CANNES 2009: Ingen skandinavisk instruktør har arbejdet med så mange internationalt kendte karakterskuespillere som Lars von Trier. Siden spillefilmdebuten "Forbrydelsens element" i 1984 har Triers forhold til sine skuespillere ændret sig radikalt fra stram kontrol til håndholdt spontanitet. De to stjernenavne i "Antichrist" er franske Charlotte Gainsbourg og amerikanske Willem Dafoe.
Lars von Triers forhold til skuespillerne ligner et intenst drama fuld af had-kærlighed. Det kan ikke sættes på entydig formel, for den danske instruktørs arbejde med sine aktører har ændret sig radikalt op gennem produktionen af, hvad der nu beløber sig til 11 film.
Selvfølgelig er det konflikterne, der er blevet skrevet mest om. Først og fremmest den højdramatiske batalje med den islandske sangstjerne Björk, som stødte så voldsomt sammen med Trier under optagelserne til "Dancer in the Dark" (2000), at hun bogstavelig talt flygtede ud i det ukendte og satte produktionens gennemførelse på spil.
Sjælerystelser
Det gav også nogle store sjælerystelser for hans danske stjerne i Dogme-filmen "Idioterne" (1998), Anne Louise Hassing, at udsætte sig for Triers nærgående psykoterapeutiske instruktion i rollen som spasserkollektivets "fornuftige" plejer, Susanne.
Adspurgt om hun ville arbejde sammen med Trier igen efter den oplevelse, svarede hun:
"Det ville jeg helt klart, men havde man spurgt mig lige efter optagelserne, havde jeg sagt nej. Jeg var brugt op. Men nu ved jeg, at det er en gave at arbejde sammen med ham."
Lidt af den samme tvedelte oplevelse havde Nicole Kidman på "Dogville" (2003):
"One day it would be a fairy tale, the next it was a nightmare. Lars was gentle with me - he was gentle and soft, then he would beat me up emotionally when he felt he needed that."
Tiltrækkende samarbejde
Triers ukonventionelle metoder, stridbare personlighed og, ikke mindst, de gode roller virker dog snarere tiltrækkende end afskrækkende på de fleste af de skuespillere, der tror på filmkunsten som et sansepirrende eventyr.
Ingen skandinavisk instruktør har arbejdet med så mange internationalt kendte karakterskuespillere og stjerner som Trier.
Listen omfatter navne som Nicole Kidman, Stellan Skarsgård, Emily Watson, James Caan, Chloë Sevigny, Ben Gazzara, Jean-Marc Barr, Katrin Cartlidge, Lauren Bacall, Barbara Sukowa, Danny Glover, Harriet Andersson, Paul Bettany og Eddie Constantine.
Og med Triers nyeste udspil "Antichrist" føjer franske Charlotte Gainsbourg sig til denne fornemme flok, som allerede inkluderer filmens anden hovedperson, amerikanske Willem Dafoe, der spillede Grace's far i "Manderlay". To begavede aktører, der ikke er bange for at tage chancer og derfor er samarbejdspartnere efter Triers hjerte. Og når Willem Dafoe udtaler, "I never act. I simply bring out the real animal that's in me," så kan man let forestille sig Trier nikke bifaldende.
En jagt på sandhed
Triers forhold til skuespillerne var i starten distant. I "Forbrydelsens element" (1984) og "Europa" (1991) flyttede han rundt på sine figurer som marionetter i en nøje kontrolleret mise-en-scène.
Det var først med "Riget" (1994 & 1997), at han løsnede sin kontrol og filmede med et håndholdt kamera, der gav skuespillerne langt større frihed. Som sædvanlig traf Trier her et radikalt stilvalg, for længere kunne han dårligt komme fra sine tidligere stramt beherskede fortælleform. Og bistået af medinstruktøren Morten Arnfred fik Trier sine skuespillere til at træde anderledes menneskeligt i karakter end i sine forrige, noget stift spillede film.
Trier opdagede, at det frigjorte kamera og den naturlige belysning skabte forudsætninger for en stærkt forøget udstryksrigdom, ægthed og spontanitet i selve skuespillet.
Dermed var en del af Dogme-teoriens praksis allerede afprøvet - og det stilistiske dobbeltgreb på "Breaking the Waves" muliggjort: vildt melodrama filmet med reportage-realistisk håndholdt kamera! Nu var teknikkens spændetrøje løsnet, og Dogme-filmen "Idioterne" (1998) kunne optages under primitive tekniske forhold med instruktøren selv bag kameraet.
Med "Dogville" (2003) og "Manderlay" (2005) har Trier givet os endnu en version af den ekstreme stilisering. Nu er der næsten kun skuespillerne tilbage på den nøgne scene, i det tomme fantasi-skabte rum. Men deres udtryk er aldrig teatralsk og søger det ægte på præcis samme måde som i Dogme-filmene.