Det rigtig sjove på film er ikke nogen uforanderlig sag. Det, der var sjovt i går, sidste år og for 10, 20 eller 30 år siden kan forekomme aldeles uden for nummer i en nutidig optik. Bladrer man lidt i dansk films store glemmebog for filmkomedier, myldrer det frem med humoristiske indslag, der sagtens kan opfattes som politisk ukorrekte levn fra en (heldigvis!) svunden fortid, hvor racisme, sexisme og grænseoverskridende adfærd over for børn var gangbar valuta. Fremstillinger, der virker stødende for nogle, mens andre trækker på skuldrene og spiller ”det var en anden tid”-kortet. Og er der noget, der deler os danskere i disse år, så er det synet på, hvordan vi håndterer ytringer, der ikke modsvarer en ny tids følsomhed.
Tre af dansk films store komiske skuespillere omkring billardbordet. Karl Stegger som sortsværtet snydepels og stammehøvding var sjov i datidens optik. Foto: 'Styrmand Karlsen' (1958).
’Sorte avekatte’ og Karl Stegger som stammehøvding
Racistiske portrætteringer af særligt sorte er ikke et særsyn i den danske komedie. I 'Smil og Taare' (1923) bliver en sort chauffør udsat for ondsindet mobning og tituleret som ’sorte avekat’, et populært øgenavn til sorte, der sammen med ’neger’ ses i mange komedier, bl.a. 'Barken Margrethe' (1934), hvor en ung og meget hvid Lau Lauritzen jr. tæver en sort bokser under racistiske tilråb fra skibskokken Ib Schønberg i en af tredivernes styggeste scener. To grelle eksempler på blackfacing i humorens tjeneste er begge fra 1958: I 'Styrmand Karlsen' spiller Karl Stegger en aggressiv, billard-snydende stammehøvding med hang til whisky, mens Lille Per i 'Far til Fire og ulveungerne' synger ”En sort lille neger fra Afrika” – begge er malet sorte fra top til tå. Det var folkekomedier af den slags, der udløste de store filmgrin i det årti. Men må man virkelig grine af den slags i dag? De fleste nok ville sige nej, selv om disse gumpetunge fremstillinger mest af alt forekommer latterlige og absurde i vores samtid – hvilket jo gør dem til pædagogiske skræmmeeksempler, og dermed tjenlige til fremvisning i den gode sags tjeneste.
God tone og folkelig underholdning er noget, der flytter sig. 1950’ernes mest populære barnestjerne, Lille Per, synger ”En sort lille neger fra Afrika” i folkekomedien Far til fire og ulveungerne (1958).
Sprogøe i skihytten og klassens tykke pige
Ikke overraskende kan talrige danske komedier nemt beskyldes for at være sexistiske og nedgørende over for kvinder. I 'Min kones ferie' (1967) prøver Ove Sprogøe ihærdigt at komme i bukserne på Ghita Nørby i en skihytte. Et decideret overgreb i nutidig kontekst, som Nørby dog i takt med den tids toneklang tager med et mildt smil. Men hvad med Olsen-banden da? Inkarnationen af dansk, folkelig hyggekomedie – noget, millioner af danskere grinede af gennem flere årtier? Tag blot med Olsen-banden til Jylland (1971) og mød Peter Steen som storgramsende voyeuristisk befalingsmand.
Nåja, også han fremstår som latterlig, så den lader vi passere. I den berømte og berygtede æggepuste-scene fra den vold-for-sjov-proppede 'Blinkende lygter' (2000) giver en arrig Søren Pilmark Sofie Gråbøl en knytnæve i synet og råber ”så holder du kraftedeme kæft, kælling!”. Det er let at enes om, at vold mod kvinder er ikke spor sjovt. Men griner man ikke nærmere af en afstumpet, voldelig mand, der mister kontrollen og gør noget så torskedumt som at slå en (ganske vist temmelig provokerende) kvinde? Og er det ikke scenens ambivalens – at han forløber sig, men at hun er skideirriterende – der gør, at scenen i ordets egentlige forstand er ’mindeværdig’? Det er vel et kendetegn ved gode film, at de er bærere af en ambivalens, eller et konfliktstof, der gør, at man tænker og diskuterer videre, når filmen er slut?
I den folkekære serie om Min søsters børn går ungerne frisk til både bajere og smøger. For det er vel sjovt at se de kære små slå sig løs? Foto: 'Min søsters børn på bryllupsrejse' (1967)
Børn i danske folkekomedier har heller ikke været pakket ind. Min søsters børn både ryger og drikker bajere i 60’erne, mens ørefignerne synger i en kækt humoristisk scene i den socialdemokratiske fiktionspropagandafilm 'Danmark for Folket' (1937). Anders Matthesens 'Terkel i knibe' (2004) er blevet hyldet for at være i øjenhøjde med de bumsede teenagere med dens fuckfinger til al småborgerlig Salonfähigkeit. Men den stereotypiske portrættering af ’klassens tykke pige’, Fede Dorit, der mobbes til selvmord, fremstår temmelig afstumpet i dag. Det gjorde den i øvrigt også for mange, dengang filmen var ny. Fortalere for filmens galgen-pædagogiske humor vil dog sikkert sige ”slap off” og hævde, at filmen netop problematiserer mobning ved den grove overdrivelse. Og at filmvold, der ikke gør ondt, netop er den farlige af slagsen, så derfor må Dorits selvmord gerne kradse.
En fuckfinger til al småborgerlig pænhed? Anders Matthesen gik til stregen og – mente mange – langt over stregen med mobningen af Fede Dorit i Terkel i knibe (2004).
Den ’farlige’ fortid og zen-bavianen
Men hvad gør vi med denne, i nogles optik, politisk ukorrekte humor fra fortiden? Skal den tilbage på arkivhylden; gemmes væk under gulvtæppet, eller udstyres med disclaimers, standardgrebet for enhver, der gerne vil gyse over det utilladelige, men samtidig frygter shitstormen, som kan følge af at vise det frem? Måske skal man midt i al balladen om wokeness og cancel culture bare give en af filmhistoriens mindst kontroversielle skikkelser, zen-bavianen Rafiki fra 'Løvernes Konge' (1994), ordet: ”Fortiden kan gøre ondt. Men som jeg ser det, kan du enten flygte fra den eller ... lære af den”.
