Når pindsvinet Morten er jaloux på sin nye lillebror i "Drengen i kufferten", og drengen Alfred tænker over, hvad der sker efter døden i "Helium", er det følelser, børn over hele verden kan identificere sig med. Gennem projektet Cinema on the Road har syriske og palæstinensiske børn i libanesiske flygtningelejre fået mulighed for at se og diskutere børnefilm. Nogle havde aldrig set en film med børn i hovedrollen. Andre havde aldrig været i biografen. Alle var de glade, åbne og nysgerrige.
"Jeg har aldrig nogensinde set så mange børn på en gang sidde helt musestille og fokuseret," fortæller Khadije Nasser, projektarbejder på Den Danske Ambassade i Beirut, som har stået bag initiativet i samarbejde med Det Danske Filminstitut og den libanesiske filminstitution Metropolis Art Cinema.
Lærredet er et lagen
Cinema on the Road har netop afsluttet sin første fase i Libanon med uddannelse af facilitatorer fra lokale organisationer og filmvisninger i flygtningelejre – både officielle palæstinensiske lejre og uformelle syriske teltlejre (regeringen har ikke etableret officielle syriske flygtningelejre). Nogle af de etablerede lejre har haft lokaler, men oftest er visningerne foregået med en projektor og et lagen i et telt med cirka 25-40 børn på gulvet eller i plasticstole.
"Vi har prøvet at gøre det så simpelt som muligt og tilpasset os deres forhold. Vi kommer med noget, vi mener er værdifuldt, til nogle, der ikke er har så meget, og det har været fantastisk at se det fungere," siger Khadije Nasser.
På programmet er bl.a. Anders Walters "Helium", Pil Maria Gunnarssons "Musen" og Esben Toft Jacobsens "Drengen i kufferten". Film om venskab, jalousi og sygdom, som har fået børnene til at åbne sig og tale om deres eget liv, fortæller Khadije Nasser.
"Børnene har virkelig kunnet identificere sig med de film, der handler om venskab, jalousi og det at komme til et nyt sted og få nye venner. Det behøver ikke at handle om flygtningesituationen; det er også en måde at give dem mulighed for at være sig selv og fokusere på noget andet end at være flygtning. Der er mange børn, der har åbnet sig og enten stillet spørgsmål eller delt deres historier. De har sagt 'Jeg kender en, der er gået bort, er han så også kommet op i Helium?' eller 'Jeg har også en bror, jeg synes får for meget opmærksomhed – hvad skal jeg gøre?' Børnene har på mange måder set sig selv i filmene. Det har været fantastisk, da det næste skridt i projektet netop kunne være at lade dem fortælle deres egne historier."
"Min bedste oplevelse var, da en pige sagde, at hun aldrig havde været i biografen og aldrig set børn i en film," siger hun. "Men de behøver egentlig ikke sige så meget – bare det at se dem løbe ind i biografen, være så begejstrede og koncentrerede og spørge om de ikke nok må få lov til at se flere film…"
Børn får en stemme
Khadije Nasser fortæller, at der ikke findes en børnefilmkultur i Libanon, som vi kender den i Danmark. Det er heller ikke normalt at inddrage kreative elementer i undervisningen, som i Libanon er meget traditionel. Det håber bagfolkene af ændre på i næste fase af projektet, der foregår i libanesiske folkeskoler.
"Vi håber på at sprede budskabet om, at film kan være et værktøj i undervisningssammenhæng. Især i arbejdet med sårbare børn er det nemmere at tale om nogle emner, når børnene ser det visuelt. Børnene får mulighed for at reflektere, stille spørgsmål, være mere aktive og kreative i undervisningen og komme med deres egne historier. Uddannelsesmæssigt og demokratisk er det vigtigt, at børnene får en stemme og lærer, at de også har noget at sige.
