammen med deres forældre søger om humanitært ophold i Europa. Han er et af de børn, som har overlevet den risikofyldte rejse til Vesten, og som nu venter på at få behandlet sin asylsag.
Vi møder ham i Andreas Koefoeds dokumentarfilm "Et hjem i verden", der i nøgtern fluen-på-væggen-stil skildrer skoledagen for fem flygtningebørn på en dansk asylskole. Magomed, Ali, Shemuz, Heda og Amel forsøger hver især at finde fodfæste i deres ny land, som de måske, måske ikke, får lov at blive i.
Helt tæt på børnene
Hvad vil det sige at være barn og flygtning? Det er netop det spørgsmål, som instruktøren undersøger med sin film – i en tid, hvor vi bombarderes med flygtningehistorier, men sjældent får indblik i børnenes liv.
"Jeg ville gerne finde ud af, hvad det betyder for børnene at fortælle deres historie, når de har været på flugt og udsat for vold. Dykke ned i det, der sker, nu hvor de skal finde et nyt ståsted, og se på, hvad de gør for at klare sig og for at komme igennem det. Hvordan taler de om det, og hvad betyder det for dem at kunne indvie andre i deres tanker? Jeg ville undersøge, hvordan de her voldsomme oplevelser påvirker børnene," siger han.
Som et samlingspunkt og bindeled mellem børnenes historier står den engagerede lærer Dorte. Andreas Koefoed var oprindeligt inspireret af Nicolas Philiberts dokumentar "To Be and to Have" (2002), der skildrer en karismatisk lærer på en lille landsbyskole i Frankrig. Filmen blev hyldet for sit nøgterne, men bevægende portræt af læreren og hans elever.
Lidt i samme stil er det gennem Dorte, vi ser børnene i "Et hjem i verden". Det er Dorte, der taler med dem, når de er frustrerede og kede af det. Det er Dorte, der forklarer dem om den nye skole, når de rykker videre til en dansk folkeskole, og det er Dorte, der vinker farvel og synes at miste et lille stykke af sig selv hver gang en elev, hun har knyttet sig til, tager bussen fra asylskolen for sidste gang.
Hård kost for en 10-årig
Ali ved ikke, hvorfor hans forældre har det dårligt. Han ved bare, at hans mor græder og hans far "gør dumme ting". Det fik Andreas Koefoed til at indse, at børnene sjældent forstår baggrunden for flugten.
"Ofte ved de ikke særligt meget. Vi kommer med vores vestlige mentalitet om, at man skal snakke med sine børn og involvere dem, men det er ikke nødvendigvis tilfældet i de her familier. Ofte har børnene bare fået at vide, at de skal af sted, men ikke hvorfor."
Måske fordi forældrenes traumatiske oplevelser er for voldsomme for børnene. Da 10-årige Magomed fra Tjetjenien spørger sin far, hvad russerne gjorde ved ham, dengang han blev taget til fange i hjemlandet, fortæller faren, at han blev slået med et gevær, fik en maske over hovedet og fik stød, indtil han faldt bevidstløs om. Når han kom til bevidsthed, fik han stød igen. Til sidst blev han sluppet fri og kom hjem, men han var så forslået, at hans familie ikke kunne genkende ham. Hvis han vender tilbage til Groznyj, vil han blive skudt eller sat i fængsel i mindst 15 år.
"Hvis jeg skal i fængsel i 15 år, vil jeg hellere skydes," tilføjer faren. Hård kost for en 10-årig dreng.
Scenen er vigtig, fordi den fortæller, hvad børnene bærer rundt på, forklarer Andreas Koefoed. Traumerne, uvisheden, frygten for at familien skal blive sendt tilbage.
"Jeg vil gerne have, at folk, der ser filmen får en oplevelse af, hvad det vil sige at være barn og stå i den her situation – at være på flugt og skulle finde sig et nyt hjem. At seerne føler, at det ligeså godt kunne have været deres eget barn."
Børn, ikke avisoverskrifter
Andreas Koefoed, der står bag en række karakterdrevne dokumentarfilm og har fire IDFA-nomineringer bag sig, har en forkærlighed for film med børn i hovedrollen. Hans kortfilm "12 toner ned" følger en dreng, der det meste af sit liv har sunget i drengekor, men konfronteres med voksenlivet, da hans stemme går i overgang. Og "Alberts vinter" går tæt på den 8-årige Albert, hvis mor er syg af kræft.
"Jeg vil gerne tage børn lige så alvorligt som voksne i mine film og vise, at barndommen også er svær og fyldt med hårde oplevelser, som man skal igennem og komme videre fra," siger han og tilføjer:
"Og så er børn ofte sjovere og mere rørende, fordi de er mere umiddelbare i deres tilgang til verden. I dokumentarfilm er det vigtigt, at de medvirkende ikke er for selvbevidste, og med børn bliver det automatisk mere ufiltreret."
Med "Et hjem i verden" ville Andreas Koefoed fortsætte børnesporet fra sine tidligere film, men samtidig fortælle en historie med mere samfundsmæssig relevans. Han ville give et indblik i et flygtningebarns liv på barnets præmisser – ikke politikere eller nyhedsmediers.
"Det er jo helt normale børn, der står i en usædvanlig situation. Men det er ikke den fortælling, man får i medierne, hvor de enten fremstilles som ofre, som det er synd for, eller nogen, der snyder og nasser på systemet. Det er sjældent, at vi bare får historien om et menneske."
Med "Et hjem i verden" har han derfor bestræbt sig på at komme ud over den stereotype fortælling om mennesker i nød. Ikke mindst ville han vise, hvor livsduelige og stærke børn ofte er. Hvordan de trods traumatiske oplevelser i bagagen er i stand til at komme videre. Derfor ser han også filmen som en konstruktiv historie.
"Jeg var bevidst om, at det ikke skulle være en deprimerende skildring. Jeg ville meget hellere dyrke den styrke, børnene har, og vise, at de også leger og kan holde sig oven vande og bevæge sig videre i livet. Vise, at de er nogle potentielt nye borgere med en masse fine kvaliteter, som står klar til at træde ind i samfundet."
"Et hjem i verden" er produceret af Sara Stockmann for Sonntag Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen har premiere på CPH:DOX de 5. november og i hele landet den 19. november. Læs mere i højrespalten.
Et hjem i verden
'Et hjem i verden' skildrer 5 asylbørns dagligdag på Røde Kors asylskolen i Lynge og deres liv efter ankomsten til Danmark. Børnene; Magomed, Sehmuz, Heda, Amel og Ali har forskellige nationaliteter og baggrunde, men fælles for dem er, at de er flygtet med deres familier til Danmark i håbet om at starte et nyt liv. På asylskolen er der på ét år 80% udskiftning i en klasse.
