Sara er klassens flittige pige, der gør alle de rigtige ting i skolen. Mikkel er den mellempopulære dreng, der ikke tør indrømme, at han er forelsket i klassens nørd. Han er heller ikke er helt sikker på, om han bør gå sammen med klassens hårde drenge eller ej. Hvilke konsekvenser kan det mon få? På sidelinjen møder vi Louise og Hassan, der har haft noget kørende, men som måske er ved at være trætte af hinanden. Små begivenheder, der fylder en stor del af de fire børns tanker, når de hver morgen tager skoletasken på ryggen. I kølvandet på intrigerne og deres individuelle usikkerhed, udvikler det, der skulle have været en helt almindelig hverdag for de fire unge teenagere til et tragisk vendepunkt i deres liv.
Kaspar Munk vandt i 2007 ungdomsjuryprisen på Odense Filmfestival for filmen "Forsvunden", som havde Marie Søderberg og Stine Stengade i hovedrollen. Nu, tre år efter, er han klar med ungdomsdramaet "Hold om mig". I hovedrollerne finder man nye unge navne som Julie Sandra Brochorst, Hicham Najid og Sofia Cukic. Frederik Christian Johansen, der spiller Mikkel i "Hold om mig", har tidligere blandt andet medvirket i børnefilmene "En som Hodder" og "Tempelriddernes Skat".
Den anerkendte musiker og sangskriver Mikael Simpson har komponeret den musikalske side af filmen.
Debutfilmen vises på CPH PIX som en del af New Talent Grand Prix-programmet, der består af 13 film udelukkende fra spillefilmsdebuterende instruktører. Filmene bedømmes af en international jury og vinderen overrækkes en kontant pris på 50.000 euros den 24. april.
"Hold om mig" er produceret af Anders Toft Andersen for Nimbus Film og har modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts RÅFILM-pulje. Filmen har forventet biografpremiere den 2. september 2010. I forbindelse med biograflanceringen vil der blive udviklet undervisningsmateriale om fællesskab og mobning til skolernes ældste klasser og gymnasierne.