"Jeg sidder lige og skriver på 'Olsen Banden - På dybt vand'. Det er nummer to af de nye 3D-film," fortæller Lone Rubæk Frydendal hjemme fra Solrød, hvor debutanten netop har overtaget projektet fra sin kollega Tine Krull Petersen, der skulle på barselsorlov.
"Olsen Banden har altid stået mit filmhjerte nært. Jeg kender alle filmene, figurerne, universet og tonen, så det er virkelig en fantastisk opgave for mig at få, at bringe serien videre", siger hun og konstaterer, at den eneste afgørende nye ting for hende er, at handlingen i et vist omfang skal skrives til 3D.
"Egon, Benny og de andre skal lave mere fysisk humor og hele tiden bevæge sig i scenerne. Det er ikke helt nok bare at tale – billederne skal udnyttes, og derfor skal der være noget at se på. I en realfilm kan man sagtens se en lang dialogscene, men i animationsverdenen vil det kede publikum. Derfor er det nødvendigt, at deres talescener rummer en masse gakkede ting, som hele tiden holder filmen i gang".
Stor opgave
Det virker som en stor opgave, som den første lige efter de to år på Filmskolen. Den første Olsen Banden i 3D solgte cirka 335.000 billetter og hentede et stort publikum blandt de yngre biografgængere. Det segment kræver loyalitet mod det, som de kender. Lone Rubæk Frydendal ved, at det forventes, at hun både anerkender seriens fornemme historik og byder ind med noget nyt, der kan føre den populære franchise videre. "Lige det er ikke noget problem", fortæller hun.
"Jeg har alle de originale plakater fra filmene hængende på væggene i min lejlighed – og som et absolut kuriosum lavede jeg i folkeskolen en brochure til tyske turister om, hvor de kunne tage rundt og se locations fra Olsen Banden-film."
Frydendal var under uddannelsen i praktik på Nordisk Film, og i den forbindelse fik hun mulighed for at vise sin interesse for den kulturhistoriske bande. "Det var utrolig heldigt for mig, at jeg kom i praktik på Nordisk Film, og at de netop i samme periode var i gang med at tilrettelægge den kommende film," fortæller hun, og det virker da unægtelig som et perfekt match, at Frydendal fik mulighed for at arbejde sammen med sine helte fra plakaterne.
Komedieelsker
Som snakken med Lone Rubæk Frydendal skrider frem, viser det sig, at hun ikke kun er vild med skurkene fra Valby. Hun elsker komedier. Folkekomedier. Forvekslingskomedier. Jim Carrey. Morten Korch. Klassikerne. De nye. Dem alle sammen.
"Når jeg går i biografen, så vil jeg hygge mig. Jeg gider ikke se mørke, desillusionerende voldtægtsfilm. Jeg vil se gedigen underholdning, og det har været mit udgangspunkt lige siden, jeg blev optaget på Filmskolen".
Manglende samarbejde
Der går seks elever på manuslinjen. De er der i to år, modsat de andre linjer, som går på Filmskolen i fire år.
"Manuskriptforfatterne er lidt ude af sync med de andre på skolen", reflekterer hun over de to år med hovedet i dramaturgiske modeller og format-gennemgange.
"Da vi startede, var for eksempel instruktørerne allerede to år henne i forløbet, og for dem virkede vi, sikkert med rette, en smule naive filmmæssigt. Derfor kom det aldrig til at virke naturligt at arbejde sammen med det hold instruktører, som lige er gået ud nu sammen med os".
Netop det manglende samarbejde mellem instruktører og manusforfattere har skabt lidt debat og uro nogle steder i systemet. Det virker oplagt, at de skal arbejde sammen – men det er det ikke nødvendigvis for Lone Rubæk Frydendal:
"Socialt var vi langt fra de ældste af instruktørerne. De havde to år tidligere klaret rustur og fredagsbarer – de var i fuld gang, og vi nåede aldrig rigtigt at finde hinanden. Desuden er instruktørerne fra denne årgang meget eksperimenterende. De fleste af forfatterne på min årgang er langt mere kommercielle og underholdende i vores tilgang," siger Frydendal og understreger, at samarbejdet med producerlinjen fungerede eksemplarisk, og at de sammen bruger et semester på at udvikle en tv-serie.
Disciplin, deadlines og børnehave
Livet på Filmskolen var en yderst interessant oplevelse for den tidligere jurastuderende. "Den ene dag er det en børnehave, og den anden er det en benhård arbejdslejr", griner hun og uddyber:
"Vi skal lære en utrolig disciplin. Sidde koncentreret, arbejde hurtigt, aflevere kvalitet. Der er ingen kompromisser med deadlines, så der skal arbejdes igennem hele tiden, uden at man nogensinde kommer helt til bunds i opgaverne. Der er hele tiden nye genrer, der skal læres, nye formater, skarpe deadlines og benhård kritik. Når man er færdig med det ene projekt, hopper man straks videre til det næste. Sådan er det på Filmskolen – og selv om det er befriende at komme ud, hvor man kan fordybe sig og gennemarbejde tingende ordentligt, så kommer jeg nok til at savne skolen lidt. Men også kun lidt," griner Lone Rubæk Frydendal.