Ali Abassis "Shelley havde verdenspremiere helt tilbage i februar på filmfestivalen i Berlin, og den spillefilmdebuterende instruktør fik pæne ord med fra danske filmanmeldere, da den i starten af november blev vist på CPH PIX. Nu kommer filmen i biografen fra 1. december.
"Shelley" er med instruktørens egne ord en psykologisk kuldegyser, der leger med horrorgenrens koder i sin skildring af et barnløst par, Kasper og Louise, som går til yderligheder for at udvide familien. Og bliver straffet noget så grusomt for det.
"Film er et godt medium til at visualisere det, man ikke kan se. For 200 år siden var jeg nok blevet præst," sagde instruktøren tilbage i februar i forbindelse med Berlin Filmfestivalen.
Læs: Gyset mellem filosofibog og popsang
Ali Abbasi høstede i 2011 også ros for sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, "M for Markus", og han har holdt fast i en stor del af holdet fra den film på "Shelley": fotograf Sturla Brandth Grøvlen, lyddesigner Rune Bjerre Sand og producer Jacob Jarek.
Jarek dannede for fem år siden sammen med Ditte Milsted – også fra samme filmskole-årgang – og islandske Thor Sigurjonsson produktionsselskabet Profile Pictures, og de har siden inviteret Caroline Schlüter Bingestam med på holdet. Selskabet er ligesom en del af de seneste års nydannede produktionsselskaber drevet af et ønske om at udfordre produktionsprocessen og lade nye instruktører nå ud til et publikum.
"Shelley" var den første spillefilm selskabet satte i produktion, men inden for godt et halvt år tæller de sig for premierer på i alt fire spillefilm. I september var det Rasmus Heisterbergs spillefilmdebut "I blodet", den 19. januar er det Fenar Ahmads film nummer to, "Underverden", og i maj bliver det manuskriptforfatter Jens Dahls debut som instruktør med spillefilmen "3 ting", der har Nikolaj Coster-Waldau og Birgitte Hjort Sørensen i hovedrollerne.
"Shelley" har premiere i hele Norden samtidigt, og i Norge, hvor filmens norske hovedrolleindehaver, Ellen Dorrit Petersen, er et stort navn, sættes filmen op i endnu flere biografer end i Danmark.
"Shelley" er støttet af New Danish Screen.