'Her i nærheden' i Oscar-nomineringsrunden

Pressemeddelelse24.10.2000
Repræsentanter fra den
danske filmbranche har på et møde i dag besluttet at indstille Kaspar
Rostrups og Nordisk Films 'Her i nærheden' til Oscar-nomineringsrunden.
Branchen var repræsenteret af personer fra Danske Film- og TV-Producenter,
Danske Filminstruktører, Filmarbejderforeningen, Dansk Filmfotograf
Forbund, Danske Dramatikeres Forbund og Det Danske
Filminstitut.
'Her i nærheden' får med
indstillingen chancen for at blive nomineret i kategorien "Best Foreign
Language Film". Hver nation kan indstille én film, som derefter bliver
vurderet af en komité fra the Academy of Motion Picture Arts and Sciences,
der udvælger de fem bedste fremmedsprogede film. Oscar-uddelingen finder
sted søndag d. 25. marts, 2001.
Kaspar Rostrup har
tidligere vakt amerikanernes begejstring. 'Her i Nærheden' vandt Hollywood
European Film Award på Hollywood Film Festival i august i år, og hans film
'Dansen med Regitze' var i 1990 Oscar-nomineret.
'Dancer in the Dark',
Lars von Triers Guldpalme-vinder fra Cannes, var ikke blandt de film, der
kunne indstilles til nomineringsrunden. De amerikanske
indstillingsregler kræver, at dialogen i en "Best Foreign Language
Film" overvejende foregår på det sprog, man taler i filmens
produktionsland. Da filmen har haft amerikansk biograf-premiere, har den
imidlertid mulighed for at blive indstillet i andre
Oscar-kategorier.
'Her i Nærheden' har i
årets løb deltaget på en lang række internationale festivaler. Filmen har
netop været vist på den væsentlige Pusan Internationale Filmfestival i
Sydkorea, hvor den blev godt modtaget, og den deltager i den forestående
London Film Festival, der afholdes fra 1. til 16. november.