Siden sin afgang fra den alternative filmskole Super16 har Daniel Borgman udmærket sig ved arthouse-dramaer om outsidere.
I den newzealandsk-danske 'The Weight of Elephants' fra 2013 følger vi en ensom 11-årig dreng, som lever i en fjern egn af New Zealand, og 'At elske Pia' fra 2017 handler om den udviklingshæmmede titelkarakters forsøg på at finde kærligheden hjemme på Langeland. Begge film blev udtaget til Berlinalen.
Nu afsøger den newzealandske instruktør, der har boet og arbejdet i Danmark siden 2007, for første gang genrefilmen med det foruroligende drama 'Harpiks', der er baseret på Ane Riels bestseller af samme navn med manuskript af Bo hr. Hansen.
Filmen følger en dysfunktionel, men kærlig lille familie – bestående af patriarken Jens, den unge datter Liv og den sengeliggende og svært overvægtige mor Maria – som har isoleret sig fra civilisationen langt inde i en skov. Her lever de i et med naturen i fred for omverdenen, som ikke kender til Livs eksistens, da familien foregav, at hun omkom i en drukneulykke som spæd. Men det lille mikrokosmos truer med at kollapse, da Livs farmor en dag kommer på uanmeldt besøg.
Harpiks
Filmen er et mareridtseventyr om Jens, datteren Liv og hendes gigantiske mor, Maria, der lever et isoleret liv langt inde i en smuk skov i et lille selvskabt paradis. I en verden, hvor der i selv de mindste ting findes en sjæl, og der selv i en myres rejse ind i fyrretræernes harpiks kan findes en højere mening. Liv er lys og fuld af liv og den nysgerrighed, som hendes far har plantet i hende.
'Harpiks' er den første af dine tre spillefilm, du ikke har skrevet selv. Hvad tiltrak dig ved fortællingen?
"Jeg har altid været fascineret af natur, isolation og menneskets forhold til civilisationen. Mine film har også altid haft en åbenhed over for mennesker, der gerne vil være alene, og ødelagte forhold. Samtidig var jeg begejstret for muligheden for, at Adomeit Film og jeg kunne samarbejde med Zentropa om en film, der var mere mainstream, og som havde flere skuespillere, end jeg havde været vant til."
Hvorfor er historien om en familie, der isolerer sig selv fra omverdenen, særligt relevant i dag?
"Filmen handler om, hvordan vi ser på outsidere og forskelligheder. Og så handler den om generationsskifte. Begge dele er vigtige, fordi vi lever i en verden, hvor mange mennesker ikke er åbne over for forskelligheder eller forandringer, men hellere vil pege fingre ad hinanden og dømme fremfor at lytte.
Jeg tror, at nysgerrighed og åbenhed er lige netop det, vi har brug for nu. Hvis man tænker på Trump, flygtningekrisen, værdipolitik, Brexit og al den slags, så er der mange mennesker, som står klar til at fordømme hinanden, men verden har i stedet brug for, at vi lytter mere og kræver mindre."
Hvad gjorde I for at komme tæt på naturen under optagelserne?
"Filmen er på mange måder producer Peter Aalbæks hjertebarn. Det var ham, der fandt vores location på Fyn, som var grundlaget for filmen. Det fantastiske var, at vi under de tre måneders optagelser boede i et stort hus ved siden af vores primære location i skoven, så vi virkelig blev knyttet til naturen.
Det var med til at gøre det iøjefaldende, hvor isolerede vi egentlig er fra naturen i vores dagligdag. På den måde kom vi også tættere på vores karakterer og deres måde at leve på. Der var meget at lære om, hvordan det virkelig er at være i naturen."
Hvad gav det til optagelsesprocessen?
"Jeg er inspireret af filmskabere som Carlos Reygadas, Terrence Malick og Pedro Costa, der alle er til stede i nuet, i stedet for at lave en masse regler i et kontor og så få dem til at passe ind i filmen.
Når man bor lige ved siden af sin location, kan man arbejde hele tiden og lade sig inspirere af vejret, lyset og naturen. Det var mere spontant. I weekenderne tog jeg nogle gange selv ud for at lave fælder i skoven og hænge ud med hønsene for at komme det hele nærmere."
Filmen skildrer et Danmark, som de færreste nok genkender. Hvordan arbejdede I med at skabe det her mikrokosmos på kanten af samfundet?
"Det underlige er, at når man rejser rundt, begynder man at lægge mærke til de forskellige livsstile og indse, at de i virkeligheden eksisterer overalt. Det er faktisk meget dansk at bo i et faldefærdigt bondehus med skrot i forhaven. Det er bare et mere ukendt Danmark.
Det handler om, hvor man peger linsen hen, og hvad man lægger mærke til. At jeg i mine film vælger at se på tingene på en anden måde, skyldes sikkert også, at jeg ikke er herfra. At jeg er vant til at se nogle andre slags film og optaget af andre fortællinger."
Hvordan ser du på Jens' forsøg på at isolere sig fra samfundet?
"Jeg synes, det er et tilbagevendende problem, som alle progressive mennesker står over for: Hvordan kan man både leve inde i og uden for civilisationen på samme tid? For man kan ikke rigtigt undslippe samfundet. Vi har brug for hinanden – vi kan ikke redde planeten eller afskaffe hungersnød og fattigdom som individer.
Der er også et underliggende udsagn om klimaforandringer i filmen. Det er ikke et politisk udsagn, men handler mere om at gøre publikum opmærksom på naturen, som er overalt omkring os, men alligevel ikke bliver bemærket."
Ser du dig selv fortsætte med at arbejde mod film, der er mere mainstream?
"Min drøm er at danne bro mellem mainstream- og kunstfilm, altså kunstnerisk vellavede film, der samtidig finder deres publikum. Jeg drømmer om at lave en Jussi Adler-film med en klar vision, der er udfordrende kunstnerisk, hvor tematikkerne er oprigtigt forbundet med tiden, og som samtidig bliver set af 200.000 mennesker. Og så vil jeg selvfølgelig også fortsætte med at lave små kunstprojekter, som jeg selv filmer.
Jeg håber, at 'Harpiks' kan være med til at vise, hvad der sker, når man sætter folk med Louise Vesth og Peter Aalbæks ekspertise sammen med kunstnertyper som mig selv, der gerne vil udfordre de gængse holdninger til, hvordan en film skal stykkes sammen og se ud."
