Menneskets svære forhold til naturen er omdrejningspunkt i Robin Petrés dokumentar 'Fra det vilde hav', instruktørens debut i det lange dokumentarformat.
Filmen var udtaget til konkurrencen for ungdomsfilm, Generation 14plus, ved årets Berlin Filmfestival, og får nu international premiere i den nordiske konkurrence på CPH:DOX, der løber fra 21. april til 12. maj.
Med en observerende og poetisk stil følger Robin Petré hverdagen på en række dyreredningscentre ved kystlinjen omkring de britiske øer og Holland. Her forsøger godhjertede frivillige at redde strandede hvaler og sårede sæler, mens vind og vejr raser som aldrig før – accelereret af klimaforandringer.
Men hovedkaraktererne er ikke kun dyreforkæmperne, der forsøger at gøre en forskel i en håbløs situation.
Store dele af filmen er dedikeret til dyrene, som skyller ind på kysten med skader efter kontakt med skibe og plastik i maverne, for at blive sendt ud i havet, hvor de menneskeskabte farer fortsat lurer.
"Min tese er, at der i ethvert menneske findes både en opbyggende og en destruktiv kraft. Det er denne ambivalens, som filmen søger og gerne vil helt ind og røre ved: vores haltende relation til selvsamme natur, som vi smadrer med den ene hånd og genopbygger med den anden," siger Petré om den modstridende kerne i 'Fra det vilde hav'.
At skildre dyrene med respekt
I nogle af filmens mest kraftfulde scener ser vi, hvordan dyrepasserne er nødt til at overmande de intetanende sæler i et forsøg på at hjælpe dem. Dyrene forsvarer sig med næb og klør, magtesløse over for den udefrakommende indgriben i deres eksistens.
Samtidig må de frivillige erkende, at deres forsøg på at opretholde en natur i drastisk forfald på grund af menneskeskabte skader til tider kan virke næsten håbløs.
"Jeg vil gerne nedbryde barriererne mellem publikum og de dyr, vi møder på lærredet. For mig at se er dyrene nogen snarere end noget, og derfor sigter jeg også efter at skildre dem med samme respekt, som jeg skildrer alle andre i filmen med," siger Petré og uddyber om filmens mange scener set fra dyrenes perspektiv:
"Scenerne har dels til formål at skabe en dybere forbindelse mellem publikum og de dyr, vi møder i filmen, dels at give os mennesker et uventet spejl på os selv, så vi ser os selv udefra, på godt og ondt."
Se trailer fra filmen
Petré ønsker, at filmen kan føre til øget refleksion over, hvordan vi lever sammen med naturen i en tid, hvor klimaforandringer er allestedsnærværende:
"Mit håb er at sætte menneskets adfærd over for naturen i et nyt lys og give os et medrivende, tragikomisk og dramatisk blik på os mennesker set udefra."
Menneskets udfordrede sameksistens med dyr løber som en rød tråd gennem Petrés værk.
I 2016 var hun aktuel med sin første korte dokumentar, 'Pulse', om en hjortefarm i Ungarn. Filmen vandt blandt andet en Sølvdue ved DOK Leipzig for sin skildring af menneskets kolonisering af vild natur.
'Fra det vilde hav' er produceret af Malene Flindt Pedersen for Hansen & Pedersen med støtte fra Filminstituttets talentordning New Danish Screen.
Oprindeligt publiceret 24. februar i forbindelse med Berlinalen. Artiklen er opdateret 19. april i forbindelse med CPH:DOX.