I starten af forrige århundrede strømmer mennesker til byerne for at arbejde i den industrialiserede storbys fabrikker og arbejderkvarterer. De rykker ind i lejekaserner og skumle baggårde. Landets læger kan hurtigt konstatere, at det er så usunde boligformer, at det går ud over arbejdernes helbred og produktivitet. Med socialreformen tidligt i 1930’erne kommer der fokus på at forbedre de sociale forhold for arbejderklassen og øge boligstandarden. Og så sker der noget.
Med afsæt i lægernes diagnose bliver det arkitekternes opgave at realisere sunde, funktionelle lejligheder udenfor byernes tætpakkede centre. Lys og luft er omdrejningspunktet.
Redaktionen har talt med Birgitte Kleis, som er arkitekt med speciale i danskernes almene boliger i et historisk perspektiv, og som har skrevet en temaartikel om film og byudvikling til ”Danmark på film”
Der sker jo ufatteligt meget på det her område fra slutningen af 30’erne og frem. Er der tale om kvalitetsbyggeri fra den periode, som har fremmet beboernes trivsel?
”Ja, der er faktisk tale om boligbyggeri af meget høj kvalitet, ofte tegnet af nogle af landets dygtigste arkitekter, som satte det at bygge boliger til mennesker meget højt. Godt hjulpet på vej af visionære bygherrer indenfor den almene sektor.
Udover de bebyggelser, der vises klip fra i de nye film på sitet, er det også værd at nævne hele bebyggelsen på Bispebjerg, som faktisk blev opført under krigen, på trods af manglen på byggematerialer. Bredalsparken i Hvidovre blev tegnet af Svenn Eske Kristensen og opført fra 1949 til 1959, og bebyggelsens tårnhøje arkitektoniske og boligmæssige kvaliteter er ikke til at komme udenom – heller ikke i dag og heller ikke, hvis man spørger dem, som bor der nu.
Svenn Eske Kristensen tegnede i øvrigt også den del af Bellahøj, som vi ser blive bygget i filmen Bellahøj Højhuse, og han satte en ære i at indrette boligerne, så ikke mindst husmoderens liv blev lettere.
Og ja, Tingbjerg har godt nok et skidt omdømme i dag, men det er bare ikke byggeriets skyld, at området ikke fungerer. Tingbjerg blev tænkt og tegnet af Steen Eiler Rasmussen og opført mellem 1955 og 1972 som en mønsterby, der opfyldte alle krav til en velfungerende bydel med gode boliger, butikker, daginstitutioner, legepladser, skole og plejehjem. Og det var et fint sted at vokse op i 1960'erne – jeg ved det, for jeg har selv boet der.”
Er der forskel på byggerierne fra henholdsvis 30’erne og 60’erne-70’erne?
”Der er måske ikke den store forskel på kvaliteten af de boligbebyggelser, der blev opført i 30’erne og 60’erne-70’erne, men der er forskel på kvaliteten af det levede liv i bebyggelserne. Samfundet var et andet i 1970'erne, kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet, og ikke alle bebyggelser formåede at afspejle eller omfavne de ændrede forhold. Det gav grobund for en begyndende fremmedgørelse, som vi kan fornemme i filmene Bag de ens facader og Huse til mennesker.”
Hvordan påvirker de her tanker og strategier infrastrukturen – bolig og transport hænger jo tæt sammen!
”Det er helt klart, at behovet for at transportere sig mellem hjem og bolig betyder utrolig meget for, hvordan en by kan skrues fornuftigt sammen. Jeg synes der er mange sjove og tankevækkende betragtninger i filmene Storby i støbeske, og Byen vi bor i, som også kan bruges den dag i dag, hvor vi pendler stadig længere for at gå på arbejde. Et sted lyder speaken: ”Alle krydser alle på vej til og fra arbejde – og alle krydser centrum”. Løsningen var dengang at lave en ’motorgade’ rundt om centrum, det ville man ikke gøre i dag. I dag blander vi trafikformerne, i et forsøg på at 'opdrage' forskellige typer trafikanter til bedre adfærd. Men alt har konsekvenser, gode som dårlige.”
Kan byplanlæggere og arkitekter i dag bruge disse film, som dokumentation af en æra i dansk boligbyggeri – eller går man helt nye veje?
”Ud over at det altid er fint at blive mindet om tidligere tiders tanker, idealer og erfaringer, er filmene her fulde af gode pointer, som arkitekter og byplanlæggere i dag bør lægge sig på sinde. Faktisk nu mere end nogensinde, for selv om der også i dag bliver gjort forsøg på at lave nye boligformer, f.eks. seniorboliger og bofællesskaber under mange forskellige former, og selv om arkitekter altid udforsker nye måder at løse en opgave på, så resultatet bliver til mere og andet end blot tag over hovedet, så betyder de strukturelle forhold og højkonjunkturerne i byggeriet også, at der bliver bygget utrolig meget, som nok mere handler om at profitmaksimere en investering.
Der bliver lavet både brugbar og værdifuld boligforskning, men om den viden når helt op til beslutningstagere og helt ud på byggepladserne, er nok et godt spørgsmål”.
