"Jeg keder mig, når jeg oplever min virkelighed for konstrueret og systematiseret," konstaterer Linda Wendel som noget af det sidste efter en lang snak om hendes nye film Julie, som har biografpremiere denne uge.
Det er ikke, fordi hun på nogen måde har virket sur på Danmark eller systemer som sådan under samtalen. Men hun savner noget mod og energi i hverdagen; der skal være plads til lysten og legen og ikke mindst til at fortælle nogle anderledes historier, som åbner for nye måder at være menneske på og tegner vores tid fra nye perspektiver.
Selv har hun de sidste ti år insisteret på sin ret til at undersøge filmmediet og eksperimentere med forskellige tilgange til det at lave film. I spillefilmene "Baby" (2003), "Han, hun og Strindberg" (2006) og "One Shot" (2008) har hun bl.a. leget med multiplotfortællinger og lange indstillinger. "One Shot" bestod – som titlen indikerer – af ét langt skud. Fælles for filmene har været, at de er skabt på ekstremt kort tid og har været drevet af gejsten fra skuespillerne og et lille, engageret hold. Som hun beskriver det har udgangspunktet meget været: Vi gør det sgu!
"Filmene er vokset ud af lysten til at fortælle. Også selv om man har begrænsede ressourcer. Der sker nogle ting, når man bare går i gang…"
Moderne Strindberg
"Julie" er Linda Wendels bud på, hvad vi kan lære af at gå til en tekst fra 1888 med friske øjne og bid. Filmen bygger på August Strindbergs "Frøken Julie", som Linda Wendel længe havde haft lyst til at bearbejde, men havde svært ved at finde den rette form til.
Da hun ved et tilfælde mødte skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen, oplevede hun pludselig at have fundet sin Julie. Det fik brikkerne til at falde på plads, og da Birgitte Hjort Sørensen med det samme takkede ja til rollen, selv om der på det tidspunkt kun var få penge at lave filmen for, begyndte tingene at rulle.
I Linda Wendels version af "Frøken Julie" er "Julie" en ung tennisstjerne, som forelsker sig i sin træner. Strindbergs fortælling om kønnenes kamp, klasseskel og begær er omsat til en nutidig historie om en kvinde, som er fanget i den professionelle tennisverdens spil om succes og søger eventyret og oprøret for at mærke, at hun lever.
"Strindberg er fantastisk at arbejde med, fordi han tør gå ud til kanten og ind til kernen. Han går ind dér, hvor vi er små, smålige, onde og grænseoverskridende. Han kan afkode den menneskelige psyke på en unik måde, som bliver ved med at være aktuel," fortæller Linda Wendel, som betragter Julie som en meget moderne karakter.
"Julie er en moderne pige, som har et hul i sig. Hun har ikke nogen kerne. Når hun oplever modgang og har trådt ved siden af, har hun ingen redskaber til at kæmpe for sin eksistens med. Hvordan vælger hun så at tackle livet? Det er en moderne konflikt i en tid, hvor vi er meget lidt rustet til at modstå modgang. Vi forventer konstant medgang og bliver fornærmede, når vi møder modgang. Vi er blevet forvandlet til et samfund af wellness-individer og forbrugere, og det er vores identitet. Hvis man samler alle de timer, hvor Familien Danmark ligger og får massage og bliver nusset, tænker man: Hvad sker der? Hvorfor er der ikke nogen, der går ud i livet?!"
Fyldeord er fy
Linda Wendel har tidligere arbejdet med Strindberg og har inden interviewet været tre dage i Stockholm for at gå i den svenske forfatters fodspor. I forbindelse med "Julie" har hun udviklet begrebet ’playfilm’, som bl.a. handler om at blande film og teater. Lange indstillinger skal give plads til kontinuitet i tid og rum, og dialogen skal være renset for smalltalk.
Ifølge Linda Wendel er 80 % af dialogen i "Julie" Strindbergs. Hun har det svært med det, hun beskriver som danske skuespilleres uvane med at ville fylde fyldeord på, eller deres tendens til at ville udbasunere underteksten. Hun er meget efter dialogen på optagelserne, for manuskriptet er et værk i sig selv, og sproget er en central del af en fortælling.
"Alle mine film har været undersøgelser, og her handler det bl.a. om, hvad der sker, når dialogen på den ene side er det gamle sprog og på den anden side er hyper-realistisk. Hvordan går det sammen? Det er teatralsk, men også realistisk. Samtidig arbejder jeg igen med lange indstillinger, hvor der er mulighed for at spille ud. Jeg reagerer intuitivt kraftigt imod, at alting i medieverdenen går så stærkt og er så opklippet og manipulerende: ’Se her! Se her!’ Jeg tror, at vores tid har brug for længere indstillinger. Vi har brug for noget indlevelse og nærvær."
Historier om vores tid
Arbejdet med de lange indstillinger blev udfordret af, at filmen er optaget med et Canon Marc II-kamera, som egentlig er beregnet til stillbilleder og maksimalt kan optage sekvenser af elleve minutters varighed. Men udfordringer er en del af undersøgelsen, og når man laver en film på blot otte dage, kan man regne med at få kamp til stregen.
Linda Wendel beskriver forløbet som en god proces og har ikke mindst været glad for, at filmen fik støtte til post-produktion af DFI's spillefilmkonsulent Steen Bille, så der kunne bruges mere krudt på bl.a. soundtracket og en titelsang af Dicte. Planen er at fortsætte med at lave egne film gennem selskabet Baby Film, men også at bruge de mange erfaringer fra de sidste års undersøgelser til at hjælpe andre på vej.
"Der er ikke er mange, som har lyst til at investere penge i at udvikle filmsproget, som branchen har det nu. Men det er vigtigt, hvis vi vil skabe spændende fortællinger. Jeg vil gerne bruge min energi og den indsigt, jeg har fået gennem mine produktioner, til at udvikle noget nyt," fortæller Linda Wendel, som håber på at kunne få større budgetter til sine kommende film, men samtidig gerne vil hjælpe andre med at finde modet til bare at turde gå i gang med at fortælle de historier, de brænder for. I øjeblikket leder hun selv efter en historie, som har den kraft, der gør den ustoppelig.
"Jeg leder efter en historie, som fortæller den tid, vi lever i. Jeg vil gerne skabe nye billeder og række bredere ud. Det fantastiske ved fiktionen er jo, at vi gennem den kan få større forståelse for andre mennesker. Historier kan skabe empati. Historier kan være med til at flytte os som samfund. For mig handler "Julie" bl.a. om at spørge: Hvem har friheden, og hvem har ikke friheden i dag. Julie er rig, men har hun friheden? Er hun glad? Historier kan give en oplevelse af, hvor man hører til, eller hvor man gerne vil flytte sig hen. "Julie" er et lille kammerspil, men den rummer mange store spørgsmål, som der er god grund til at blive ved med at beskæftige sig med."
Julie
Filmen er en moderne bearbejdning af August Strindbergs "Frøken Julie". Julie higer efter kærlighed, hun vil befri sig for de ambitioner, faderen har på hendes vegne. Julie bliver holdt i kort snor, men en aften hvor faderen er ude at møde nogle forretningsforbindelser gør Julie oprør.