Fræk og mindblowing: Fem stumfilmfans anbefaler film

STUMFILM. Hvad er det helt præcist ved Dreyer og andre danske stumfilm, der fascinerer? Vi har spurgt fem stumfilmfans, bl.a. Ellen Hillingsø, Christina Rosendahl og Bjørn Svin. Se deres anbefalinger på Stumfilm.dk.

“Se hende lige, når hun sidder der og babber på smøger og grabser på damerne og leger rigtig mand. Jeg er dybt fascineret af de yderligheder, hun går til. Det er frækt!”

Skuespiller Ellen Hillingsø er ved at tabe kæben ved synet af Asta Nielsen i ”Kærlighedens ABC” (1916), hvor den berømte stumfilmsskuespiller iklæder sig mandetøj og scorer kvinder på stribe.

Stumfilmens fascinationskraft

Det nye tema 'Stumfilmens fascinationskraft' rummer anbefalinger af skuespiller Ellen Hillingsø, musiker Bjørn Svin, historieformidler Liv Thomsen, instruktør Christina Rosendahl og den amerikanske kritiker Jay Weissberg. De fleste af filmene kan ses online på Stumfilm.dk.

Hillingsø er fascineret over frækheden og grænseafsøgningerne i danske stumfilm fra 1910’erne-30’erne. Og hun er ikke alene om sin fascination. I et nyt tema på Stumfilm.dk forklarer hun og fire andre stumfilmfans – den amerikanske kritiker Jay Weissberg, musiker Bjørn Svin, historieformidler Liv Thomsen og instruktør Christina Rosendahl - fascinationskraften ved dansk stumfilm.

I temaet giver de fem stumfilmfans også deres anbefalinger til must see-stumfilm.

Christina Rosendahl anbefaler Carl Th. Dreyers ”Jeanne d’Arcs Lidelse og død” (1928), som hun kalder ”mindblowing”. Og Jay Weissberg anbefaler blandt andre den mindre kendte og forholdsvist nydigitaliserede ”Ballettens datter” fra 1913.

Filmen kan kun ses på Stumfilm.dk og er ifølge Weissberg et godt eksempel på, hvad den stumme filmkunst kan:

“Vi har en tendens til at tænke på stumfilm som overmelodramatiske og fjollede, men det er en fejltagelse. De rigtigt gode af slagsen rammer hovedet på sømmet og kan bevæge os med helt store følelser – humor, kærlighed, had, begær – på tværs af nationaliteter.”

Læs flere gode argumenter for at se den stumme filmkunst, og find anbefalinger til danske titler på www.stumfilm.dk